29 februar 2016

Skillevejen, eller hvordan vejen til Maribo ligner min hjerne

 

 

 

 

2016-02-28 11.05.44

Aldrig i mit liv, som fører af en bil, har jeg prøvet at køre i sådan en grød, og aldrig har jeg haft trykket på tågelygteknappen, men i går fik jeg prøvet det. Det var IKKE sjovt. Lad mig sige det sådan. Faktisk var jeg i tvivl om det i det hele taget VAR en tågeknap, men det tror jeg nu nok. Søndag formiddag drog jeg ad Maribo til for at hente jord til en god pris, og igen søndag aften tog jeg samme tur af andre årsager, og på en uoplyst kulsort landevej er tæt tåge decideret skræmmende. Her var sigtbarheden sine steder kun til bilens front, alt var stille alt var mørkt, og en følelse af fuldstændig isolering, ufremkommelighed og fare fulgte mig hele vejen.

 

Turen i tågen i mørket var, som en tur  i min hjerne!

 

 

 

IMG_2047

Efter ligevedognæsten syv års hudløst ærlige skriverier, er jeg træt nu. Jeg mærker det mere og mere, og især når jeg får en kommentar som “kræver” forklaring. Enten bliver det skrevet fordi vedkommende ikke har læst med så længe, eller også fordi JEG har skrevet så længe. Noget at det jeg deler i dag kan være en del af noget, som jeg tidligere, måske år tilbage har berettet om og nu er jeg så der, hvor jeg simpelthen bliver ramt af bolden på vej retur. Så at sige.

 

Jeg orker det ikke længere.

 

Lige nu handler det om mit skriv i går omkring assistancen fra kommunen, eller manglen på samme. Det undrer, at jeg ikke har betalingsservice i banken, men ved I hvad.. en forklaring og lang historie på det HAR jeg givet tidligere og flere gange, men indrømmet det ligger flere år tilbage. Jeg gør det ikke igen. Jeg er træt er jeg. SÅ træt faktisk, at jeg er nødt til at holde med delingen. Det er muligt det ikke falder alle lige let at forestille sig, men at indvie alle jer derude, fremmede som bekendte og venner i, hvordan et liv med psyken på vrangen leves, er faktisk ikke så nemt som jeg måske er kommet til at få det til at virke. Udefra virker det måske, som om jeg bare sætter mig til tasterne og hælder vand ud af ørene, men sådan er virkeligheden bare sjældent. Oftest er de skriv, som er allermest private også de, som har været tungest og mest tåretrækkende. Jeg har i årevis givet en masse af mig selv i oplysningens navn, i håbet om udbrede tolerance og forståelse, men nu vil jeg ikke mere. Som sagt, jeg er træt. Og jeg er så nærtagende, at jeg ikke kan klare at forklare. Det er tid til at holde inde med skydningen.

 

Gårdsdagens tætte tåge har længe boet i mit hoved, og lige nu er det værre end ellers. For hver dag der der går, bliver jeg en lille smule mindre motiveret til at fortsætte. Med det hele. Ikke kun blog, Instagram og Facebook. Også køreture, forsøg på heling og kamp.

 

Jeg er enormt påpasselig i mine forsøg på at fordele sol og vind lige, så jeg sørger for at poste fine fotos af solskin, arrangerede blomster, kulørte kreationer og hvad har vi for at veje op på de skriverier, som er tunge og triste og negative. Jeg gør det alene for ikke at træde nogen over tærene. For ikke at provokere til kommentarer om utaknemmelighed og forkælelse. Jeg er så hudløs og færdig, at jeg tudbrøler hver gang jeg bliver “sat på plads”. Som nu feks det her med, hvorfor jeg ikke allerede forlængst har fået en budgetkonto!  Jamen herregud, tror man da ikke at jeg ville have haft det allerede for hundrede år siden, hvis det havde været mig muligt? Hvor sjovt tror man  lige det er, at ende med ikke kun et liv som småmentaltinvalid, men også som administreret af kommunen? Hvor meget integritet tror man det er muligt at beholde, når man som jeg ikke kan forsørge sig selv, bidrage til samfundet, arbejde og gøre gavn? Oveni det kan jeg så heller ikke evne og overskue, at holde styr på papirer og blanketter. Eller få min bank til at gøre det.. Det er nok nu.

