Forventninger og virkelighed

 

 

 

 

 

 

Jeg gør jo en, om ikke ihærdig så dog alligevel forsigtig, indsats for at være udadvendt og social hernede. Umiddelbart gør jeg det svært for mig selv, fordi min fastgroede refleks gennem mange mange år, er at være smilende, åben og sludrende. Det bevirker, at jeg fremstår som let at have med at gøre så at sige, men inde bagved er jeg bare slet ikke så nem, og det kan gøre de som ikke kender mig godt, virkelig sure!

 

 

 

Jeg er glasklar over selv, at det er min egen skyld. Som bordeliner har jeg lært, at det desværre er en “sidegevinst” når man bliver ældre og har mødt tilstrækkeligt mange skuffelser. Vi kan ikke håndtere så “let” som de fleste, at ryste tingene af os og gå videre med uformindsket styrke og tillid. Det underlige er, at selvom jeg er bevidst om mønstret, kan jeg overhovedet ikke finde ud af, at reagere på andre måder. Det ved jeg selvfølgelig, at jeg fik chancen for at lære på det dersens DAT-kursus, men man får kun een mulighed, og den forspildte jeg fordi jeg slet ikke var klar til, at tage turen i karusellen dengang. Øv bøv for mig.

 

 

 

Nå, men efter jeg flyttede til Rødby, har jeg så talt mere og mere med en af de ansatte, i en butik i byen. Bare sådan langsomt er jeg gået fra at sige goddag til, at tale om alt muligt relevant imens mine varer er blevet slået ind. Efterhånden er der blevet udvekslet planter, og talt en masse om haver og fælles erfaringer om stort og småt, også om mine vanskeligheder ved at være aktiv og udfarende. Hun har set mig kravle gennem butikken i nattøj på de allerværste dage, hun har set mig stå og tude af afmagt ved varebåndet, og hun har set mig være frisk og glad på en sommerdag. Med andre ord var jeg begyndt at føle, at jeg ikke ville komme galt afsted, hvis jeg rakte hånden ud..

 

 

Det begyndte med en invitation til at se haven i Vestergade, men det nåede vi dog ikke inden jeg flyttede. Derefter tog tingene fart, og i de nu fire måneder jeg har boet i Søndergade, har hun været forbi mange gange. Uanmeldt.. Hun tog friskt nok konsekvensen af, at jeg altid siger “ikke i dag” og er i stedet kommet forbi uden at varsle først. Desværre har jeg taklet det vildt dårligt, måske især fordi jeg panikker når jeg mister kontrollen, og ikke selv kan bestemme hvornår nok er nok. De som kender mig virkelig godt, OG som holder af mig og ved hvad jeg er lavet af, de accepterer og favner at jeg ved besøg, på et tidspunkt pludseligt ikke kan mere, og at jeg så beder om at vi holder for i dag. Det er betingelsen for at jeg i det hele taget kan have besøg eller være social.

 

Hver gang omtalte dame har kigget forbi, har det været ved aftenstid, medbringende små gaver og speedsnak. Hver gang har jeg sagt velkommen og ikke været afvisende, men det har været en underlig oplevelse fordi der også hver gang er fulgt betingelser med, som jeg slet ikke kan honorere, og her har vi så problemet. Jeg har selv følt at efter et par år, kender hun mig godt nok til at vide, hvor begrænset jeg fungerer, men jeg må alligevel have fejlvurderet tingene. Hvor hun har følt at jeg var klar til en masse, har jeg kun været klar til lidt. Hvor hun af egen fri vilje har haft lyst til at give, har jeg kun kunnet modtage og endnu ikke været i stand til at give det, som hun har forventet.

 

Feks..

 

Jeg fik en aften en kasse med garnrester. Damen speedsnakker ret voldsomt og lytter ikke ret meget til, hvad jeg forsøger at forklare da jeg sammen med kassen får en ordre på en strikket hue! Jeg prøver at minde om, at jeg jo ikke har strikket reelt i mere end fire måneder fordi mine arme og hænder er i udu. Det trænger ikke helt ind. En uge senere tropper damen igen op omkring halv syv. Samme eftermiddag har hun slået min varer ind på kassen, deriblandt dagens hurtige aftensmad, som vi taler om smager udemærket. Hun ringer altså på ved halv syv-tiden, medbringende den største pizza jeg nogensinde har set! Jeg mener den var GRANDE.. Jeg bliver lidt usikker, fordi jeg netop har slugt den sidste bid af min mad, og jeg prøver at fortælle at jeg nok vil få svært ved at fortære en hel familiepizza lige nu, for jeg har lige spist den mad hun solgte mig for et par timer siden. I mit hoved tænker jeg at det ville have været mest succesrigt, at ringe forlods for at tjekke om jeg var sulten, men måske det bare er mig der er galt afmarcheret.

 

Hun gør det af et godt hjerte, men der er fart på og snart spørger hun til “sin” hue. Her bliver jeg en smule irriteret, men jeg forklarer endnu engang, at jeg jo ikke kan strikke i øjeblikket. Jeg minder om, at det HAR vi talt om flere gange over disken bla, men jeg bliver affærdiget med en bemærkning om, at det ikke kan passe for jeg har jo alle disse tæpper og sjaler alle vegne. SÅ er det at jeg bliver behersket vred, og jeg fortæller at jeg for det første af princip aldrig laver noget på bestilling, og for det andet at jeg IKKE strikker huer i april som jeg også har fortalt. Personligt er det i mine øjne en sniger, at forære mig garnrester som jeg takker for, og så i samme moment lige bestille et stykke strik. Det gør det umådeligt svært at afvise hende, men som sagt var det lige hvad jeg gjorde fordi hun kommer frivilligt og uventet med en gave.

 

 

Og sådan er der der flere ting. Hun dukkede op med en trailer fyldt med sten, og jeg blev totalt glad. Som sagt er der fart på, så hvor hun fremturer og altid har et eller andet med til mig, så kan jeg slet slet ikke selv køre i det gear, eller leve op til det tempo og de initiativer. Og nu er damen virkelig sur.

 

- som i en sms med en besked om at vi ikke længere kan omgås, fordi jeg ikke giver med kun modtager og fordi jeg er for passiv. BANG!

Hun har sådan set ret, men vi har kun socialiseret i nogle måneder, og jeg er slet slet ikke så hurtig, på aftrækkeren som hun selv er. Hendes forventninger til mig har ligget et helt andet sted end det jeg kan leve op til, men spørgsmålet er om jeg sender signaler jeg ikke selv kender til. ELLER er det præcis her jeg får problemer, fordi jeg i den tid det tager at betale for en liter mælk, formår at fremstå som åben og glad og frisk..

 

 

 

Summa summarum er, at jeg er blevet fyret på gråt papir, og at jeg i hendes øjne er en sløv banan og en død sild. Det er sådan set ok med mig, men det er en syret oplevelse alligevel, for jeg føler mig ret sikker på, at jeg har været flink hele vejen til pizzaen. Faktisk er det mere interessant at i det øjeblik, hvor jeg for alvor markerer og siger fra så hun kan høre det, ja der går hun kold. Som i dybfrost kølig. Og interessant er det også, at det er min generelle oplevelse gennem tilværelsen. Mennesker kan ikke forholde sig til mine grænser, men de må godt selv have dem. Mennesker vil ikke høre på mine nej’er, men de må godt selv sige det. Mennesker vil mig gerne, men kun så længe jeg er bøjelige, føjelig og nem at håndtere. Er jeg mig selv, kan man ikke lide mig.

 

 

Og på det fundament bygger man en borderliner..