SÅ kører det igen, eller nu kan jeg se tv OG bruge computer som jeg plejer

 

 

 

 

Jeg er på internettet igen. Endeligt og virkeligt savnet.

 

 

Det er jo utroligt, at en uge uden forbindelse kan hensætte en, til en tilstand af rysten på hænderne og nervøse ticks ved øjnene! Ikke desto mindre er det en realitet at der ER ting, som i dag bare slet ikke kan fungere uden nettet. Jeg fik feks sprængt min postkasse til helvede nytårsaften ( i lighed med sådan ca halvdelen af resten af byen..), og det betød at jeg måtte ringe rundt flere steder bagefter for at sikre mig. at et par regninger ikke forsvandt. Normalt ville det kun kræve et par klik at ordne. Postkassen sad i Vestergade, og jeg havde ikke nået at få ændret min adresse hos folkeregistret feks. Adressen SKAL ændres på registrets hjemmeside, og ligeså skal man også i dag registrere ændring på Postdanmarks side. Faneme et problem hvis man ikke er på nettet..

(Esther var hurtig og snuppede et billede, hvilket jeg slet ikke selv havde tanke for)

 

Nå, men de praktisk detaljer er ved at være på plads nu. Jeg mangler bare at melde flytning til SEAS, og så tror jeg den er ved at være der.

 

 

Selve flytningen er gået godt. Det har været hårdt. Igen. Men det er gået godt. Jeg er for træt til at fortælle i detaljer så i dag er det bare at melde ud at jeg er på igen, OG at meget allerede er på plads her i mit nye hus. Det skyldes i høj grad et besøg allerede første januar, af Esther og hendes kæreste. Der blev gået til den med samling af reoler og skruer i væggene. Selv har jeg knoklet med at få tømt flyttekasser og sat på plads, for at kunne finde fodfæste og genfinde en form for ro i kroppen. Efter to dages kørsel med trailere, tog jeg efterfølgende en del ture frem og tilbage efter de sidste ting, og i går kunne jeg  e n d e l i g t  lukke døren i Vestergade bag mig for sidste gang.

 

 

 

Holger og Herman kræver et skriv for sig synes jeg, så dem vender jeg tilbage til senere, men jeg kan da godt afsløre, at de hver for sig har været mærkede af den seneste måneds uro, så jeg ser frem til en hverdag, som igen ikke inkluderer andet end de og jeg. Vi kan bedst lide det sådan kan vi.