 

Jeg BURDE være lykkelig nu

Jeg BURDE være tryg nu

Jeg BURDE være tilfreds nu

Jeg BURDE glæde mig nu

Jeg BURDE kunne skille skidt fra kanel

Jeg BURDE kunne se det større billede

Jeg BURDE kunne rejse mig fra sofaen og fra støvet

Jeg BURDE have lyst til livet

Jeg BURDE kunne se at livet er en gave

 

Desværre allesammen, intet af det er mig muligt. Jeg er bare træt. Slået hjem og gået i stykker. Hver dag når jeg går i seng, er min sidste tanke, at så kom jeg igennem den også. Hver dag ser jeg tilbage på timer, hvor jeg spekulerer på, hvad der skal få mig til at fortsætte. Jeg ved godt at mange bliver rasende over at jeg kan skrive sådan. Jeg har to børn. Jeg kan af et ærligt hjerte også godt fortælle, at det er eneste årsag til at jeg er her endnu. Jeg vil ikke være bekendt at være hende der svigtede. DET ansvar er mit, og jeg lever fordi jeg har dem. Men jeg “lever” ikke.

 

Jeg er bare.

 

Hverken mere eller mindre.

 

 

Jeg har delt næsten alt, og det har været fint. Nu vil jeg ikke dele mere. Her. Jeg kan ikke længere skrive som jeg hidtil har gjort, for jeg kan ikke længere klare at det udløser meninger, hvilket i sig selv jo er langt ude. Men det er jeg så også. Det er man når man ikke finder mening med noget, og når man tvivler på om een solopgang mere fra eller til, vil gøre så skide stor en forskel.  Er en rød sol, klar frost, frølinger og kattekillinger nok, til lige at tage 30 år mere? gør det forskel?  I øjeblikket er svaret tæt på nej, og så længe det er det, så længe må jeg lukke mig om mig selv. Da jeg var ung havde jeg mål og masser (troede jeg) at se frem til. Ting at opleve, meget at nå, mere at gøre. Det har jeg ikke længere. I dag handler kun om at holde mig selv kørende fra morgen til aften. Og jeg er træt. Noget så træt.

 

 

 

IMG_9175

Jeg lukker ikke bloggen ned. Den bliver hvor den er. Det KAN jo være tågen letter..

47 kommentarer:

  1. Hvor mit hjerte føler for dig, Henriette. Jeg har fulgt dig længe, også på IG, og jeg vil savne dig. Jeg håber, at du snart vil få det bedre og få mere overskud til dit liv. Sender dig mange varme tanker og ønsker dig ALT det bedste ❤️❤️❤️

    SvarSlet
  2. Jeg er ked af først og fremmest, at du har det så skidt, men også at du vælger ikke at dele mere. Meget. Både fordi, jeg synes både de gode og de mindre gode opslag er vigtige - måske også for dig i sidste ende.

    Der er vel også muligheden for at slå kommentarmuligheden fra, og så bare skrive, og undgå de ubehagelige kommentare, men så også de gode - for de er der jo også. De dumme kommentare kan du jo bare lade være at svare på?? Uanset, så håber jeg BESTEMT, at tågen letter. Du ved forhåbentlig, at du hár venner herude!

    SvarSlet
  3. Jeg har nu i nogle år fulgt din blog med stor glæde. Du skal ikke tage dig af et ubetænksomt menneske, som lige skal "kloge" sig på din bekostning. Skriv det du har lyst til! Vi er et flertal, som nyder og lærer meget af dine betragtninger. Mange varme tanker til dig og dine charmerende katte.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for at kalde mig et ubetænksomt menneske..!
      Det var bare et uskyldigt forslag om at få en budgetkonto..?
      Jeg kan ikke huske at Henriette har skrevet om dette før..?
      Jeg ønsker alt godt for Henriette..så det var sandelig ikke i en ond mening.
      Men alt kan jo drejes i den retning man ønsker.

      Slet
    2. Det skal du ikke være ked af Lisbeth. Jeg var også en af de der "ubetænksomme" der mente, at en budgetkonto måske var en god ide.
      Men var egentligt mere ærgerlig på Henriettes vegne over, at de der dumme breve altid kommer - sent fredag eller lørdag, hvor man ikke kan træffe nogen.

