Har jeg nogensinde fortalt at Herman snakker ret meget?
Nå, men det gør han altså. Holger har også sit eget sprog med lyd på, men det er i en helt anden og anderledes afdæmpet og effektfuld kaliber. Han opnår det han vil ved hjælp af dygtig manipulation og menneskekundskab, hvorimod Herman den lille uvorne knægt larmer og diskuterer og svarer igen så det mere er, som at have en femårig i huset!
Nu tænker I jo nok, at ja ja.. nu har hun sgu da helt tabt småkagen. Tillægge et umælende væsen den slags egenskaber.. den er helt gal med hende. Hrmpff altså!!
Der er bare lige ded ved ded, at det er simpelthen sådan han er indrettet. Alle ved jo efterhånden at han er både kreativ, handlekraftig og beslutsom. Hvad ingen kan vide, fordi jeg simpelthen kun kan lægge billeder uden lyd på her er, at der ikke går en dag uden at han og jeg er ude i flere diskussioner om, hvem det lige er der bestemmer her i huset.
Han har mange forskellige lyde at spille på. Når han får øje på noget udenfor vinduet feks og ikke kan komme ud, så kører han på med en mijaven der er helt desperat indtil jeg bøjer mig og lukker ham ud. Noget i stil med, at han bare SKAL have ordnet det her vigtige altafgørende problem, og det må jeg da kunne forstå. Det lyder som en normal kattelyd.
Så er der den lyd han bruger når han skal fedte sig ind..
Det er nærmest sådan en lille trillen, der minder om den marsvin kommunikerer med. DEN lyd er virkelig belastende for en træt foderautomat, der ligger og sover. Samme lyd bruges nemlig også når der er kedsomhed på skemaet. Kattemennesker vil vide hvad jeg mener, for han giver ikke op. Både Holger og jeg kan indimellem se meget meget trætte ud i fællesskab.
- og så er der den lyd han bruger når han ikke er enig med mig.
Forestil jer et lille barn der vræler. Wuaaaa lyder det. Kan I huske den lyd? Det er virkelig et vræl der lyder, som de bogstaver der beskriver det. Wuaaaaa.
Hør så for jer, at den lyd bliver stoppet brat. Som i Wua. Bum. En kort og bestemt lyd.
DEN lyd kan Herman!
Og sådan går det for sig at han og jeg kan diskutere.
Han har gang i noget forbudt.
“NEJ Herman siger jeg.”
WUA! Siger han og kigger op på mig med et særligt trodsigt blik.
En pote flytter sig umærkeligt en smule tættere på målet. Stadig med fast øjenkontakt.
“ NEJ siger jeg jo, Herman”
WUA.
Halen kører som en fejekost frem og tilbage henover gulvet, og der rykkes lige et par cm mere.
“STOP så Herman!”
WUA!
Poten frem med lysets hastighed og kræet i fri flyvsel hen imod det forbudte, og SÅ er missionen hermed fuldendt. For minikatten.
“For fanden altså Herman, NEJ bliver der sagt”
WUA! er kommentaren og det der blik, som er kun en sejrrig Napoleon værdigt.
Han er yndig ik.
Han er også ret vild med at ligge i netop den stol. Den står med ryggen til mig når jeg sidder i min egen stol. I den ligger et tæppe, som betyder at man ikke kan se igennem, og han kan derfor ligge i skjul. Lige noget for en listekat..
Forleden skete det her så:
Jeg sidder i min stol og kan ikke se ham. Han ligger ( så vidt vides ) i dyb søvn bag det tykke tæppe. Holger er gået kold i en kurv. Alt ånder stilhed, fred og idyl. Begge katte har slumret længe og inderligt.
Lige pludselig kan jeg se spidsen af en lille hvid pelstot bevæge sig ganske forsigtigt.
Her ligger han og hænger ud af venstre side, men omtalte aften kunne man slet ikke se ham, og den lille hvide pote dukkede frem på den anden side. Altså til højre. Det er den side af stolen som står tættest på mit arbejdsbord…..
Nå, men jeg lader som ingenting og hækler ligeså lydløst videre, altimens den lille hvide pote laaaaangsomt bliver rykket en millimeter længere ud gennem hullet i stolen.
Alt er som sagt idyl her. Fred og ingen fare. Her er lyd fra tv’et, og fra tid til anden lidt slupren fra en kaffekop. Holger snorker en smule.
Poten bevæger sig forsigtigt og langsomt længere og længere frem. Og i stolen ligger minikatten og rævesover som I nok kan regne ud. Han rævesover og tror sig uset gør han, og derfor kan han fortsætte med at lade nu både hvid pote og lang grå “arm” komme tættere og tættere på bordet.
