12 januar 2016

Lørdag var jo bare en rigtig god dag..

 

 

 

2016-01-10 09.27.36-1

 

Søndag og mandag har ligget i den lidt anden enden af skalaen. Jeg kan skyde skylden på alt lige fra januars mørke til overanstrengelse, og sikkert også det som kan ligge midt i mellem, men summen af det er det samme. Jeg skal igennem en periode der er svær nu, og det som er godt forsvinder meget hurtigt i tågerne af det, min hjerne og min sjæl opfatter som mindre godt. Eller for nu at sige det.. katastrofalt.

 

Det jeg opfatter som katastrofalt er det jo reelt ikke, ikke meget af det ihvertfald, men der er slet ikke noget filter, som kan regulere indtrykkene ind i de rette kasser. Petitesser eksploderer som bomber, der får mig til at gå helt i baglås, som nu feks punkterne på denne her liste:

 

- Min seng kan IKKE under nogen omstændigheder komme op i soveværelset. Vil jeg beholde den, skal den være en del af min stues indretning, og det har jeg slet ikke forliget mig med. Endnu har jeg ikke været i stand til, at trække på skuldrene af dens skæbne og de penge jeg har “tabt” på den.

- Min “nye” sofa som jeg fik foræret af ny nabo, har stået til opbevaring i skuret, og da jeg søndag fik muligheden for at få den båret ind, ja så var den fuldstændigt gennemblødt! Den står nu til tørre og kan godt bruges bagefter, jeg har nu bare ikke en fin sofa, men en skjoldet sofa. Igen.. det kan sikkert reduceres med støvsuger og aftørring, jeg bliver bare så træt af at der hele tiden er noget som går galt.

- Jeg fik taget mig sammen til at gå til lægen, fordi jeg godt er klar over at jeg skal have styr på det her med min vejrtrækning, men i stedet for en hurtig undersøgelse som jeg havde forventet, er der nu sat det helt store maskineri igang!! Jeg gider det næsten ikke altså. Hjertekardiogrammer, blodprøver, røngtenundersøgelser, blodtryk og hvad der ellers blev remset op af tiltag. Jeg vil bare rulle mig sammen i en kugle vil jeg. Fortæl mig det er lungebetændelse og lad mig så være. At det kan skyldes efterårets langvarige svampeallergi eller rygning vil jeg slet ikke høre. Gid pokker at jeg i det hele taget gik til lægen altså.

- Før jul overvandt jeg et andet af mine hængepartier, så jeg kom til tandlæge. Der ville de ikke sætte noget igang før jeg havde ansøgt om hjælp fra kommunen, hvilket jeg naturrrrligvis så gjorde. Jeg vidste på forhånd at den sild var død, for det har jeg prøvet før, men jeg blev nødet til alligevel at prøve. Det blev helt efter bogen endnu et afslag, og den besked gav jeg videre i går. Så stod jeg der, midt mellem patienter og personale og begyndte at tudbrøle. Ikke en del af mine planer, men de kom bare. Tårene. 12.000 kr var overslaget, og selvom det er min egen skyld, gør det ikke situationen mere slugbar. Jeg har som minimum en fortand der inden for overskuelig fremtid går i stykker og så kan jeg fremvise et hullet smil. Et par rødder er i fare for at give problemer også.

 

Nå, men så er der de her småting:

 

- Jeg har mere eller mindre konstant krampe i maven. Vågner om natten med de vildste smerter. Hovedet markerer også. Og armene.

- Hver gang en bil standser foran huset farer jeg sammen med den vildeste hjertebanken. I sidste uge holdt min nu eksudlejer to gange parkeret netop lige uden foran stuevinduerne. Der sad han i bilen og talte i telefon samtidigt med, at han gloede ind ad mine vinduer! Sjovt nok var det lige HERg han måtte standse for at telefonere, ud af alle de gader han ellers kunne parkere på i hele Rødby!

- Jeg synes hele tiden jeg kan høre nogen gå udenfor. Ikke underligt da her er et offentlig fortorv, men lyden af skridt der knaser henover grus og is, får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg kan ikke ha det altså. Jeg synes jeg kan fornemme at der bliver trykket på håndtaget i døren, og min fantasi er helt ude på kanten.

- Jeg synes jeg kan se pletter og plamager overalt, og er panisk over vand. Man kan vel nærmest konstatere at jeg er totalskadet i hovedet nu. Er skrækslagen over muligheden for at rende ind i mere fugt, og selvom der ikke er det nu, ja SÅ er jeg da overbevist om at det vil der komme. Tvangstanker om katastrofer in spe ruller rundt fra morgen til aften.

