29 april 2016

Forventninger og virkelighed

 

 

 

 

2016-04-28 13.11.48

 

 

Jeg gør jo en, om ikke ihærdig så dog alligevel forsigtig, indsats for at være udadvendt og social hernede. Umiddelbart gør jeg det svært for mig selv, fordi min fastgroede refleks gennem mange mange år, er at være smilende, åben og sludrende. Det bevirker, at jeg fremstår som let at have med at gøre så at sige, men inde bagved er jeg bare slet ikke så nem, og det kan gøre de som ikke kender mig godt, virkelig sure!

 

 

2016-04-28 12.57.25

 

Jeg er glasklar over selv, at det er min egen skyld. Som bordeliner har jeg lært, at det desværre er en “sidegevinst” når man bliver ældre og har mødt tilstrækkeligt mange skuffelser. Vi kan ikke håndtere så “let” som de fleste, at ryste tingene af os og gå videre med uformindsket styrke og tillid. Det underlige er, at selvom jeg er bevidst om mønstret, kan jeg overhovedet ikke finde ud af, at reagere på andre måder. Det ved jeg selvfølgelig, at jeg fik chancen for at lære på det dersens DAT-kursus, men man får kun een mulighed, og den forspildte jeg fordi jeg slet ikke var klar til, at tage turen i karusellen dengang. Øv bøv for mig.

 

 

2016-04-28 13.21.21

 

Nå, men efter jeg flyttede til Rødby, har jeg så talt mere og mere med en af de ansatte, i en butik i byen. Bare sådan langsomt er jeg gået fra at sige goddag til, at tale om alt muligt relevant imens mine varer er blevet slået ind. Efterhånden er der blevet udvekslet planter, og talt en masse om haver og fælles erfaringer om stort og småt, også om mine vanskeligheder ved at være aktiv og udfarende. Hun har set mig kravle gennem butikken i nattøj på de allerværste dage, hun har set mig stå og tude af afmagt ved varebåndet, og hun har set mig være frisk og glad på en sommerdag. Med andre ord var jeg begyndt at føle, at jeg ikke ville komme galt afsted, hvis jeg rakte hånden ud..

 

 

2016-04-26 16.01.51

Det begyndte med en invitation til at se haven i Vestergade, men det nåede vi dog ikke inden jeg flyttede. Derefter tog tingene fart, og i de nu fire måneder jeg har boet i Søndergade, har hun været forbi mange gange. Uanmeldt.. Hun tog friskt nok konsekvensen af, at jeg altid siger “ikke i dag” og er i stedet kommet forbi uden at varsle først. Desværre har jeg taklet det vildt dårligt, måske især fordi jeg panikker når jeg mister kontrollen, og ikke selv kan bestemme hvornår nok er nok. De som kender mig virkelig godt, OG som holder af mig og ved hvad jeg er lavet af, de accepterer og favner at jeg ved besøg, på et tidspunkt pludseligt ikke kan mere, og at jeg så beder om at vi holder for i dag. Det er betingelsen for at jeg i det hele taget kan have besøg eller være social.

 

2016-04-28 13.00.50

Hver gang omtalte dame har kigget forbi, har det været ved aftenstid, medbringende små gaver og speedsnak. Hver gang har jeg sagt velkommen og ikke været afvisende, men det har været en underlig oplevelse fordi der også hver gang er fulgt betingelser med, som jeg slet ikke kan honorere, og her har vi så problemet. Jeg har selv følt at efter et par år, kender hun mig godt nok til at vide, hvor begrænset jeg fungerer, men jeg må alligevel have fejlvurderet tingene. Hvor hun har følt at jeg var klar til en masse, har jeg kun været klar til lidt. Hvor hun af egen fri vilje har haft lyst til at give, har jeg kun kunnet modtage og endnu ikke været i stand til at give det, som hun har forventet.

 

Feks..