OG SÅ, sender han “pilen” afsted i en allerhelvedes fart og i eet hug har han nedlagt fire glaskugler, der nu med et vældigt rabalder flyver gennem luften, for til sidst at lande i alle retninger på gulvet!
“HERMAAAAN!” brøler jeg. “Hvad fanden laver du? Det må du sgu da ikke”, skænder jeg samtidigt med at jeg desperat forsøger at vikle mig fri af fjorten tæpper, en pude og forbi en fodskammel.
WUA!
- siger han bare og kigger frem over kanten med et par spidse ører, og to kuglerunde øjne med mørke store ligeså runde pupiller.
Kan I høre ham gnække?
PS:
Her ligger han på min arvede puf fra Moster Birgitte. Den har hjul på… OG her i stuen er der ikke væg til væg tæppe. Nyeste underholdning er en minikat der tager tilløb og flyver henover puffen for at lande lige på kanten med neglene dybt forankret i det bløde tæppe, OG en puf der nu er sat i bevægelse og som derfor suser henover gulvet i høj fart. Herman jubler, Holger fatter ikke en meter, jeg råber stooooop og Herman svarer
WUA!
Herman den Grusomme er hans alter ego.
Herman er en stakkels lille vinterramt kat. En vinterramt hyperaktiv minikat, giver en ekstra stribe med grå hår til den hårdt prøvede foderautomat..
Nu er jeg jo ikke af den type, der råber og skriger når der laves ulykker, jeg er mere af den tålmodigt NEJ-sigende slags, men uanset hvilken slags opdragelse man bekender sig til, er og bliver kolde vinternætter en kilde til løjer og spas når man er kat. Der er, som jeg allerede sidste vinter måtte sande, ingen grænser for hittepåsomheden når der skal ske noget her, og særligt aktiv bliver banditten når jeg har sidder med maxikatten på skødet og stener foran tv’et. SÅ skal jeg da lige love for at der kommer fut i fejemøget, og ikke sjældent bliver stakkels Holger nærmest kastet af sit bløde varme leje, når der akut skal reddes et eller andet fra at måtte ende med at blive gnasket i smadder.
Jeg når det ikke altid:
Holger beslutter at træde til og lige snakke et par alvorsord med den bette:
.. og hopper så ned på gulvet
Jo jo der er gang i den altid kreative minikat. Maxikat er omvendt uventet hurtigt blevet glad for vores nye matrikel. Siden jeg igen fik sat en stol frem udenfor, har han pludseligt genoptaget en livsstil han ikke har bekendt sig til siden vi forlod Vestergade. Han er igen mere ude end inde, han sover igen ude om natten og han er igen at finde som ledvogter under mit halvtag. Her holder han udkig efter særligt eet eksemplar af en nabokat, der virkelig ikke er til sinds at opgive vores have uden kamp. Bogstaveligt talt. Begge mine kære små har rifter og sår efter flere møder med den sorte slyngel. Det er ret hårdt at være vidne til, men ikke noget jeg kan stille noget op imod. Ser jeg den fremmede får den kastet vand efter sig, men den kommer ofte når det er mørkt, og der er jeg jo ikke udenfor.
I går gik jeg ud for at få lys og luft. Jeg påbegyndte arbejdet med at omlægge løg. Og Herman var en ivrig hjælper:
Tiden vil vise om mit forsøg på at dække af for kattekløer vil være nok.
Jeg tvivler.
Nu er der pyntet til jul i det lille hjem. Ikke i den udstrækning jeg først planlagde, men her er fint og jeg er tilfreds. Faktisk orker jeg egentlig slet ikke julen nu, men på den anden siden skal jeg sådan set ikke andet end at restituere de næste uger indtil ungerne kommer d. 24, og det er fint med mig. Jeg er stadig træt, men sover knapt så meget nu. Der er ved at være en balance i min hverdag igen, hvilket jeg fanme også har knoklet for at opnå. Her er billeder til jer, men de er godt nok ikke den store kunst, for koncentrationen rækker ikke endnu til at forholde mig til lys og vinkler. Beklager folkens.
Det er sjette december (allerede), men jeg har i går været ude for at handle de ting ind, der skal være i skabene når slaget skal stå i køkkenet. Der er masser af varer, som kan købes i god tid heldigvis. Den slags kræver virkelig meget af mit hoved fordi jeg har så svært ved at samle mig, så at fordele indkøbene er den eneste måde jeg sikrer mig mod glemsomhed. Jeg HAR naturligvis lister og opskrifter fremme, bare hvis nogen skulle få den tanke at jeg løber hovedløst rundt i nærmeste supermarked, men selv med sådanne forholdsregler er jeg på skideren når jeg går i køkkenet.
Nå, men den tid den sorg. Der er laaang tid til d. 24 så det går nok altsammen.
