Nok de mest ekslusive rodfrugter i landet

 

 

 

 

Jeg har været ude for at proviantere til weekenden. Vejret foudsiges at byde på lidt af hvert, og det meste er ikke til at være ude i, så jeg planlægger drømmer om, at bruge tid i køkkenet. Bare for en gangs skyld I ve..

 

Nå, men off we go to Rema1000.

 

Egentlig ville jeg slet ikke have været nogen steder i dag, for ja jeg er jo som altid træt, men i dag var det ekstra voldsomt. Den slags, hvor jeg nærmest ikke kan gå, hvor hjernen stadig ligger et eller andet sted bagude, og hvor armene er lavet af bly, men af to onder var fredag alligevel bedre end lørdag, hvis den hersens kogeambition skulle have en chance.

 

Først tager man en indkøbsvogn. Derefter skal lige tjekkes udvalget af planter, ( det kunne jo være… ), og så tages ellers runden fra begyndelsen af. Det er ulideligt svært at koncentrere sig, når nu hjernen som sagt er glemt et ukendt sted, så trods en liste tog det sin tid. Jeg greb diverse grønt, gik videre til køledisk og “tørfoder”, rundede stearinlys og gik mod kassen. Der stod jeg en tid, imens jeg forsøgte at mane alle varene op på båndet ved tankens kraft. Det lykkedes sjovt nok ikke, så jeg lod flere springe mig over, indtil jeg kunne overskue tingene igen. Langsomt og uden særlig opmærksomhed, røg den ene vare efter den anden igennem, og til sidst kom det hele tilbage i vognen. Hulter til bulter. De sidste varer var rodfrugterne, som jeg selvfølgelig havde glemt at veje, så en flink dame spænede hen og fik en mærkat på. Da jeg skulle betale, rørte to kvinder bagved på sig, men jeg indrømmer, at jeg slet ikke var nærværende nok til at tage mig af det. Der lød en mumlen, men igen.. jeg ville bare ud af biksen og hjem igen. NU.

 

Kender I det? Når man på et sekund lige mærker en tanke stryge igennem systemet, men den fanger ligesom ikke?

Henne ved bilen, begynder jeg at lose varene i bagagerummet. Et styks ad gangen. At få dem ind i huset, må simpelthen være et problem jeg forholder mig til senere, så de net jeg altid har med mig, forbliver i bunden uden at jeg orker være praktisk, og så.. er det, at de føromtalte to kvinder forsigtigt kommer hen, og undkylder at de blander sig, MEN de vil bare lige gerne se HVOR mange rodfrugter jeg har købt!

 

“Øøhhh” siger jeg, og løfter den lille pose ud af bilen igen. De kigger på mig og de kigger på den, og så spørger de forsigtigt om de ikke er lige lidt vel lovligt dyre?? Altså ikke fordi det kommer dem ved, men de mener allligevel at de lige ville spørge. Jeg kigger på mærkaten. Den siger 9 kroner og 36 øre. Jeg kigger blankt på dem igen, og så er det at de beder mig kigge på min bon..

 

Her er det så, at jeg er NØDT til at blive bedre til ikke at gå frit omkring når jeg er så hamrende træt, for jeg har nemlig betalt hele 936 kroner for de otte styks gulerødder!!!!

 

Arhmen Henriette altså..

 

 

 

Jeg takkede og takkede. Forklarede og gjorde ved, og vi grinte lidt af det hele. Inde i forretningen var kassedamen nær faldet ned af sin stol af bare chok over fejlen, så jeg fik jo uden problemer pengene retur, MEN.. det som virkelig skræmmer mig er det faktum, at jeg aldrig aldrig nogensinde ville have opdaget fejlen. Jo, jeg ville måske igen på et tidspunkt have strejfet en undren over, hvor dyrt det er at handle, men ikke på noget tidspunkt, ville jeg have være nærværende nok til, at gå dybere ind i det. SÅ fuldstændigt smadret bliver jeg nemlig, når livet giver lidt mere drama end jeg kan tage ind. Og SÅ smadret bliver jeg i forbandet lang tid, at det mest sikre for mig vil være, at låse mig selv inde indtil jeg er frisk i bøtten igen.

 

 

Siden hjemkomsten, hvor Majbritt hjalp med at få varene ind i huset, har jeg bare sovet. Og sovet. Og nu hvor det er nærmørkt, vil jeg indtil det er tid til at sove igen, bare sidde og sidde. Andet orker jeg nemlig ikke.