-  I det hele taget afløser den ene frygt den anden i et sådant tempo, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. En mildest talt trættende rytme.

- Jeg bekymrer mig over, at Josefine ikke længere har noget kollegieværelse at bo i pr.15 marts, OG at hun vil skilles fra sin muslimske mand. Han er flink og har altid været høflig overfor mig, jeg kan ikke sige noget skidt om ham, og så dog.. En mistanke jeg har haft siden sommer er nu bekræftet. Han sympatiserer med et ekstremistisk parti, hvilket JEG slet ikke kan håndtere. Om hun fortsat har de tilholdsforhold er uvist for mig, men een ting er sikker. HVIS hun får lov at få sin skilsmisse, KAN det gå hen og blive svært for hende at få sit liv tilbage. Lige nu bliver hun tæppebombet døgnet rundt af sin omgangskreds, som arbejder hårdt på at få hende til at forblive gift og forblive i miljøet. Under alle omstændigheder, skal min datter ikke stå på gaden, sååå om to mdr skal hun bo her. Det er dejligt at få hende tæt på igen, men det giver udfordringer jeg ikke lige ved, hvordan jeg skal klare.

- Rasmus bliver dagligt verbalt forulempet af sin far, som han er tvunget til at bo ved, fordi han heller ikke kan få noget at bo i. I stedet for at sige godmorgen til sin søn, ja så ryger der en svada af panden med ord som “skide taber” og andre ukvemsord.Han bliver nægtet varme i radiatorene, må ikke bade i varmt vand, får kritik uafbrudt og skal liste rundt for ikke at tænde sin far af. Begge mine børn er røget endnu længere bag i boligkøen nu, eftersom kommunen skal bruge de ledige lejemål til asylansøgere. DET har jeg det faneme stramt med. Jeg ved det falder mange for brystet i disse tider, men jeg kan bare ikke forlige mig med at individer som er født og opvokset her i landet, OG som skal være vores fremtid, bliver nedprioriteret til fordel for individer som godt nok også  har det svært, men som ikke i mine øjne er danmarks fremtid. Det er et kildent emne, og jeg vil ikke ind i diskussioner om det, kun vil jeg pointere at mine egne ungers ve og vel ligger mig mere på sinde end asylansøgeres. Beklager. Og belær mig ikke om, at jeg selv har svigtet dem, for det ved jeg sgu udemærket godt. Det lever jeg med hver eneste dag.. Tro mig, ingen psykisk udfordrede forældre er tilfredse med at være i udu. Netop derfor burde systemet være det net, som greb børnene.

 

- I det hele taget er mine egne børn på mange måder blevet nedprioriteret af et system, som i årevis har ignoreret, at skulle de to unge mennesker ikke tabes på gulvet, ja så måtte der lidt hjælp indover. Den hjælp har aldrig været tilbudt, tværtimod. Der har ikke været/er ikke resourcer til det. Var de blevet støttet i sin tid og frem, kunne der have været mere styr på deres fremtid i dag.  Nu ser jeg et land der eksploderer i tiltag for at komme mennesker udefra til hjælp, samtidigt med at vi har en ordentlig røvfuld unge og nyvoksne med problemer, hjemløse og svage borgere, som bliver “glemt”. Det gør mig vanvittig af frustration. Om jeg selv hører til i kategorien “svag” borger vil jeg lade andre om at definere, MEN.. jeg opfatter ikke mig selv som svag som sådan. Omvendt VED jeg, at jeg er havnet på en plads næsten nederst på den sociale rangstige. Jeg ved også at jeg som individ og borger i den grad kæmper med livet, og jeg VED at nogle former for hjælp ville kunne gøre MIN fremtid lidt bedre, men det er der ikke resourcer til..

 

Jeg ved ikke..

 

Man siger at for at være en god mor, skal man sørge for sig selv også. Et eller andet sted er det jo en læresætning, som også kunne overføres til et større perspektiv. Hvis vi som land skal forventes at tage sig af andre, burde vi så ikke også først lige tage os af vore egne svage? Eller er det groft sagt blevet som i dyrenes verden, at de svage er en byrde, som simpelthen overlades til deres egen skæbne? Hvis en mor tager andre dyrebørn til sig gør hun det kun, hvis hun har mad nok at dele ud af, så med andre ord kan et moderland tillade sig at give til andre landes “børn”, på bekostning af sit eget afkom? Jeg vil iøvrigt lige slå fast, at jeg ikke er racist. Kloden kan og skal rumme alle. Kloden skal. De enkelte lande SKAL bare forholde sig til om de kan gøre det samme, for i mine øjne er det uartigt ikke at tage sig af sine egne ordentligt før man lader endnu flere flytte til. Det er ikke kun et spørgsmål om vi har mad nok at give af efterhånden, for selvfølgelig har vi det. Vi har mad, men boliger, jobs, børnehavepladser, læger, og sociale ydelser, DEM har vi godt nok ikke så stort et lager af.

