Dilemmaet er..

 

 

 

Gårdsdagens sejr var tandlægen og dagens var et par (næsten) gennemførte timer i en nørklecafe sammen med Lizette. Hun står for arrangementet og der er vel en fem seks personer i gennemsnit, som møder op, alle er borgere i socialpsyk regi. Jeg har hele tiden lovet både mig selv og hende, at jeg ville møde op og deltage, så jeg får forandring og variation i hverdagen, og på den måde er det alletiders og en måde at øve udholdenhed på.

 

 

DOG..

 

 

Det er med blandede følelser at jeg deltager, det indrømmer jeg blankt. Jeg gør det for at komme ud, for at se noget andet, for at tale med andre end ingen og mig selv, og for at overskride mine grænser. Desværre er der en bagside, som jeg ikke er så begejstret for. Denne bagside er også årsagen til, at jeg i de to år jeg har været i systemet hernede, ikke har været opsøgende til de ellers supergode og varierede tilbud, der tages initiativ til. MIT behov er at fjerne fokus fra mig selv og den hverdag jeg har, og at holde fast i en identitet som menneske og ikke patient/problembarn. Jeg har brug for at komme lidt væk fra en hverdag, som ofte er præget af problemer, smerter og forskellighed fra “det normale” samfund. At deltage i arrangementer i socialregi er det stik modsatte. Igennem de sytten år jeg har været mere eller mindre tilknyttet psykiatrien som patient, har det vist sig at være umuligt at slippe af med netop identiteten “patient”. Der sker nemlig det, at man i det forum dybest set ikke kan tale om andet end sig selv, sygdom, erfaringer udi alt fra bekæmpelse af bylder og til hvilken slags medicin, der virker mod hvad og på hvem. Således også i en lokalt arrangeret nørkle”klub”.

 

Jeg MAGTER det bare ikke.

 

Jeg vil ikke lyde hverken utaknemmelig eller besværlig eller fordomsfuld eller kritisk, men jeg bevæger mig ud af mit hus og væk fra mine egen navlebeskuende problematikker, alene for at udnytte muligheden for at tale om alt muligt andet. Vind og vejr, den store og den lille verden omkring os, interesser og, hvad der ellers er normalt at sludre om imens man får kigget på hinandens projekter. Jeg magter simpelthen ikke tage mit hækletøj frem, for så i de næste to timer, at blive bombarderet med sygdom. De som kender mig, ved at jeg nok kan få munden på gled når jeg endeligt er sammen med dem, og som regel er der nok at tale om, men i et forum som i dag går jeg helt i baglås. Jeg sidder bare og stirrer stift på mit hækletøj, tavs og med stresshormoner som bare formerer sig mere og mere i kroppen på mig. For hvert kvarter bliver jeg mere og mere desperat over, at mine spæde forsøg på at dreje samtalen over på alt muligt andet, alligevel ender med fortællinger om sygdom!

 

Jeg spurgte feks den ene: “hvad er det du er igang med i dag? Jeg kan se at du strikker på et eller andet?”

 

Svaret lød, at jo jo der var strikketøj på bordet, MEN at det ikke blev motioneret pga gigt og en masse andet. Og SÅ skal jeg lige love for at den næste halve time ( I kid you not!) gik med en detaljeret gennemgang af hele kvindens lidelseshistorie fra A-Z. I munden på hende talte to andre  om henholdsvis løg i sokker mod bylder og virkningen af Teatree olie til lus!!!!

 

Jeg ved sgu ikke…

 

Det er muligvis mig, som er gået hen og blevet helt kuldret og underlig af at gå for mig selv, men i så fald bliver det en lang sej vej tilbage til “normalen”, for min tålmodighed rækker ikke til det. Jeg skal huske at understrege at jeg er vis på, at alle deltagere er enormt søde kvinder, og at de indeholder mange gode egenskaber. Det er bare sådan i præcis den slags grupper, at eget liv og egne lidelser og egne problemer fylder så meget, at der ikke er rum for noget andet. Og det er faneme en skam.