Begyndelsen til et lille retreat måske

 

 

Længst fra huset ligger græsplænen. Ikke særligt interessant, ikke særligt privat, ikke særligt anvendelig, men mest af alt ikke særlig i det hele taget. Siden jeg flyttede ind har jeg ladet tingene udvikle sig stille og roligt imens jeg har funderet over hvordan jeg kunne gribe den sag an. Det ligger nemlig sådan, at jeg er vældig glad for grønt og græsplæner.

 

Nogle ville måske vælge helt at ekskludere den fra det fine selskab. Fjerne den, og omlægge til bede eller køkkenhave. Det er jeg ikke til sinds at gøre, også fordi der ville gå tid med at skaffe planter til arealet.

 

Indtil videre har jeg leget lidt med at gøre stykket til et haverum for sig selv. Jeg fandt to hegn bag skuret som er sat op, og så har jeg lavet et plantekassehjørne nede ved indgangen fra carporten. Til venstre ved hækken, har jeg omplantet de fem hortensiaer, som stod forrest ved huset. Med det er der vokset en lille spire af en ide frem. Netop dette hjørne kunne med tiden blive et fint sted at have en lille afskærmet plads. Jeg er SÅ træt af at min bænk døde sidste år, for den ville have været perfekt lige der, men for nu bliver det træstubbene som må vikariere som siddeplads.

 

Det er ved at være lidt en slidt sutsko, men endnu engang har IG vist sig at være stedet at finde inspiration, Pinterest ligeså, men jeg bruger Ipad mere end bærbar, så det er altså mest IG jeg roder rundt i når jeg sidder om aftenen og tænker have. Og sådan gik det til at jeg nu har en plan.

 

 

Lige pludselig var den der bare. Plænen i mine drømme. Og som det ofte går med drømme, er den siden udviklet så det ikke bliver en kopi, men en Henriette. En direkte kopi er heller ikke mulig iøvrigt, for det ville kræve et træ, og sådan et har jeg ikke lige ved hånden i rette størrelse.

Er det ikke bare totaaaaaalt fint altså? Og fyldt med det jeg er så vild med. Stenkant, potter hist og pist, små bede og alt muligt der fanger øjet.

 

 

I går greb jeg min spade. Fik skåret halvvejs rundt til det som ender med at blive min nye plæne, og så måtte jeg sgu opgive! Armene og hænderne ville bare ikke lege med, og derfor bliver det lidt en udskæring i etaper, men ved gud om jeg ikke nok skal få min vilje. NÅ!

Min lille plæne bliver selvfølgelig havde jeg nær sagt blomsterformet. Nemlig. Jeg forer lige renden med plast for at undgå græs på afveje, og så bliver der lagt sten. Med tiden fjerner jeg så græsset udenfor kanten, men til en start vil jeg prøve at sætte blomster.

 

Planen er noget med et hjemmeflettet lavt hegn af pil i den ene side, lidt stensætning af de der sten jeg fik i lørdags, og her skal også være buske og et par træer, som kan stå strategisk og ende med at være en del af afskærmningen. Det er lave træer.. IKKE ti meters slagsen. Hvis nogen altså skulle begynde at komme med indvendinger! Jeg har medbragt fra gammel have, et lille mandeltræ og en hjemmelavet kornel, og de skal ihvertfald hen og bo der. Jeg har hentet en magnolie i Netto, og det næste jeg investerer i bliver en Japansk ahorn. Jeg øver hver dag i ikke at ærgre mig over fortiden, men ved gud det er svært. Jeg fik ikke min snebær med. Ejheller parykbusken. Eller min storkonval fra mine forældres have. Alle ville have prydet haven her, men jeg MÅ ikke tænke på det. Især ikke det faktum, at selvsamme planter muligvis ikke eksisterer mere, for den nye beboer i Vestergade har nemelig fjernet alt, hvad der er lavet og kørt det væk til forbrænding. Højbede, stakitter, buske, planter og sten. ALT er der renset for, og haven er nu forbeholdt en hundus gigantus, som bruger den som toilet. Det er så sørgeligt at det er til at tude over, men igen..

 

Det nytter ikke noget.

 

Netop derfor er det sin sag hele tiden at skulle begynde forfra. Man lægger sit hjerteblod i en have gør man. Og det tager år at få den til at se tilvokset og gammel ud. Modsat det menneske som går og graver i den. HA!

 

 

 

Nå, men til sidst kan jeg prale med, at hele ydersiden af matriklen er fri for ukrudt. Jeg har siddet på fortorvet langs vejen foran huset, ved siden af huset og hele vejen ned langs hækken. Det er det mindst opslidende, og så får man da en masse kommentarer hihi. Nu ser der flot og renset ud, og alle rødder er perfidt renset væk. En for en, og med en lille kniv er de små bæster løsnet af gruset og smidt i en spand, hvor de kan få lov at visne i fred og ro. Som en lille morsom note kan jeg afsløre at naboen ved siden af, samme dag næsten med demonstration kom ud og tømte en spand med forgiftet vand ud over sit ukrudt…. bom bom. Så sad jeg der med røven spredt ud over asfalten og kiggede på, hvordan vandet drev af sted henover vejen. Jo jo, der er forskel på interesser og metoder.