25 november 2015

Jeg blev overfaldet her til eftermiddag

 

 

 

Ja, måske det virker underligt at jeg allerede sidder og skriver om det, men jeg er alene og min hjerne er så stresset, og jeg selv så chokeret at jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre. Det KAN nemlig ske igen. Ingen ved hvornår..

 

2015-11-25 17.40.36

I eftermiddags sad jeg og skrev lige her. Om hus og have. Sjovt nok handlede indlægget om netop de ting, jeg IKKE vil savne her fra. Nærmest som en understregning af den uro adressen indebærer, gik en mand amok på mig og mit hus. Episoden har været under opsejling længe, nu jeg ser tilbage, men at han kunne blive så agressiv begyndte jeg først at indse sent i aftes.

 

Lige nu kan jeg ikke huske om jeg har nævnt manden før herinde, men han har huseret siden forsommeren. Lige nu kan jeg heller ikke rumme empati eller forståelse omkring ham, kun uendelig frustration over at, det ikke er muligt at kontrollere ham bedre..

 

Manden er nemlig senil dement.

 

Personligt er jeg og har altid været, FOR en form for “snor” til de som lider den sørgelige skæbne, at miste hukommelse og forstand. Det er ikke værdigt eller sikkert for dem, at man ikke kan give dem begrænsninger. Det er så heller ikke sikkert for andre, da demente ofte udvikler agressive tendenser. Det kunne være en enkel tingest, som feks kunne ringe på et kontor, hvis pågældende kom uden for en fastsat radius. Bare en tanke.

 

Her har jeg at gøre med en person af ældre årgang, som begyndte at vandre på gaden engang i maj/juni. Ret hurtigt begyndre han også at gå ind i min have. Først vendte jeg ham bare om, og sendte ham venligt retur til fortovet, sidenhen opstod situationer, hvor Majbritt har måttet træde til med hjælp, fordi han hamrede på mine vinduer og rev i dørene. Hver gang har hun fulgt ham retur til plejehjemmet, og hver gang har de lovet at de ville håndtere det. Selv går han rundt og tror at det er hans hus, jeg er brudt ind og at jeg snyder ham for husleje og at jeg er besætter.

 

En dag lå jeg og sov ovenpå, da jeg hørte noget..

 

Da jeg kom ned af trappen stod han i mit køkken, og jeg gik totalt grasat. Som I ved kan jeg nærmest ikke blive vred, eller.. der skal virkeligt meget til, og har opdagede jeg så en grænse. Jeg råbte og skreg, fik ham ud og igen slæbte Majbritt ham tilbage til plejehjemmet. Selv stod jeg tilbage dybt rystet og helt ude af flippen. Derefter gik der nogle uger med ro på, men for et par uger siden gik han til den igen. Hamren på vinduer og flåen i min nu konsekvent låste dør, og jeg med mere og mere stress og uro, og i aftes var det virkelig uhyggeligt. Klokken 22, lå jeg i min seng. Havde lige hørt klokkerne slå på kirkens ur, da han begyndte at hamre løs på vinduerne ind til stuen. Inden jeg nåede ned af trapperne var han i haven, så jeg ringede til Majbritt som ENDNU engang slæbte af med ham. Han bliver jo skældt hæder og ære fra, men det er reelt nytteløst og også uhyggeligt, for to minutter senere aner han ikke, hvad der foregår omkring ham.

 

NU er det så gået helt agurk og jeg må erkende at jeg har fået nok. Problemet er bare, at hans personlige frihed betyder, at jeg ikke kan gøre en hamrende fis, også selv om han i eftermiddags gik korporligt til angreb.

 

Først begynder han at hamre løs på vinduerne ude på gaden, imens han råber og skriger at jeg skal ud af hans hus. At jeg er en tyv, og at huset er hans og at jeg snyder ham for penge. Jeg bliver så bange over tonen i hans adfærd, at jeg styrter op på første for at ringe efter hjælp, men der opdager jeg at min mobil ikke virker ( tilfældet vil at damen på kommunen igen ikke har betalt til tiden, så nu er den helt død,hvilket jeg har fået opklaret ved at låne mig til en telefon og ringe op til mit mobilselskab efter balladen. Det problem må jeg tage mig af i morgen..). Inden jeg når at løbe ned igen, lyder der et kæmpe brag og da jeg kommer ned i stuen har han smadret en rude i min køkkendør med en sten og lukket sig ind. Han står i min stue. Med knyttede næver, blod strømmende ned af armene og klar til at gå på mig. Jeg beder ham om at forlade huset, hvilket han nægter, så jeg forsøger at løbe ud i haven, men han vil ikke lade mig gå forbi ham og han tager fat i mig.

