Tilvænning og omstilling

 

 

 

 

To ord, som kommer til at dominere en tid fremover igen. To små ord, som kort og koncist rummer egenskaber, der ikke kommer let til mig. Var jeg arbejdstager, ville jeg have været blevet fyret for tværhed, inden første dag var gennemført.

 

I årene som er gået har jeg oplevet, at det bliver sværere og sværere for mig, det her med at flytte mig. I ordets bredeste betydning. Det tager tid og koster enorme mængder af energi og overskud. Igen i ordenes bredeste forstand. Det er SÅ svært at rykke, og når det så endelig begynder at vende, når jeg begynder at slappe af, når jeg har opnået følelser for omgivelser og betingelser, ja SÅ må jeg på den igen. Rive rødder op, som kun lige har nået at finde liv.

 

Hvor mange gange kan man flytte en plante uden at den dør?

 

Her må jeg se på min egen efterhånden symbolske klematis, som har fået rykket rødderne over lige så mange gange som jeg selv. Også den har hele tiden måttet begynde forfra med at etablere sig, med at få kraften tilbage i det rodnet som er livgivende, og med at finde sig til rette i den jord, den nu er blevet plantet i. Hver flytning har betydet tilbageslag i størrelse og kraft, men død er den ikke. Endnu.

 

Min klematis blev etableret på en lille bitte altan i Lyngby i 2007.

 

Siden er den flyttet og etableret i Vanløse

 

Den har derefter været i pleje, da jeg selv røg til Østerbro

 

Næste bosted var en altan i Brønshøj

 

Den blev dernæst forsigtigt pillet ned meter for meter og nænsomt puttet i jord i Fuglse,

- hvor den knapt nåede at finde ro før den endnu engang blev rykket op, og sat ned for at vænne sig til livet i en gårdhave.

Det har den været vældigt tilpas med..

 

 

Det tager tid at tilvænne og omstille. Det tager tid at etablere rødder, og finde livgivende næring på den plads man er givet. Hver gang rødder skæres over og nye omgivelser trænger sig på, sker der et tilbageslag som ikke lige indhentes på en studs. Det KAN lade sig gøre. Det viser både min klematis og jeg. Jeg kan ikke spørge og få svar fra min plante om, hvordan den har det med alle de steder den har boet, men spørger man mig kan jeg fortælle at det er hårdt. Knaldhårdt. Jeg når lige at begynde at slå rødder. Når lige at begynde at sætte pris på fordelene og glemme bagdelene. Når lige at lægge planer og se fremtid. Og så er det videre endnu en gang. 

 

 

Alle de nye steder jeg har været, har det været vildt svært at falde til. Det har taget tid, at opdage alle fordelene ved lige netop DET sted. Nogle vil mene at det må være DET, som kan motivere og interessere. Det nye, det spændende, udfordringen og oplevelsen. Sådan har jeg det bare ikke længere. Da jeg var ung var det sådan, men ikke nu. Jeg har ikke længere behov for flere nyheder, ikke længere lyst til at give slip eller begynde forfra. Hvad værre er, så har hver flytning betydet reducering af ejendele i et omfang, som kun få kan forholde sig til. Det er både godt og skidt. Godt fordi jeg har fået loset en masse dødvægt af skuldrende, men virkelig skidt, fordi jeg hver gang også mister fundamentale møbler. Flytter jeg igen, er det reolerne som ikke overlever, og så skal jeg til at slå rødder med et spisebord, en sofa, en lænestol og en seng! Som de store ting. Her er også en del småmøbler, men ikke nogen som kan indeholde tøj eller bøger. Eller div tekstiler. DET synes jeg er skide svært. DEN detalje gør det mindre og mindre nemt, bare at rykke videre. Det giver rod på matriklen, rod i mit hoved og følelsen af tab i mit hjerte. Det giver en enorm følelse af tomhed, og af ikke at have opnået så pokkers meget når det kommer til stykket. For jo, det er da trygt og dejligt at have (tørt) tag over hovedet, men det er godt nok en noget ensom fornemmelse, at sidde i en halvtom stue.

 

Nu bliver mine hjem heldigvis aldrig tomme at være i, for jeg har evnen til at gøre godt med hvad jeg har, dog er jeg møghamrende træt af gammelt og genbrugt skal jeg være helt ærlig. Jeg ved godt, at det er supertrendy med bæredygtighed, genbrug og hittepåsomhed. Det er TOP moderne med gammelt. Med at udnytte alle resourser og ikke lade gå til spilde. Nu er det bare sådan, at jeg har levet på den måde med underlige pivskæve og halvgode løsninger i årevis. Med hjemmelavede forordninger og naturens matrialer både ude og inde. Det er fint. Det er kreativt. Og bare lige sagen.

 

MEN JEG ER DØD TRÆT AF DET! Ihvertfald når det er gennemgående. Små indslag er skønt, men totalt er det ved at være yt. For mig.

 

Jeg havde engang en drøm om, at være samme sted længe nok til at kunne leve så stabilt, at et sofabord kunne spares op til. En skænk måske. Og en dag endog en ordentlig seng igen. Jeg drømte om spisebordsstole, som ikke rokkede og var uens. Om en kommode til mit undertøj og endda måske, hvis det skulle gå helt vildt til og jeg gik hen og fik et normalt liv, nye havemøbler. Og en parasol.

 

Den slags drømme giver jeg mig slet ikke af med længere. Jeg er holdt op med at drømme i det hele taget. Om noget som helst. Jeg har ikke længere håb af nogen art. Kun dag til dag forsigtige planer for eventuelle gøremål. Når håb og drøm er forsvundet er det noget lort. Helt ærligt. Jeg kunne måske gå så vidt som til at begynde med at drømme om, at jeg måtte få håb og drøm tilbage.. Det må jeg lige overveje og se om jeg tør.