 

Jeg fik en aften en kasse med garnrester. Damen speedsnakker ret voldsomt og lytter ikke ret meget til, hvad jeg forsøger at forklare da jeg sammen med kassen får en ordre på en strikket hue! Jeg prøver at minde om, at jeg jo ikke har strikket reelt i mere end fire måneder fordi mine arme og hænder er i udu. Det trænger ikke helt ind. En uge senere tropper damen igen op omkring halv syv. Samme eftermiddag har hun slået min varer ind på kassen, deriblandt dagens hurtige aftensmad, som vi taler om smager udemærket. Hun ringer altså på ved halv syv-tiden, medbringende den største pizza jeg nogensinde har set! Jeg mener den var GRANDE.. Jeg bliver lidt usikker, fordi jeg netop har slugt den sidste bid af min mad, og jeg prøver at fortælle at jeg nok vil få svært ved at fortære en hel familiepizza lige nu, for jeg har lige spist den mad hun solgte mig for et par timer siden. I mit hoved tænker jeg at det ville have været mest succesrigt, at ringe forlods for at tjekke om jeg var sulten, men måske det bare er mig der er galt afmarcheret.

 

Hun gør det af et godt hjerte, men der er fart på og snart spørger hun til “sin” hue. Her bliver jeg en smule irriteret, men jeg forklarer endnu engang, at jeg jo ikke kan strikke i øjeblikket. Jeg minder om, at det HAR vi talt om flere gange over disken bla, men jeg bliver affærdiget med en bemærkning om, at det ikke kan passe for jeg har jo alle disse tæpper og sjaler alle vegne. SÅ er det at jeg bliver behersket vred, og jeg fortæller at jeg for det første af princip aldrig laver noget på bestilling, og for det andet at jeg IKKE strikker huer i april som jeg også har fortalt. Personligt er det i mine øjne en sniger, at forære mig garnrester som jeg takker for, og så i samme moment lige bestille et stykke strik. Det gør det umådeligt svært at afvise hende, men som sagt var det lige hvad jeg gjorde fordi hun kommer frivilligt og uventet med en gave.

 

 

2016-04-28 12.55.41

Og sådan er der der flere ting. Hun dukkede op med en trailer fyldt med sten, og jeg blev totalt glad. Som sagt er der fart på, så hvor hun fremturer og altid har et eller andet med til mig, så kan jeg slet slet ikke selv køre i det gear, eller leve op til det tempo og de initiativer. Og nu er damen virkelig sur.

 

- som i en sms med en besked om at vi ikke længere kan omgås, fordi jeg ikke giver med kun modtager og fordi jeg er for passiv. BANG!

Hun har sådan set ret, men vi har kun socialiseret i nogle måneder, og jeg er slet slet ikke så hurtig, på aftrækkeren som hun selv er. Hendes forventninger til mig har ligget et helt andet sted end det jeg kan leve op til, men spørgsmålet er om jeg sender signaler jeg ikke selv kender til. ELLER er det præcis her jeg får problemer, fordi jeg i den tid det tager at betale for en liter mælk, formår at fremstå som åben og glad og frisk..

 

 

 

2016-04-28 12.55.21

Summa summarum er, at jeg er blevet fyret på gråt papir, og at jeg i hendes øjne er en sløv banan og en død sild. Det er sådan set ok med mig, men det er en syret oplevelse alligevel, for jeg føler mig ret sikker på, at jeg har været flink hele vejen til pizzaen. Faktisk er det mere interessant at i det øjeblik, hvor jeg for alvor markerer og siger fra så hun kan høre det, ja der går hun kold. Som i dybfrost kølig. Og interessant er det også, at det er min generelle oplevelse gennem tilværelsen. Mennesker kan ikke forholde sig til mine grænser, men de må godt selv have dem. Mennesker vil ikke høre på mine nej’er, men de må godt selv sige det. Mennesker vil mig gerne, men kun så længe jeg er bøjelige, føjelig og nem at håndtere. Er jeg mig selv, kan man ikke lide mig.

 

 

Og på det fundament bygger man en borderliner..

