Som en snegl på vejen bevæger jeg mig

 

 

 

Som en sidste bemærkning i denne omgang til mandagens samtale, har min dejlige søn været på barrikaderne for mig. Han blev så harm over min oplevelse, at han greb knoglen i går og ringede omtalte læge op. Bare lige sådan for som pårørende at høre nærmere.

 

Fik jeg sagt, at jeg er glad over Lizettes ekstra par ører…

 

I første omgang kunne hun ikke lige erindre vores møde, men med lidt hjælp fra sønnike ændrede hun så mening, Jo jo, det var da rigtigt at vi havde haft en samtale, men ikke på vilkår om hun nogensinde havde udtalt det af mig refererede! Det kommer nu ikke som den store overraskelse for mig, men Rasmus blev godt gal i skralden. Igen.. jeg er udemærket klar over at jeg er afsluttet af andre årsager, men harmen skyldes stadig en urimelig sammenligning, som altså i følge kvindemennesket aldrig har været udtalt. HELDIGVIS er vi to som har hørt hende sige det, og så er den ikke længere. Rasmus er topklar til at brokke sig hele vejen til helvede, men det har jeg nu frabedt mig, for det tjener intet formål, og det ændrer ikke ved min situation. Dog er det dejligt at jeg har så god en dreng. Iøvrigt har jeg heller ikke kræfter, motivation eller vrede nok i mig, til at gøre mere ved det. Jeg burde, men jeg kan ikke.

 

I tiden efter har jeg bevæget mig som i en form for bedøvelse. En underlig langsom og dæmpet tilstand, hvor ingenting rigtigt bliver taget ind. Jeg har med stor glæde haft fyldt det badekar, som er fulgt med huset, og for første gang i over ti år har jeg nydt at lade krop og spændte muskler varmes op. Der er nu noget ved et karbad, som et brusebad ikke kan. Jeg har fået en første tid hos tandlægen og jeg har fået hentet mere smertestillende til migrænen, som ikke er til at få styr på. Igen. Det er ellers en tid siden jeg sidst har været ramt af den, i mere end den milde form omkring ægløsning. I det hele taget har jeg endnu engang ondt i kroppen, på steder jeg ikke anede eksisterede! Satans osse altså.

 

I weekenden prioriterede jeg tulipaner i stedet for toiletpapir. Jeg kan snildt bruge af køkkenrullelageret for på den måde at skaffe farver, og knitrende lysegrønne blade ind i min stue.

Her kommer bryggerset til sin fulde ret, for det har taget mig fire dage at finde overskuddet til at snitte og sætte frem. De blev indkøbt og placeret i vand i det kølige rum, og derfor ser de i dag ligeså nye ud, som den dag jeg greb dem fra Liedl. Taknemmelighed er på sin plads over de nye og så meget bedre forhold her i Søndergade, og taknemmelig er jeg, selvom det måske ikke lige fremstår sådan, eller jeg måske ikke er i stand til at vise det. Som sagt er jeg bedøvet helt ind til marven.

 

Så altså et bad, en tur i bilen, en gang tøjvask og en tid hos tandlægen. Det er dagens gerning.