11 februar 2016

Dilemmaet er..

 

 

 

Gårdsdagens sejr var tandlægen og dagens var et par (næsten) gennemførte timer i en nørklecafe sammen med Lizette. Hun står for arrangementet og der er vel en fem seks personer i gennemsnit, som møder op, alle er borgere i socialpsyk regi. Jeg har hele tiden lovet både mig selv og hende, at jeg ville møde op og deltage, så jeg får forandring og variation i hverdagen, og på den måde er det alletiders og en måde at øve udholdenhed på.

 

 

DOG..

 

 

Det er med blandede følelser at jeg deltager, det indrømmer jeg blankt. Jeg gør det for at komme ud, for at se noget andet, for at tale med andre end ingen og mig selv, og for at overskride mine grænser. Desværre er der en bagside, som jeg ikke er så begejstret for. Denne bagside er også årsagen til, at jeg i de to år jeg har været i systemet hernede, ikke har været opsøgende til de ellers supergode og varierede tilbud, der tages initiativ til. MIT behov er at fjerne fokus fra mig selv og den hverdag jeg har, og at holde fast i en identitet som menneske og ikke patient/problembarn. Jeg har brug for at komme lidt væk fra en hverdag, som ofte er præget af problemer, smerter og forskellighed fra “det normale” samfund. At deltage i arrangementer i socialregi er det stik modsatte. Igennem de sytten år jeg har været mere eller mindre tilknyttet psykiatrien som patient, har det vist sig at være umuligt at slippe af med netop identiteten “patient”. Der sker nemlig det, at man i det forum dybest set ikke kan tale om andet end sig selv, sygdom, erfaringer udi alt fra bekæmpelse af bylder og til hvilken slags medicin, der virker mod hvad og på hvem. Således også i en lokalt arrangeret nørkle”klub”.

 

Jeg MAGTER det bare ikke.

 

Jeg vil ikke lyde hverken utaknemmelig eller besværlig eller fordomsfuld eller kritisk, men jeg bevæger mig ud af mit hus og væk fra mine egen navlebeskuende problematikker, alene for at udnytte muligheden for at tale om alt muligt andet. Vind og vejr, den store og den lille verden omkring os, interesser og, hvad der ellers er normalt at sludre om imens man får kigget på hinandens projekter. Jeg magter simpelthen ikke tage mit hækletøj frem, for så i de næste to timer, at blive bombarderet med sygdom. De som kender mig, ved at jeg nok kan få munden på gled når jeg endeligt er sammen med dem, og som regel er der nok at tale om, men i et forum som i dag går jeg helt i baglås. Jeg sidder bare og stirrer stift på mit hækletøj, tavs og med stresshormoner som bare formerer sig mere og mere i kroppen på mig. For hvert kvarter bliver jeg mere og mere desperat over, at mine spæde forsøg på at dreje samtalen over på alt muligt andet, alligevel ender med fortællinger om sygdom!

 

Jeg spurgte feks den ene: “hvad er det du er igang med i dag? Jeg kan se at du strikker på et eller andet?”

 

Svaret lød, at jo jo der var strikketøj på bordet, MEN at det ikke blev motioneret pga gigt og en masse andet. Og SÅ skal jeg lige love for at den næste halve time ( I kid you not!) gik med en detaljeret gennemgang af hele kvindens lidelseshistorie fra A-Z. I munden på hende talte to andre  om henholdsvis løg i sokker mod bylder og virkningen af Teatree olie til lus!!!!

 

Jeg ved sgu ikke…

 

Det er muligvis mig, som er gået hen og blevet helt kuldret og underlig af at gå for mig selv, men i så fald bliver det en lang sej vej tilbage til “normalen”, for min tålmodighed rækker ikke til det. Jeg skal huske at understrege at jeg er vis på, at alle deltagere er enormt søde kvinder, og at de indeholder mange gode egenskaber. Det er bare sådan i præcis den slags grupper, at eget liv og egne lidelser og egne problemer fylder så meget, at der ikke er rum for noget andet. Og det er faneme en skam.

 

2016-02-10 11.14.27

10 kommentarer:

  1. Nej, jeg kan godt forstå dig, og det var netop derfor, jeg tænker, at det var en dårlig ide at flytte så langt væk fra venner og familie herinde, som dog kunne give dig noget "normalt" i forhold. Problemet er jo dernede, du har ingen venner, familie eller netværk overhovedet, og derfor risikerer du at blive meget isoleret.

    Det kan være svært nok. Da jeg boede dernede, var det den samme oplevelse, og jeg prøvede at gøre noget ved det, men det er ikke så let som nogen forestiller sig. Hvilket også var en stor grund til, at jeg valgte at flytte retur, hvilket jeg aldrig har fortrudt. Oveni oplever jeg, at selvom du gerne VIL haven, så kan det gå hen og blive for meget for dig (som det også gjorde for mig, omend jeg elskede det). Hvis det også først sætter sig til dårlig samvittighed, så bliver det noget skidt - tro mig.

