Udsigten fra mit vindue bag køkkenet

 

 

 

 

Lige nu venter jeg kun på at det igen bliver mildt og fredeligt nok til at jeg kan være ude, for siden tirsdag har det godt nok været koldt da. Og blæsende. Det er altid blæsten som afgør dagene hernede. Blæst er en pest ja den er. Tirsdag var det feks regnvejr det meste af dagen, men jeg var ude alligevel for man kan lave en masse under et halvtag når det er mildt.

Foruden det, at man selvfølgelig bare kan sidde og se græsset gro og drikke kaffe, ja så kan man også samle den bunke pilesider, som bliver til blomsterkasser. Man kan også få styr på al den pil man har liggende, og som skal samles i bundter efter tykkelse. Man kan kigge bekymret på tulipanerne, som ikke alle ser ud til at have overlevet vinteren i baljerne.

 

I det hele taget kan man en masse i regnvejr, når bare man kan gå i ly.

 

Det er vældig hyggeligt at høre regnen slå mod taget, imens man rengør, sliber og olierer det værktøj man har fundet spredt for alle vinde i forbindelse med flytningen. Det er næsten som nyt nu og lige klar til, at gå i krig med endnu en havesæson.

Jeg er lykkelig for at jeg var ihærdig nok til at flytte min kaprifolium med. Den er godt i vej under samme halvtag, hvor også bedet i bunden lever fint.

 

Er det ikke regn, men stadigt blæsende, er der jo passende en runde at tage, så I kan se hvad haven byder på nu. Det er tre en halv måned siden jeg kom hertil og på den tid er der faktisk sket ikke så lidt. Jeg fik hjælp i påsken af Esther og hendes kæreste. Der blev gravet ud til en sti og savet paller over, noget som jeg simpelthen bare ikke kan selv med de arme jeg render rundt med. En kæmpe hjælp er den slags assistance, og HER kan I læse hendes beretning fra dagen, så jeg kan springe videre til at vise, hvad det siden hen er blevet til, efter deres besøg.

 

 

 

 

Stien gennem bedet er en historie for sig selv. Min datter er jo kommet herned og bor nu hos mig. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg siden december, hvor den nyhed sprang, har været totalt ude af flippen over det. Af mange grunde. Efter syv år hjemmefra med kun sparsom kontakt, kender vi ligesom ikke helt hinanden længere. SÅ er der hele hurlumhejet med hendes muslimske ægteskab. DET er nu opløst, men ikke uden sværdslag.. Feks er hendes nu eks i en eller anden udstrækning tilknyttet Hitz but Tahrir, hvilket har haft konsekvenser af den ubehagelige slags. Også for mig! Jeg har fået mundkurv på så at sige, og må heller ikke vise billeder af min datter offentligt!!!  Det siger sig selv at jeg er TOTALT hidsig over det, men af hensyn til Josefine respekterer jeg hendes bøn om ikke at lave ballade. Om jeg begriber, hvordan det kan skaffe sig sådan, at jeg som pårørende OG borger i et moderne samfund skal finde mig i, at rabiate tilhængere af en kvindeundertrykkende tro skal bestemme over mit liv og min frihed. Det gør mig edderspændt, og især een episode fik mig så meget ud over kanten af vrede ( hvilket jeg jo meget sjældent føler), at jeg i timevis bagefter var helt smadret i krop og sind. FOR helvede hvor jeg bare ikke kan HA det altså.

 

Nå, men når det så er sagt, så er alle bånd nu heldigvis kappet elektronisk imellem dem, så hun kan komme videre med sit liv, men jeg ved desværre også at både min IG profil og denne blog bliver fulgt nøje, så et eller andet sted er der stadig en følelse af overvågning og kontrol. Jeg nægter pure at begynde forfra med nye profiler og den slags, så i stedet er jeg bare diskret omkring min datters liv. DOG kan jeg vist godt uden at få problemer fortælle at selvsamme datter, på et sekund har opdaget glæden ved havearbejde. Det er nemlig hende, som alene har stået for at få min sti til at blive til virkelighed.

NEMLIG.

 

Uden hende var den sgu ikke blevet så flot lavet. Hun besidder en nørds talent for at ting skal være i orden og kun mine protester fik hende til IKKE at gå i gang med linealer og den slags langsommelige redskaber. Det er trods alt “bare” en have. HA!

 

I det hele taget er jeg simpelthen så glad over hendes tilbagekomst, og til min store overraskelse fungerer vi bare helt uden problemer! Jeg mener.. vi har en lang historie for at skændes nærmest konsekvent når vi har talt i telefon sammen. Vi har bare ikke kunnet kommunikere. Det kan vi så underligt nok  her i huset. Det deprimerende for os begge er, at det kan være en kort fornøjelse, fordi hun stadig er på kontanthjælp. Fordi hun er flyttet ind til sin mor, er hun blevet beskåret med 4000 kroner/mdr, uden hensyn til hvad jeg så ellers kan skaffe til huse. Omvendt er jeg heldigvis ikke beskåret i pension fordi man ikke med noget forsvar vil kunne mistænke os for at have et forhold!!  Min boligsikring bliver selvfølgelig berørt så summen af det regnestykke bliver, at det kan vise sig uendeligt svært at få det hele til at hænge sammen for mig her i dette hus. Jeg vil jo gerne blive her, og det er absolut ikke aktuelt at noget andet kommer på tale, så i sidste ende kan hun blive nødt til at flytte ud igen en dag. Hvis ikke et job viser sig. Med hende er der kommet system på det som jeg ikke selv har overskud/blik til at tage fat på. Hun er en fantastisk sød datter, som hjælper, assisterer og aflaster sin gamle mor.