      Slet
    3. Kære Lisbeth - jeg er helt sikker på, at du kun mente det venligt. Og helt ærligt - hvor svært kan det lige være at melde sine faste udgifter til Betalingsservice ...

      Slet
    4. Et pengeinstitut har faktisk ret til at sige nej til at kunden har betalingsaftaler hos dem. Så det kan være ret svært!

      Slet
    5. Ja, det har jeg såmænd hørt om. Min erfaring er, at når bare pengene er på kontoen, når regningerne skal betales, blander banken sig ikke i, om de er tilmeldt BS. Andre kan selvfølgelig sagtens have oplevet noget andet på den front.

      Slet
  4. Hej Henriette. Har læst alt du har skrevet. Jeg vil takke dig for dit mod og din udholdenhed. Det at du vil dele. Har selv en datter på 23 der har diagnose mv. Og jeg synes, at jeg gennem dig har fået det nemmere ved at forstå hende. Synd at du nu er kørt helt ned. Kan nu godt forstå det , med alt du har været igennem. Håber at du får det bedre/ nemmere snart. Atter engang tak. Mvh. Lene

    SvarSlet
  5. Kære Henriette, jeg har læst hvad du skriver. Håber du får det bedre. Hvis du skulle få lyst til at dele igen, kan man ikke slå kommentar fra? Bare et forslag. God bedring.

    SvarSlet
  6. Kæreste Henriette.
    Jeg håber tågen letter hos dig igen, du gør os klogere på hvordan livet leves når det er dit, både med op- og nedture. Det er berigende og lærerigt for mange af os.
    Knus og varme tanker til dig fra mig.

    SvarSlet
  7. Henriette, dine beretninger og fortællinger er meget vigtigere, end du måske selv føler. Jeg tror, at du er med til at give rigtig mange en indsigt og en forståelse, og så er du bare en rigtig god formidler og hyggelig at følge i stort og småt. Jeg har personligt fulgt dig i årevis og selv om du måske ikke selv føler det, så virker du mere i harmoni med dig selv. Og ved du hvad: alder og drømme er noget sært noget. Man kan måske godt en overgang føle, at man har mistet noget og blive lidt fortvivlet over det. Men pludselig kommer der noget helt nyt. Noget man slet ikke havde forventet. Noget godt. Jeg håber, at du kommer ud af tågen og bliver glad igen. De varmeste hilsner fra en loyal læser.

    SvarSlet
  8. Kæreste Henriette.
    Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves og der vil altid være mennesker som ikke forstår hvordan det er at være kørt over af tilværelsen og som skal kloge sig på andres bekostning.Jeg vil savne dine skriverier for jeg føler virkelig du gør en forskel. Sender dig et kæmpestort hjertevarmt knus.

    fru Jensen
    Gudhjem

    SvarSlet
  9. Tak skal du have..fordi man lige prøver at komme med en uskyldig kommentar om budgetkonto..så har jeg ødelagt det for dig så du nu ikke vil blogge mere..ja det er nærmest som om man har begået en forbrydelse!
    Jeg synes at jeg har støttet dig i all den tid jeg har været på din blog..sendt dig gaver og været interreseret i dit liv.
    Været glad for når det har gået dig godt osv..
    Jeg ved alt om at være psykisk syg..er næsten invalideret af angst..så den med at jeg ikke forstår hvordan du har det er vrøvl.
    Men nu skal jeg spare dig for mine kommentarer mere og følge dig hverken på blog eller facebook..så skriv du bare videre.

    Ønsker dig alt godt fremover.

    Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. hmm, mon ikke det netop er sådanne her arrige respons der gör Henriette ked af det ;) og så burde du om nogen forstå at når et menneske er mentalt invalideret så er vedkommende ofte også overfölsom og alt bliver ikke taget helt pr logik, men mere pr fölelse.
      de bedste hilsner fra Island
      Frida

      Slet
    2. Arrig respons..?
      man har vel lov at forsvare sig når man bliver udlagt på denne måde?
      Føler mig nu som verdens største forbryder fordi jeg lagde en kommentar ind om en budgetkonto.
      Har fulgt Henriette i "tykt og tyndt"..så kan ikke forstå hendes respons med at hænge mig ud på denne måde.
      Ja man skal være varsom med hvordan man skriver og hvordan det bliver forstået..det ser man jo hver dag på facebook.
      Derfor skriver jeg næsten ikke kommentarer for er altid så bange for at fornærme nogen, hvis de opfatter det forkert.
      Ja jeg føler mig hængt ud af Henriette i denne sag..:-(