    Jeg skal ikke kunne sige det, men det er bare tanker, jeg har gjort mig! Af omsorg intet andet. Knus til dig

    SvarSlet
  2. ja, det kommer også hurtigt konkurrence i det, hvem der kan fortælle de mest grusomme sygdomshistorier, og "jeg er da meget sygere end dig". super kedeligt og frustrerende. på mit arbejde indenfor patientforeninger har jeg erfaring af at være forestander for sådanne möder, og man skal dæleme styre möderne med hård hånd. der må være en moderator til at styre diskussionen, komme med forslag til diskussions emner.
    kh.fra Island
    Frida

    SvarSlet
  3. Jeg synes, din reaktion er helt normal! Jeg ville simpelthen være løbet skrigende bort fra sådan et forum. Sygdom er sgu omtrent det sidste, jeg gider snakke om, medmindre det er med min læge.

    SvarSlet
  4. Kære Henriette
    Jeg forstår dig til fulde, Det er ikke der, du skal komme, har du været ude og lege med ler?
    Snakker du ikke med din gamle nabo fra dukkehuset? Og hvad med Viola, var det ikke det hun hed?
    Er der ikke noget på biblioteket, der er interesant at følge?
    Det den øverste skrev om at flytte fra familie, jeg har fulgt dig fra den gang du boede i en "skuffe" øverst oppe, jeg oplever at du har en hel anderledes livskvalitet her.
    Og får en anderledes behandling af kommunen.
    Det svære er disse vintermåneder, nu kommer der snart lys igen, husker du at bruge din lyslampe?
    Er der ikke andre strikkecafeer i byen?
    Jeg tænker på dig Henriette, og ønsker dig solskin og varme.
    Vh Lykke

    SvarSlet
  5. Forstår dig 100 % ..jeg har det på nøjagtig samme måde.
    Både da jeg boede på Sjælland og her over i det jyske er jeg blevet tilbudt at deltage i forskellige ting.
    Og nu jeg er blevet folkepensionist vil de have mig med i div.klubber.
    Men jeg er alt for ung inde i hovedet..har overhovedet ikke lyst til at være pensionist..;-)
    Jeg hverken strikker eller hekler..er mere venner med mine voksne børnebørn end mormor på den gammeldagse måde.
    Kan slet ikke lide dansktop musik..osv.
    Men jeg har altid været glad for ældre mennesker.. på Sjælland havde jeg utrolig mange venner blandt ældre, hjalp min nabo og naboer med både at lave mad til dem og mine børn var flinke til at gå i byen for dem.
    Men jeg husker meget tydelig hvor tit samtalen drejede sig om sygdom og andre skavanker.
    Og når man selv har en masse at tumle med er det ikke det man trænger til.
    Er nok enig med Deborha her ovenover at du er langt væk fra familien og derfor skal oparbejde en ny omgangskreds.,du har jo dine 2 søde naboer..hvad med at invitere dem på en kop kaffe sammen for at se dit nye hus?
    Men du har jo også det problem at du er næsten bombet inden der kommer nogen og efter de er gået så er det jo ikke så nemt for dig at skaffe nye friske venner.
    Flot at du alligevel tog dig "sammen" til at møde op i dag..det er jo alt sammen en lille sejr..<3

    Da jeg havde det som værst med min angst..turde ikke gå ud og efter at jeg fandt min nabo der havde begået selvmord og 2 børn på hospitalet midt i den store lægestrejke turde jeg heller ikke være alene hjemme.
    Jeg kom så 3 mnd. på daghospitalet Stolpegård i Gentofte og kom i gruppeterapi..DET var IKKE noget for mig..føj jeg blev mere syg end nogen sinde.
    Så nej tak til at komme i grupper hvor man kun kan snakke om sygdom.

    Som sagt forstår dig 100 procent..<3

    Kæmpeknus fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Gruppeterapi har Fanden skabt i vrede - det er da for dumt at tro, at sætte man bare en hel flok syge sammen, kan de snildt gøre hinanden raske.

      Jeg fik også sådan et "tilbud", da min hverdag var fuldkommen smadret af stress og panikangst. Det lykkedes mig aldrig at forstå, hvordan det skulle hjælpe mig at sidde og høre om ens lave selvværd, en andens sorg over sin mors forestående død - osv. Men jeg var der så også kun to gange :-)

      Slet
    2. Jeg holdt ud de 3 måneder..4 dage om ugen..men det hjalp ikke særlig meget.

      Slet
  6. Du må lære dem at blogge, det har du jo selv stor erfaring og succes med. elin

    SvarSlet
  7. Forstår dig 100%, har du overvejet at søge om en besøgsven fra Røde Kors. Der kan man jo snakke om hvad som helst.

    SvarSlet
  8. Jeg kender det godt. Det at blive holdt fast i noget man helst vil kunne slippe. Oplever det dog ikke tit nok til at jeg kan forudse at det sker.
    Det kunne ellers være rart at slippe for 'at gå i fælden'. For det er, for mig, helt håbløst at ændre på hvad alle andre skal snakke om.

    Jeg kan også regne, ud at jeg, med min begejstring for at forstå kroppens reaktioner, måske ikke er det bedste sludre-selskab for dig.

    Har du overvejet om 'Mit livs eventyr' er en mulighed? Det går selvfølgelighed ikke, hvis dem der kommer fortæller lidelseshistorier i stedet for eventyr. Men det læggger vel op til at finde eventyret i sit liv. jeg syntes det lyder som så god en ide, at det ærgrer mig, at det sker så langt væk fra mig.
    - Jeg har læst om det på Rødby kirkes hjemmeside. Og kirken plejer at være et sted hvor man kan kommer som Menneske, frem for alt.

    SvarSlet