 

*****************

 

Som I ser vælter det rundt med tanker, bekymringer og spekulationer i mit hoved. I et sammensurium af stort og småt, af personlige og mere fjerne årsager, er der en sammenkogt ret jeg næsten ikke kan identificere de enkelte dele af. Det var egentlig slet ikke meningen da jeg åbnede skriveprogrammet, at jeg ville ende med at ytre ord om samfund og meninger, men det voksede bare ud af tastaturet. Hånd i hånd tramper de små personlige og den store verdens problemer rundt inden i mig. Dette skriv er vel i reglen allermest en liste til mig selv, så jeg kan få overblik over relevante bekymringer.

 

Gad vide om sådan en liste overhovedet virker?

17 kommentarer:

  1. Kære Henriette, hvor ville jeg ønske at jeg kunne svinge en tryllestav lige nu :-/
    Du har meget om ørerne, så det er da klart, at du går ned til tælling. Men jeg håber, at du rejser dig op igen - snart.
    Stort knus og kram herfra.
    Tina

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Tina. Jeg kommer jo stærkt tilbage, det HAR jeg heldigvis lært :-)

      Slet
  2. Jeg kan godt forstå du har brug for at rulle dig sammen i fosterstilling, sådan som tingene ser ud.
    Hvem ville ikke have brug for det?
    Gid jeg havde noget at sige, som kunne hjælpe dig - det har jeg ikke....
    Men jeg fornemmer at vi er fuldstændig ens i vores holdning til flygtninge, mennesker, arbejde og det forhold at vi MÅ og SKAL prioritere vores egen ungdom højt.
    Det er ikke flygtningenes skyld at vi ikke gør det. Men vi har desværre til overflod fået en regering, der hellere vil tækkes Flokkepartiet (og sænke skatten på luksusbiler) og de sorte holdninger end tænke langsigtede, holdbare tanker.
    Stopper lige her, ellers bliver jeg SÅ vred!!!!!

    SvarSlet
  3. Kære Henriette
    Jeg kan ikke lade være med at tænke på dine børn, din søn kunne har ikke gå til sin sagsbehandler og forklare hende hans vilkår. Det er ikke rimeligt at vi ikke hjælper vore egne, jeg er helt enig med dig.
    Tingene er ændret siden jeg sad i en kommune, men dette er ikke rimelige vilkår får ham.
    Hvis vi skal til ekstremerne, kunne han tage på krisecenter for mænd, her er det kommunen der skal betale, så hjælper de med at finde noget til ham?
    Lige så er det rådet til din datter, hvis hun føler sig forulempet, verbalt, det er også vold.
    Jeg kan følge Ellen ovenfor, jeg bliver rasende, når der ikke er hjælp til vore unge mennesker.
    Håber du kan bruge noget Henriette.

    SvarSlet
  4. Det er lidt usammenhængende det jeg har skrevet ovenfor, men det er min indestængt harme over behandlingen af unge mennesker.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har forstået dit budskab :-) Tak for det Garnløkke

      Slet
  5. Det eneste positive i all elendigheden er at Josefine er ved at løsrive sig fra det miljø hun lever i nu.
    Godt de ikke har fået børn så havde det været endnu værre for hende og dig med.
    Godt at du nu har plads til at hun kan være hos dig.

    Er så enig i at man skal hjælpe sine egne først..!

    trøsteknus fra Lisbeth

    SvarSlet
  6. Kære Henriette
    Det er ikke altid, at tandlægen har ret. For mange Herrens år siden, mente min tandlæge i Jylland, hvor jeg dengang boede, at jeg havde paradentose. Det afviste ny tandlæge så kort efter, da jeg var flyttet til København, og i dag, 37 år senere, har jeg stadig ikke p.