      Slet
  10. knus til dig Henriette, jeg önsker det bedste for dig, og det er det kun dig selv der ved hvad er lige nu.
    kh.fra Island
    Frida

    SvarSlet
  11. Jeg føler hvad du føler og forstår 120% hvordan du har det. Nogen gange får man bare nok og man bliver så træt af alle de ting man burde gøre.. Fuck det.. Du er dejlig som du er. Jeg vil savne dig og dine indlæg og jeg håber tågen letter. Ellers må du oprette en lukket blog hvor det kun er inviterede der må være med. <3

    Jeg er lige her, hvis du har brug for at råbe pik af verden. <3

    Knus <3

    SvarSlet
  12. Kære Henriette - 'tågen' lyder mest som en regulær depression. De kloge siger, at ubehandlet letter den slags som regel i løbet af en tre måneders tid. Der er hjælp af få - brug den!

    Selv om jeg har 'kronisk depressiv' med på CV'et, er jeg sådan en irriterende ukuelig optimist, der med tiden har lært at forstå sammenhængene mellem stress, angst og depression. I praksis betyder det, at jeg styrer mit liv, fremfor at det styrer mig. Bevares - set udefra tager den ene dag bare den anden, men for mig handler livet ikke om alt det, der kunne have været, men om det, der rent faktisk er - om at få så meget som muligt ud af det.

    I praksis er det sådan noget som, at da jeg ikke længere havde kræfter til at holde hund, anskaffede jeg mig et par katte. Da jeg indså, at haven var mere en plage end en glæde, blev den skippet. Muligheder fremfor begrænsninger.

    Objektivt har også du meget at være glad for. Men jeg er - it takes one to know one - helt klar over, at har du en depression, er det det rene lort at sige. Men - igen - søg hjælp :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. hmmm, nu ved du jo, hvis du har læst med, at Henriette slet ikke har depression, hun har en kompliceret mental diagnose, en PD. det handler slet ikke om at "kun" tage nogen antidepressiv medicin, det er meget mere indviklet end som så.
      kh.fra Island
      Frida

      Slet
    2. Selv om man har en anden diagnose, kan man sagtens sideløbende udvikle en livsbetinget depression eller en burn out. Ofte er det en naturlig følge af et alt for hårdt pres og mange års stresspåvirkning. Nu synes jeg så ikke, at vi skal sidde her og lege amatørpsykologer. Det tilkommer ikke os. Men jeg vil give Fr. Nielsen ret i, at det er når man har det sådan, som Henriette beskriver, så skal man søge hjælp, hvis man kan. Det kan faktisk også være noget så simpelt som midtlivskrise og en begyndende overgangsalder. Det kan sende mange ud i torvene på dem med og uden diagnose. Og til dig Henriette, hvis du overhovedet orker alt vores ævl. Alt det bedste til dig. Tågen skal nok lette igen.

      Slet
    3. Eftersom jeg selv har prøvet det, vil jeg give Fr. Møller ret. For mig lyder det også som om, det er dér, du er. Og som hun siger, håber og beder jeg til, at du søger hjælp! At man har en ellers kompleks diagnose udelukker jo ikke depression. Det gør det bare endnu værre. Uanset håber jeg snart, du får det væsentligt bedre, men helst med noget hjælp, som jeg ser det. Knus fra mig

      Slet
  13. Kære Henriette. Jeg har også fuldt dig i årene. Og du har altid givet mig noget at tænke over, på den gode måde. Har tit undret mig over folks kommentarer , og tænkt , av , den gør ondt på , Henriette. At være ærlig har en pris. Jeg vil savne dig og misserne så meget, men ønsker dig alt godt. Kram fra joan

    SvarSlet
  14. Din blog er jo spændende at følge, og du kan nok ikke regne med at alle har fulgt med fra start og véd alle detaljer, så du må jo tilgive at du får spørgsmål om ting du mener at have omtalt tidligere - evt bare lade dem stå uden at svare. Håber du vender tilbage. God pause. Hilsner til brødrene kat

    SvarSlet
  15. Hvis man studerer seriøse sider på Nettet, vil man se, at depression ikke sjældent findes i forbindelse med Borderline, så Fr. Møllers råd om at søge hjælp synes jeg ikke er så tosset. Hvis det kan afhjælpes, er der da et problem mindre at forholde sig til.

