Om at affinde sig med livet

 

 

 

Som jeg sidder her i mit nye dejlige køkken kan jeg kun være glad og taknemmelig, men i ugerne som er gået (og generelt igennem hele sidste år) har jeg også forsøgt, at se nøgternt på min tilværelse og den fremtid jeg har. Sandheden er her, hvor jeg i år fylder halvtreds, at jeg nok aldrig vil kunne få det liv jeg drømmer om. Det liv, hvor der er ro på og, hvor jeg bare går ad en lang lige landevej så at sige.

 

 

Det ligger simpelthen bare ikke i mine kort!

 

Siden jeg var nyvoksen har jeg mere eller mindre uafbrudt kæmpet og skuet frem mod den næste bakketop, og SÅ været sikker på at det endeligt ville være godt. Livet. Sådan har det bare ikke været, sådan er det bare ikke gået, og efter 30 år i “branchen” tror jeg det er på tide at acceptere. Det handler ikke om, at jeg bare har besluttet at have ondt af mig selv, eller om at jeg synes at hele verden er dum og at det er universets skyld, overhovedet ikke og tværtimod. Desværre er det nok allermest min egen..

 

Jeg kan en masse, har mange fine egenskaber, er dygtig til meget og effektiv til tider, MEN.. min dømmekraft omkring mennesker og de menneskelige relationer er lig nul. I dag kan jeg se tilbage og erkende at det har den altid været OG, det vil den sansynligvis blive ved med at være i al evighed. Jeg ved faktisk ikke, om man rent teknisk kan få forbedret sine hjerneceller på det punkt, men jeg ved at det til dels skyldes den forstyrrelse jeg render rundt med i knolden. Den skide forbandede elendige fejl i hulkortet, som betyder at når det handler om mennesker, er jeg ude af stand til at “se” dem. Samme “fejlkode” som helt fra jeg var mere end ung, har betydet at jeg gang på gang er vandret lige ind i balladen, til tider med uoverskuelige konsekvenser til følge. Resultatet af års fejlvurderinger er nu blevet til en hård knude af livserfaring, som knuger min maveregion i en sådan grad, at jeg meget ofte bliver reelt kvalmedårlig når jeg skal møde nye mennesker. Min tillid er lig nul og uanset hvor meget jeg bliver holdt af, uanset hvor absolut søde og reelle mine medmennesker fremstår, ja så har jeg en djævel i øret, som fortæller mig at på et eller andet tidspunkt SÅ kvaser de mig. Det kræver desværre, at de som virkelig vil mig og vil mig det godt, står overfor et hårdt og langsommeligt arbejde med at bygge tillid op, og ja.. så er der ikke mange tilbage. Ikke mange gider og det forstår jeg godt for de forstår jo ikke min baggrund og dermed mine grunde til at være så mistroisk som jeg er.

 

Det er en virkelighed som gør ondt.

 

Sagt på en anden måde, vil det liv jeg har tilbage ikke blive let levet. Og fred være med det, MEN der hvor sorgen over mine fejlbehæftede koder i hovedet rammer aller hårdest, er arveligheden. Det her ligger i mine gener og flere generationer tilbage, og dermed ligger de også i fremtiden i form af mine to elskede børn. Der er masser af viden om og fokus på den sociale arv, når vi taler om vold, alkohol og samfundslag, men knap så meget når det handler om de mentale lidelser, der i høj grad kan præge et familiemønster. Det er ikke kun den “lidende” der er ramt, men måske endnu mere børnene. I alle mine år som mor og patient har jeg kæmpet for, at de ikke blev overset af det system som har hjulpet mig, men desværre har hjælpen været så godt som ikke eksisterende og som mor er det hjerteskærende at bære på en viden om, at noget er givet videre uden at kunne forhindre eller handle på det. Mine egne to er IKKE gået fri, og noget siger mig at de heller ikke vil få lette liv, og så har vi igen en cirkel.

 

Jeg absolut HADER den cirkel. Jeg HADER de forkerte huller i kortet, som betyder at uanset hvor meget jeg kæmper selv, eller hvor meget støtte og hjælp jeg får udefra, så vil jeg blive ved med at kludre i livet. Jeg har været bevidst og har knoklet for at bryde mønstre, og jeg håber og ønsker sådan, at mine egne to børn bliver endnu bedre og endnu sejere til at bryde mønstrene, OG i fremtiden vil jeg fortsætte med at arbejde på mønsterbrydning, men jeg må hellere allerede nu advare om, at jeg nok uden at ville det, kommer til at kikse med livet igen.

 

 

Jeg gør det ikke med vilje..