12 kommentarer:

  1. Ved næsten ikke hvad jeg skal sige...Men hun må have det problem som så mange andre også har: At de ikke LYTTER...de glemmer der er en grund til vi har to ører og en mund.
    Desuden har hun tydeligvis ikke ret meget kendskab, om noget overhovedet, til hvordan folk med psykiske udfordringer reagerer/kan reagere.
    Jeg har selv mødt folk, der ikke aner en dyt om depression og bare mener man skal tage sig sammen.. den slags folk er sjovt nok/desværre også oftest dem, der er allerdårligst til at lytte og lære. ..
    Knus fra mig

    SvarSlet
  2. Åh hvor jeg kender det, og jeg har ikke borderline eller andet. Hver gang kan man spekulere på, hvad man skulle have gjort anderledes. Jeg er nok ved at få lært, jeg skal være forsigtig med, hvad jeg modtager af "gaver". Nogle mennesker giver simpelthen ikke af et godt hjerte men ser deres små foræringer som investeringer, og når de, efter en tid, ser at tingene ikke giver afkast, bliver de sure.
    I flere år har jeg endda taget imod ting, som jeg virkelig ikke havde brug for, af ren og skær høflighed. Det skal man aldrig gøre. Jeg håber, du fortalte damen, at du lige havde spist, så hun måtte tage pizzaen med sig igen, da den ellers ville gå til spilde.
    Problemet med en kæmpepizza til ingen verdens nytte var hendes, ikke dit. At hun så bliver sur og fornærmet, siger mere om hende end om dig. Og i det tilfælde at det gør hende fornærmet, er det kun godt, jeres bekendtskab slutter.
    Man er venlig og imødekommende, nogle udnytter det og overtræder ens grænser, når man så siger fra, bliver de sure - og nogle endda ondskabsfulde.
    Det handler om at få sagt fra i tide, og det er vanskeligt, hvis man af natur er flink og rar. Gaver? øh øh, hvilken slags? Og det skal jo ikke går ud over de, der bare giver, fordi de gerne vil glæde en anden, uden tanker om, hvad de selv kan få ud af det.
    I pizzahistorien er det skåret ud i pap. "Se, jeg kommer med pizzagave til dig, - så skal du til gengæld invitere mig indenfor og hyggeligt bænke mig i din sofa med pizzaspisning og underholdning." Det fik hun ikke, og så blev hun sur. Jeg håber bestemt, hun havde hele pizzaen med sig ud, da hun gik. Det er det, jeg selv har haft svært ved, - at vide, hvornår det er, man ikke skal røre "pizzaen", ikke engang en lille høflighedsskive.
    Jeg tror, det du skriver, vil give mange kommentarer. Det er noget, rigtig mange mennesker kender til.
    Hilsen fra Mette.

    SvarSlet
  3. Som borderliner har man vel egentlig ikke nogen grænser - eller har måske rettere svært ved at føle dem eller endnu mere nøjagtigt, at man mangler sin indre kerne, følelsen af et jeg eller måske en identitetsfølelse. Ikke at man er grænseløs, man kan bare ikke altid mærke grænserne og når det er sådan er man vel heller ikke skide god til at markere dem. Hvordan skulle man kunne det, når de ikke kan mærkes? Og når man så endelig gør det, så bliver det måske lidt mere voldsomt. Hvad ved jeg. Når det nu er sagt, så tænker jeg, som helt almindelig normal uden diagnoser, at jeg også ville opleve pågældende dame som grænseoverskridende. Man kommer ikke bare hele tiden forbi uanmeldt, man giver ikke gaver med tilhørende betingelser osv. Måske har hun heller ikke skruet hovedet ordentlig på? Måske var du egentlig ikke så begejstret for hende i første omgang? Måske var der bare ikke den gensidighed i et gryende venskab, som der skal være? Måske er de bare alle sammen tossede i Rødby :-). Lige her synes jeg egentlig ikke, at du skal bebrejde dig selv noget som helst. Det er bare sådan en af de ting, der sker, og det sker for os alle - både med og uden diagnoser. Foråret er forøvrigt på vej i fuld flor. Glæd dig over det i stedet. venlig hilsen en loyal læser