    Og til Lisbeth: Ovennævnte slags studier afslører også, at Borderline patienter kan blive meget vrede, når de føler sig presset, så jeg synes ikke, at du skal gå i knæ over Henriettes seneste indlæg. Om et par dage er hun glad igen, og sådan svinger det typisk i den sygdom.
    I mellemtiden er du så blevet rigtig ked af det; men det skal du ikke være. Dit råd om budgetkonto var da meget relevant og velment, så jeg synes ikke, at du skal føle dig hængt ud, selv om jeg godt forstår dig. Det er en stor plage at leve med angst. Jeg har selv prøvet det i nogle år efter nogle traumatiske oplevelser; men det er jeg heldigvis kommet over ....
    måske først og fremmest fordi jeg efterhånden er blevet en gammel kone. Alderdom er ikke det bare sjov, men en fordel er det da, at mange ting ikke længere plager os så meget ....
    bortset fra det fysiske helbred måske; men det er jo en hel anden sag.

    Knus til jer alle tre, både Henriette og Fr. Møller og Lisbeth
    Jytte
    www.danishknitdesign.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Så vel sagt. <3 Cyber-kram til Jer og Henriette ;-) kh Mayer

      Slet
  16. Kære Henriette
    Jeg har igennem lang tid fulgt med på sidelinien. Synes du skriver fantastisk og rammende. Bliv ved med det, tror det hjælper dig at få alle dine tanker ned på skrift.
    Synes du skal lukke for kommentarer, så kan læserne tænke og mene hvad de vil. God vind fremover.
    K.h. Ketty

    SvarSlet
  17. Har ikke overskud til at svare på andet end, at jeg blev afvist da jeg søgte hjælp.. det er nu tre uger siden.

    SvarSlet
  18. Ok, jeg vil også gerne fortælle at jeg i sin tid KUN måtte være kunde i banken på betingelse af, at kommunen tog sig af ansvaret. Kommuner opererer ikke med betalingsservice, og det har jeg ingen forklaring på. Jeg er naturligvis rigtig ked af at Lisbeth føler sig ramt, det forstår jeg godt. Filmen er knækket og min dømmekraft er smuttet, så der skal ingenting til før jeg bliver frustreret og netop derfor mente/mener jeg at jeg hellere må lade være med at dele mine tanker og mit liv offentligt længere. Jeg har skrevet så længe at de fleste "kender" mig, og dermed kender mine følelser. Alligevel er der sider som er sindssygt svære at forstå, selv efter mange og lange beskrivelser af dem fra mig. JEG forstår dem heller ikke. Man skal kunne tage reaktionerne der kommer, og det kan jeg så ikke. Siden jeg blev sendt hjem med besked om, at gå en tur, droppe medicinen og ellers få mig et liv er jeg faktisk systematisk gået helt itu. Det eneste sted jeg har haft mulighed for at bede om hjælp, mener ikke jeg har brug for det, eller at det er alvorligt nok til at jeg er berettiget. Nu får jeg ordnet mine tænder, hvilket vil kunne mærkes økonomisk det næste års tid... jeg har IKKE midler til at gå til en privat behandler heller ikke selvom jeg får en henvisning med i hånden. Som det ser ud nu, er der ingen hjælp at få nogen steder fra og det gør mig fortvivlet. Alt i alt kan jeg være ramt af flere ting på samme tid.. Fortid/udtrapning af medicin/midtlivskrise/udmattelse/smerter, alt sammen noget jeg ikke kan se mig ud af. Og så er der kun spekulationer om viljen til liv tilbage. Mere tror jeg ikke jeg kan tilføje nu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er faktisk hjælp at få - det starter hos din praktiserende læge! Om du vil tage imod den eller ej er ene og alene op til dig selv. Uanset hvad du vælger, ønsker jeg dig held og lykke.

      Slet
    2. Fr Møller, jeg synes, at du skal stoppe nu. En psykiatrisk diagnose som Borderline kræver psykiatrisk behandling. Den eneste behandling, der bliver tilbudt os med dokumenteret virkning er DAT, som Henriette ikke var klar til. Derudover tager mange af os antidepressiv medicin. Nogle får også antipsykotisk og angstdæmpende medicin - en skrap cocktail.