2015-11-25 17.40.48

Derefter er det hele mere uklart.

 

Jeg får løbet ind til socialpsykiatrien, som heldigvis er aftenåbent. Får hentet hjælp op der bliver ringet til politi og ambulance. Manden er stadigt i mit hus, her er blodspor over det hele, på gulve og vægge. Han har smadret noget i køkkenet og glasskår flyder på gulvet. Jeg tænker kun på kattene og deres poter. Især Herman bliver helt forstyrret og han vil stadig ikke ind. Enden på det hele er, at manden bliver kørt på skadestuen og når han er syet, bliver han kørt hjem igen..

2015-11-25 17.40.42

Og teoretisk kan han stå her igen inden sengetid.

 

 

Ærligt talt. Jeg føler mig magtesløs og bange. Ved hverken ud eller ind. Er lammet og kan faktisk kun sidde her og skrive, som en måde at få samling på mig selv og tankerne på. NU er det lige pludseligt altafgørende at jeg bare kommer væk fra denne adresse, for her kan jeg ikke blive. Om og om igen gentog jeg over for politiet, at jeg vil ha’ ham fjernet fra byen. Hans senile ide om at det er hans hus stadigvæk vil aldrig kunne tøjles. Han HAR boet her, men det er mere end 15 år siden, og får han lov at blive på plejehjemmet længere nede ad vejen, ja så bliver det her uden ende. Som en lille krølle kan jeg tilføje, at han frekventerer det lokale værtshus, og at han både i aftes og i dag var hamrende vissen. DET gør det med garanti ikke bedre, og jeg fatter ikke at der ikke er personale som holder styr på ham.

2015-11-25 17.41.46

Desværre har han ret til personlig frihed, og jeg kan med garanti aldrig være tryg her igen. Jeg hører hele tiden lyde på mine vinduer feks. Ser blodet på mine tæpper, de blodødelagte håndklæder som er blevet brugt til at tørre af og op med. Blodspor på gulvet. Og på mine møbler. Jeg er helt ude af den faktisk.

2015-11-25 17.40.18-1

17 kommentarer:

  1. Sikken en forfærdelig oplevelse ... jeg synes du har været ekstremt tålmodig og overbærende. De sidste to ord er vist i mangel af bedre ... jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde det. Hvis det var mig, så var jeg helt sikkert blevet så skræmt, at jeg var flygtet for laaang tid siden. Der skal nemlig ikke ret meget til at skræmme mig. Jeg har længe fået medicin mod angst og det hjælper i hverdagen - men det hjælper ikke, når der sker noget exceptionelt.

    Jeg håber du har anmeldt div. episoder til politiet. Selv om de sikkert ikke kan gøre så meget, så synes jeg alligevel det er vigtigt at melde den slags, så myndighederne er klar over problemet. Derudover er der slet ingen tvivl om, at jeg ville flygte med det samme og jeg ville nægte at bo i huset. Jeg ville simpelthen være skræmt fra vid og sans.

    Man kan godt sige stakkels mand - men du skriver jo selv at han er senil dement - det betyder jo, at han sikkert har glemt det hele 5 minutter senere. Det er da meget værre for dig, som ikke glemmer og derfor skal leve med en evig utryghed. Stakkels dig ... og stakkels misser!

    SvarSlet
  2. Åh skat. Det var dog en forfærdelig oplevelse. Du må simpelthen kræve politi tilhold over for den mand. For så må plejehjemmet ikke lade ham ude af syne længere. Så afsted til politigården igen med det tilhold! Og alt imens er det bare at komme væk fra det hus.
    Kram fra Helle

    SvarSlet
  3. det ser ud ti,l flytning til det gule hus nu er en hastesag, helst den dag i morgen, så det er der, du og misserne sover i morgen. stakkels dig, stakkels herman, der er blevet hel forfærdelig skræmt

    SvarSlet
  4. For pokker, en oplevelse! Håber at du, efter omstændighederne, er okay.
    Problemet er jo (desværre), at personalet på plejehjemmet ikke må holde på ham. Kutymen er dog som regel med borgere som ham, at et personale følger efter ham og prøver at få ham med hjem igen? Ringer du til politiet hver gang han kommer? Det ville jeg gøre, så problemets omfang bliver tydeliggjort.
    Såvidt jeg husker, har du ikke fået skiftet hoveddøren? I så fald, kunne det måske være en idé at skrue en plade på så man ikke kan smadre ruder og komme ind den vej? Det er ikke kønt eller lukker lys ind, men det kan holde ham ude. I hvert fald aldrig lade nøglen sidde i døren - på billedet ser det ud til at man skal bruge nøgle indvendigt.
    Men godt at du har taget beslutningen om at skulle flytte. Endnu en god grund.
    Sender et kæmpe kram din og kattenes vej!

