Life of Herman

 

 

 

Herman er en stakkels lille vinterramt kat. En vinterramt hyperaktiv minikat, giver en ekstra stribe med grå hår til den hårdt prøvede foderautomat..

 

Nu er jeg jo ikke af den type, der råber og skriger når der laves ulykker, jeg er mere af den tålmodigt NEJ-sigende slags, men uanset hvilken slags opdragelse man bekender sig til, er og bliver kolde vinternætter en kilde til løjer og spas når man er kat. Der er, som jeg allerede sidste vinter måtte sande, ingen grænser for hittepåsomheden når der skal ske noget her, og særligt aktiv bliver banditten når jeg har sidder med maxikatten på skødet og stener foran tv’et. SÅ skal jeg da lige love for at der kommer fut i fejemøget, og ikke sjældent bliver stakkels Holger nærmest kastet af sit bløde varme leje, når der akut skal reddes et eller andet fra at måtte ende med at blive gnasket i smadder.

 

Jeg når det ikke altid:

 

 

Holger beslutter at træde til og lige snakke et par alvorsord med den bette:

.. og hopper så ned på gulvet

Jo jo der er gang i den altid kreative minikat. Maxikat er omvendt uventet hurtigt blevet glad for vores nye matrikel. Siden jeg igen fik sat en stol frem udenfor, har han pludseligt genoptaget en livsstil han ikke har bekendt sig til siden vi forlod Vestergade. Han er igen mere ude end inde, han sover igen ude om natten og han er igen at finde som ledvogter under mit halvtag. Her holder han udkig efter særligt eet eksemplar af en nabokat, der virkelig ikke er til sinds at opgive vores have uden kamp. Bogstaveligt talt. Begge mine kære små har rifter og sår efter flere møder med den sorte slyngel. Det er ret hårdt at være vidne til, men ikke noget jeg kan stille noget op imod. Ser jeg den fremmede får den kastet vand efter sig, men den kommer ofte når det er mørkt, og der er jeg jo ikke udenfor.

 

I går gik jeg ud for at få lys og luft. Jeg påbegyndte arbejdet med at omlægge løg. Og Herman var en ivrig hjælper:

Tiden vil vise om mit forsøg på at dække af for kattekløer vil være nok.

 

Jeg tvivler.