      Henriette får hjælp til en nogenlunde stabil hverdag fra socialpsykiatrien og hjælp til en overskuelig økonomi.
      De store og belastende følelsesmæssige udsving og hudløsheden/det manglende filter mod ydre påvirkninger er noget vi lever med hver dag og som udenforstående har svært ved at forstå.
      For mig er din Blog ,Henriette, en stor gave, da jeg genkender og spejler mig i dine udfordringer. Jeg føler, at jeg ikke er alene om at være så sårbar og ustabil.
      Knus fra Helle.

      Slet
    3. Jeg forstår ikke din aggressive tone, Helle Storch! For almindeligt dødelige som mig lyder Henriettes seneste skriverier meget deprimerede. Jeg ved af erfaring, at man ikke altid selv kan 'se' en depression, når man befinder sig i den, og derfor opfordrer jeg til at søge hjælp gennem praktiserende læge - det er nu engang sådan, den slags fungerer. Eller mener du måske i stedet, at depressionsbehandling er umulig, hvis patienten har en borderline-diagnose?

      Slet
    4. Jeg er ikke ude i, at ville gøre dig ked af det - slet ikke. Jeg ved godt , du blev afvist, og du ved også, hvor forfærdet jeg var og er over dette. Men jeg håber da, at hvis du går til din praktiserende læge, at han/hun, vil sætte alt ind på, at du får noget hjælp eventuelt ad andre veje end først prøvet. Knus fra mig

      Slet
    5. Jeg forstår ikke, at du ikke forstår, hvad det er jeg forklarer dig. Hvad skulle praktiserende læge kunne gøre? Henriette får rigeligt med medicin allerede. Du stiller diagnose ud fra et enkelt blogindlæg - et øjebliksbillede på Henriettes sindstilstand og reaktion på et brev fra forsikringsselskab plus sikkert mange andre ting.

      Slet
    6. Hva' så, Helle? Mener du, at Henriette skal affinde sig med, at der ikke er hjælp at hente ?? Systemet fungerer nu engang sådan, at praktiserende læge er initiativtager og tovholder også, når det drejer sig om en eventuel second opinion efter Henriettes nylige møde med et par tilsyneladende vrangvillige psykiatere.
      Jytte

      Slet
    7. Nej, jeg stiller ingen diagnoser. Men fordi jeg selv har været der ikke bare én, men flere gange genkender jeg tegnene på en depression, når jeg ser dem hos et andet menneske. Og - igen fordi jeg selv har været der - ved jeg, at i situationen kan man have svært ved selv at se det, fordi alting føles så inderligt ligegyldigt.

      Det, den praktiserende læge kan gøre, er naturligvis helt enkelt at sætte en depressionsbehandling i gang - hvor svært kan det være at regne det ud?

      Slet
  19. Jeg vil også bare sige, at jeg kommer til at savne bloggen, som jeg synes er utrolig fin, ærlig og lærerig.
    Først og fremmest skal du selvfølgelig tage hånd om dig selv, og hvis du gør det bedst ved at lukke bloggen ned, så er det det, du skal gøre. Men jeg kommer til at savne dine skriverier, og jeg håber, at tågen på et tidspunkt letter og skrivelysten vender tilbage.
    Jeg ønsker dig alt det bedste.
    Mange gode tanker til dig.
    Johanne

    SvarSlet
  20. Jeg vil også bare sige, at jeg kommer til at savne bloggen, som jeg synes er utrolig fin, ærlig og lærerig.
    Først og fremmest skal du selvfølgelig tage hånd om dig selv, og hvis du gør det bedst ved at lukke bloggen ned, så er det det, du skal gøre. Men jeg kommer til at savne dine skriverier, og jeg håber, at tågen på et tidspunkt letter og skrivelysten vender tilbage.
    Jeg ønsker dig alt det bedste.
    Mange gode tanker til dig.
    Johanne

    SvarSlet
  21. Jeg vil også sige at jeg vil komme til at savne bloggen så meget. Har fulgt dig på sidelinien i gennem flere år og glædet mig over dine sejre og været ked af det på dine vegne, når verden har behandlet dig ilde.

    Håber bare så meget, at du overvejer at lukke ned for kommentarer til din blog/lade være med at svare på dem og så skrive det du kan klare og har lyst til.