    Ligeledes har jeg i mange år levet med en mindre rodbetændelse, som min mangeårige tandlæge mener, at jeg formentlig fortsat kan leve med uden problemer, men i sandhedens interesse skal det siges, at jeg for nogle år siden blev virkelig, virkelig syg af rodbetændelse et andet sted i munden. Det var sør'me ikke sjovt, mens det stod på, men jeg havde trods alt levet med det længe. Hvis jeg var dig, ville jeg derfor gå til en anden tandlæge for at få en second opinion (uden at fortælle om den førstes dom) og i øvrigt koncentrere mig om at få fortanden lavet inden for en meget overskuelig fremtid. Måske ville Kommunen være lidt nemmere at danse med, når det drejede sig om et mindre beløb ....... og for resten: er der ikke noget om, at det offentlige ikke betaler til forebyggende tandarbejde, men først når det er gået galt. Noget i den retning forekommer mig. Måske er der nogle af dine fans, som kan give dig klar besked.

    Værre er det med dine børn. Kan du huske, hvor fortvivlet du var, da hun giftede sig med muhamedaneren? Jeg forstår din bekymring, for man har jo hørt om, at det kan være vanskeligt at komme ud af et sådant ægteskab, og jeg forstår, at du er bange for chikane.
    Er hun ikke gammel nok til at ride stormen af et sted i udlandet? Hun kunne fx tage et job som au pair pige - ikke nødvendigvis i Langtbortistan, men måske et sted i Skandinavien.
    Hun er jo ung og har livet for sig, så at investere et årstid måske langt væk fra problemerne
    kunne vise sig at være en god fremtidsinvestering.

    Og så er der din dejlige Rasmus. Skub på, så han beder om hjælp hos sin sagsbehandler, som Garnløkken foreslår, og kan hun ikke hjælpe, er der vel ikke andet at gøre end at leje et værelse. Et ung menneske behøver jo ikke nødvendigvis en hel lejlighed til at begynde med. Vigtigere er det at komme fri af den far og bygge sit eget liv op.

    Til Lykke med 'dit' nye hus
    og alle de fine Moster-møbler

    Jytte
    www.danishknitdesign.com

    SvarSlet
  7. http://boligblog.com/wp-content/uploads/2014/09/Prettypegs-boxmadras-boligblog.com_.jpg?5e98e8

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for linket :-) Det ser jo fint ud, men nu er det endt med at jeg har bortgivet den. UD af mit liv med den.. Og videre med mig.

      Slet
  8. Har for et par dage siden set, at tandlægeskolen har åbent for nye patienter. Måske var det en mulighed? http://odont.ku.dk/for_patienter/
    Ønsker dig alt godt. Birgit

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Birgit, det er nemlig et super alternativ, men jeg får bare aldrig taget mig sammen til at tage de ture der skal til. Desværre

      Slet
  9. Jeg har først nu fået læst dette indlæg og det skræmmer mig, at få indblik i dine politiske overvejelser.
    Danmark er et meget rigt land. Der er desværre nogle, der er meget rigere end andre. De bor i store palæer, kører i store firmabiler og har skatterådgivere, der hjælper dem med at undgå at betale skat. Uligheden vokser støt i vores lille Land.
    Det er en stor fordel for den rige klasse, når de, der kun har lidt, begynder at se ned på dem, der intet har. Det er en meget farlig vej at betræde, hvis flygtninge og forfulgte mennesker skal gøres til syndebukke og have skyld for alle trængsler i landet.
    Det er desværre en kendt mekanisme, der fjerner vores kritik af den stigende ulighed og som historisk har ført til forfølgelse og udryddelse af minoriteter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Og det skræmmer MIG i den grad, hvor naive de som bare tror der ikke er en pris at betale er, når man ikke tænker sig om og tænker langsigtet.. Sådan er der så meget og vi kan ikke være enige om alt Helle. Man kan ikke skyde skylden på de rige, når det handler om hvordan vi skal forholde os til en decideret folkevandring, men som skrevet er det ikke noget jeg vil diskutere, for det fører ingen vegne, jeg har bare givet udtryk for min frustration omkring mine børn.

      Slet
  10. Det skræmmer mig, at du siger, at sådan en som Helle er naiv. Det hun siger giver absolut mening. Det der ikke giver mening, det er når folk i en dårlig situation begynder at sparke på hinanden. Dine børn skal nok klare sig. Det gør du også. Du får hjælp. Du får støtte. Du har et statsborgerskab, som ingen kan tage fra dig. Der kommer ingen og vurderer dine værdier og tager dem fra dig. Du får lov til at beholde dem. Du og dine børn skal nok klare sig. De må bare lige som du og så mange af os andre forholde os til, at tiderne er anderledes og at der lige nu er en regering, der ikke vil nogen af os det godt. Bedste hilsner fra en ellers trofast fan.

    SvarSlet