Kunsten at have tillid og tro

 

 

 

Lige nu kæmper jeg indre kampe. Følelser brydes og hvem der vinder, kan kun fremtiden vise. Som det er i dag, er jeg simpelthen ikke i stand til at tro på og have tillid til, at jeg virkelig har fortjent min næste bolig.

 

Jeg er glad og lettet over, at det lykkedes at finde et andet sted, så jeg kan komme væk herfra, MEN.. lykkelig tør jeg slet ikke tillade mig selv at være. Omvendt ruster jeg mig indvendigt, og uden at kunne styre det til, at noget går galt. Det KAN bare ikke være sandt det her. Der vil ske et eller andet, som betyder at jeg ender på gaden. Det er uvirkeligt samtidigt med, at jeg er lagt ned med nerver. Helt helt uden for kontrol, har kroppen besluttet at give los med kvalme, rysteture, tårer, svimmelhed og beton i armene. Sagt på en anden måde, så er jeg ærligt talt helt ødelagt, så her til morgen ringede jeg simpelthen til mine forældre for bare at tale med nogen, som kender mig og min historie til bunds. Det er et KÆMPE privilegium er jeg helt bevidst om, at jeg stadig har begge mine forældre i mit liv. Og det er en KÆMPE gevinst for mig, at jeg nu kan tilbyde dem, at overnatte hos mig i fremtiden. At de kan feriere på Lolland. Hvis bare jeg kunne finde roen og troen på, at det hele ikke bliver taget fra mig igen.

 

Jeg forstår godt selv, at det er en naturlig reaktion, og jeg ønsker bare at jeg ikke bliver mærket på en ødelæggende måde, i for lang tid.

 

 

 

Om lidt skal jeg et smut over til kiropraktor Helle, og når jeg går derfra vil jeg hente flyttekasser. Det hele bliver sikkert mere virkeligt og til at tro på, når der er gang i nedpakningen. Vejret er ikke til, at tage fat på udendørs nedpakning under alle omstændigheder.