    De negative og bedrevidende kommentarer slider bare alt for meget, men hvis du følger debatten på de sociale medier så ved du også, at nogle mennesker absolut IKKE har en stopknap og/eller intellekt nok til at vide, at det der skrives bare kan såre modtageren så meget (det gælder også, efter min mening, nogle at de kommentatorer der hygger sig med at komme med mere eller mindre "kloge" hint til dig)

    Så hvis du på nogen måde kan samle kræfter til det, så håber jeg, at du tager 100% ejerskab tilbage over din blog og lukker af for kommentarerne. DU kan altid åbne op igen hvis du har overskud til det.

    Men bloggen er din og ikke de negative læseres.

    Masser af kram
    Jane F

    SvarSlet
  22. Åh, hvor jeg ønsker at du vil opleve tågen lette, så du ser at solen skinner - også for dig.

    SvarSlet
  23. Kan du ikke blokkere kommentarfeltet? Så kan du stadig føre blog uden komplikationerne med kommentarer.

    SvarSlet
  24. Hej Henriette
    Nu har jeg ikke læst alle kommentarerne, så ved ikke om det jeg vil skrive, allerede er skrevet.
    Jeg ved heller ikke om du læser med, men håber det.
    du er fantastisk det at beskrive dine følelser, tanker og oplevelser. Jeg harmfuldt med, måske i alle 7 år, husker det ikke. Jeg kan have lange perioder, hvor jeg ikke følger med på din eller andre blogge. Perioder hvor det virkelig liv, banker lidt for hårdt på og hvor tiden her på nettet er småt.
    Men så kan jeg sidde, en lørdag formiddag, som i dag. Med en kop kaffe og en teenager der koger af feber. Sidde stille og tænke mens jeg lytter til vejrtrækning fra sønnik. Pludselig og ud af det blå, springer en tanke op..."gad vide hvordan Henriette har det?" Jeg søger hjemmevant mod din blog og opdager at du faktisk ikke har det ret godt lige nu. Bliver bekymret og vil så gerne gøre et eller andet.
    For mig, er du blevet en person som jeg lige skal ind og vende ved en gang i mellem. Nogen gange bliver jeg hængende meget længe, andre gange er det bare et kort visit. Nogle gange sukker jeg henført overfor dit have arbejde, andre gange griner jeg højt over dine oplevelser med dine fantastiske små firebenet venner.
    Nogle gange er det mest dine problematikker i hverdagen, omkring dit helbred, din økonomi eller din sidste flytning som har fået mig til at hænge lidt længere.
    Men hver gang er der en ting, der har fanget mig100 % og det er din fantastiske måde at beskrive situationerne på. Du er en meget levende skribent, som kan fortælle om duft, farver og oplevelser så jeg næsten kan sidde og dufte det du beskriver. En kop kaffe, en blomst en regnvejrsdag på en god sommerdag. Tak for det!
    Samtidig tænker jeg du selv har brug for det, at dine beskrivelser kan heale og hjælpe dig med at få ro i hovedet. - jeg håber, du forstår dette er skrevet med den dybeste respekt og er et ønske om at du genovervejer din blog.
    Ville du måske kunne gøre din blog privat, så du selv vælger hvem der skal læse med?
    Åh please, hvor skal jeg ellers gå hen? :):)
    Stort og velment knus fra gæsten der dumper ind sådan i ny og næ, bare fordi det er så virkeligt, hyggeligt, uhyggeligt, smukt og fantastisk levnede at besøge dig :)

    SvarSlet
  25. Hvor kan jeg bare slutte mig til Lis indlæg. Håber du et ok , Henriette. Knus til dig og misserne 😊

    SvarSlet
  26. Håber det går den rigtige vej for dig. Savner dine indlæg.

    SvarSlet
  27. Kære Henriette.
    Du kende mig ikke og jeg har ingen blog, faktisk så tro, at jeg aldrig skrevet en kommentar på en blog før.
    Jeg har læst med hos dig i meget lang tid og din blog er kommet til at betyde noget for mig og jeg savne den.
    Selvfølgelig skal du ikke skrive blog hvis det presse og stresse dig.
    I hvert fald en stor tak fra mig for mange gode indlæg og jeg håbe så meget at din hverdag er så god som over hovedet muligt for dig og dine katte venner😻
    Mange varme hilsner Anne

    SvarSlet