    SvarSlet
  4. ps. og det var det samme med garnet. Sådan noget, som man først begefter ved, hvordan skulle have været håndteret. "bedst du selv beholder garnet, så du selv kan strikke din hue, eller se om du kan få en anden til det, jeg kan ikke." Basta. Eller senere, efter tid til at tænke: "ved du hvad, jeg får aldrig strikket den hue, så du skal tage garnet med nu, så du selv kan få det ordnet." Åh man ved det altid begefter. Det korte af det lange er, at blive fri for de der udspekulerede gaver. Nu er det for sent og bedst ikke at gøre mere ved det og ikke mere kontakt. Men åh, når det sker igen næste gang, med en anden. Og det gør det, jeg ved det af erfaring:-) Så gælder det om at forlange tid til at tænke, og mærke om det føles rigtigt. De der bliver sure allerede der, eller bare buser videre, de er ikke værd at samle på.

    SvarSlet
  5. hov, "ps" var fra Mette.

    SvarSlet
  6. Åh ja hvor man kender det. De der underforståede " nu skylder du mig en tjeneste " for jeg har lige givet dig noget eller gjort noget for dig. Mest noget man ikke havde lyst til/ brug for. Rigtige venskaber bygger nok ikke på at man holder regnskab på den måde. Synes nu det lyder til at det er hende der har et problem. Sådan at komme rendende hele tiden uanmeldt. Ryst det af dig og nyd foråret. Mvh.

    SvarSlet
  7. Jeg er så fuldstændig enig med kommentarerne ovenfor.
    Det er i bund og grund hende, der har et problem - men dig der kommer til at lide under det, fordi du netop ikke kan 'ryste det af dig'.
    Sådan en bitch!
    Og så er der ikke engang noget vejr man kan nyde.
    Hav en god weekend alligevel!!!

    SvarSlet
  8. Hm, det kan godt være du evt er svær at aflæse - men hun har da lige så stort et problem med grænser?? Jeg vil da, selvom jeg anser mig selv som socialt velfungerende, hade at folk bare kommer væltende uanmeldt ... Og hvis man kommer med ting, som folk ikke har bedt om, kan man ikke tillade sig at blive sur hvis de ikke kan bruge dem. Så kan hun køre en gang ' mor er ikke vred, men skuffet ' over ting som hun har påduttet dig..... La hende bare være, hun har en helt anden film inde i hovedet, hvor hun er heltinden, frem for en ordentlig lyttende ven. Go dag!

    SvarSlet
  9. Mange tak allesammen, godt at få bekræftet at det ikke er mig der er noget galt med i det her tilfælde. Jeg har sådan set rystet det af mig, det gav bare lidt stof til eftertanke, men det har I hjulpet mig med at få styr på. Knus til jer alle og rigtig god weekend.

    SvarSlet
  10. Hej Henriette. Jeg har ikke Borderline eller andet jeg ved af (men man ved jo ikke ...), men jeg tror det handler om det at være menneske. Vi er jo forskellige alle sammen; nogle kører alt for hurtigt frem og forventer det samme (i stedet for at mærke efter); andre skal have tid til at fordøje ting og mennesker og indtryk, og sådan har jeg det også. Jeg går helt i baglås, når mennesker overskrider mine grænser, og det er da lige det den kvinde gør, men hun forstår det bare ikke. Med alderen er jeg dog blevet meget bedre til at sige stop og nej, og det giver god mavefornemmelse, for det er jo lige den man skal finde frem og lytte til :-) God weekend

    SvarSlet
  11. Jeg får bare lyst til at sige, at jeg holder meget af dig - helt som du er :)

    SvarSlet
  12. Hej Søde..

    Jeg synes faktisk du takler det utrolig godt, taget alt i betragtning.
    Håber hun på et tidspunkt bliver god igen og evt finder et andet gear i forhold til dig og ellers er det altså hendes tab. Lad være med at være for hård ved dig selv. Hun burde ha lyttet.

    Knus <3

    SvarSlet