It’s all pratical

 

 

I dag kom efterraktionen, og med den en følelse af magtesløshed i højeste potens. Også et rend af søde mennesker og masser af assistance har fyldt torsdagen, så alt det som kan gøres ER sat i gang. Nu er det kun at vente. På reaktioner fra kommunen, teleselskabet, plejesektoren og .. har jeg glemt nogen.. jeg tror det ikke.  Et par lokale har lovet at holde øje med min adresse, og jævnligt gå en runde for lige at tjekke op på huset. Jeg har fået en lånemobil med akutnummer, og to lokales numre jeg kan ringe til døgnet rundt. Der er mere, men jeg kan ikke rigtigt huske mere. Jo, jeg kan fortælle at nu hvor Majbritt er taget på aftenvagt er jeg for første gang seriøst nervøs ved at være alene hjemme her på adressen. Jeg lever tilbagetrukket og passer mig selv. Går bare rundt i eget univers og er anonym, så alt hvad der ellers har været af ballade her på vejen, har aldrig for alvor givet mig grund til at frygte noget. Ingen gider (heldigvis) beskæftige sig med mig, når det handler om de dramaer som ellers udspiller sig.

 

Som et sidste kan jeg lige indskyde at der arbejdes på det gule hus og mulighederne, men det ser lige nu ud til at det kan mislykkes. Det står og falder med indskuddet, men igen.. der gøres et ihærdigt fodarbejde for at finde en løsning.

 

Herman er faldet til ro igen, og har været helt sig selv, men Holger er ikke veget en tomme fra min side siden i aftes. Han er konstant tæt op ad mig. Han er så trofast er han.