    SvarSlet
  5. Kære kære Henriette. Hvor er det dog forfærdeligt! At manden er senil dement er ingen undskyldning - jo måske for ham, men der er da noget helt galt på det plejehjem. Og hvad fanden er det for et værtshus der lader ham drikke sig fuld!
    Jeg sender en masse knus og kærlige tanker ❤❤❤

    SvarSlet
  6. Kære kære Henriette. Hvor er det dog forfærdeligt! At manden er senil dement er ingen undskyldning - jo måske for ham, men der er da noget helt galt på det plejehjem. Og hvad fanden er det for et værtshus der lader ham drikke sig fuld!
    Jeg sender en masse knus og kærlige tanker ❤❤❤

    SvarSlet
  7. Hold da op hvor uhyggeligt. Og at der saa ikke bliver gjort noget. Jamen hvad er det for noget. Det er da plejehjemmet der skal staa til ansvar ikk???
    Sender en masse gaapaamod og kampaand.

    SvarSlet
  8. Åh det er jo alles skræk at man ikke er sikker i eget hjem..... Og så én, der er udenfor almindelig. ' rækkevidde '.... Efter sådan en episode fatter jeg ikke hvis ikke han bliver flyttet til et andet plejehjem et godt stykke 'hjemmefra'. Er der ingen pårørende?? Og Hva pokker er det for et værtshus??? Og hvad er det for et plejehjem??? godt nok sjusk over hele linjen!! Håber du har nogen der kan komme forbi ( bo støtter?) mange hilsner

    SvarSlet
  9. Puh for en grim oplevelse. )-; Det er da utroligt, at du ikke kan få fred og ro i dit eget hjem. Håber " de" får styr på den mand, så du kan være i fred. STORT kram fra Vibeke. (-; <3

    SvarSlet
  10. OMG! ja, i öjeblikket er der faktisk ikke mere jeg kan sige.
    stort knus
    Frida, Island

    SvarSlet
  11. Af sted til det nye hus, så hurtigt du kan! :)
    Stort og trøstende Knus herfra.

    SvarSlet
  12. Kæreste Henriette, du har da dit at slås med.
    Jeg kan godt forstå, du er udmattet i dag. Du skal have hjælp, så du kan komme ovenpå den skræmmende oplevelse igen. Selv vi helt 'normale' (hø, hø) ville gå helt i bro ovenpå den omgang.
    Politianmeld, politianmeld, politianmeld, hver gang han er i nabolaget. Nogen SKAL tage affære, han må ikke gå og øve vold.
    Din forståelse for hans situation har min fulde sympati, men jeg vil godt vende den lidt rundt. Når han bryder ind, er det jo fordi han ikke har det godt, fordi han er dybt frustreret og ikke kan forstå sit liv. Han har brug for meget mere hjælp end han har lige nu.
    At man er åndssvag/psykotisk/senil er ikke ensbetydende med frit lejde til at udøve kriminelle handlinger. Det er der, samfundet (og ikke du) skal tage affære, for at beskytte rigets borgere.
    Og så siger jeg som flertallet: Flyt, hellere idag end i morgen. Alt taler efterhånden for det.

    SvarSlet
  13. Fy for pokker for en grim oplevelse! Det er dog for dårligt at plejehjemmene ikke må holde så demente borgere tilbage, de er jo til fare for både andre og sig selv. Det er helt misforstået det der med personlig frihed i den sammenhæng. Håber du hurtigst muligt kan flytte hen i det lille gule hus så du kan få ro. Det vil nok som foreslået også være godt med en plade for døren indtil da. Sender dig og pelsdyrene de varmeste knus og tanker.

    fru Jensen
    Gudhjem

    SvarSlet
  14. kære Henriette . Forstår SÅ godt du er rystet og fustreret. Hvergang han møder op på din matrikel må du kontakte politiet, hvergang . Han er jo til farer for andre , og det må de handle på. Sender dig og misserne masser af kærlige tanker

    SvarSlet
  15. Kære alle. Tusind tak for jeres støtte. Jeg føler mig knapt så alene når jeg kan se at der er nogen her som "taler" med mig :-) Det gør en kæmpe forskel
    Kærlig hilsen
    Henriette

    SvarSlet
  16. Sikke en historie søde og forstår godt at det må være helt ubeskriveligt at leve med. Og man fatter jo ikke den verden vi lever i.

    Kunne sådan ønske for dig at du fandt et sted med masse af ro og god energi.

    Sender en masse kram og kærlighed. <3

    SvarSlet