Snip snap snude, så er det problem ude. Eller løst..

 

 

 

 

Det nytter bare ikke at holde fast i noget, som alligevel smuldrer mellem hænderne på en. Billedet viser den sølle lille bunke af hår, som jeg har båret rundt på i forsøget på at bevare bare en rest af mig selv. Der er røget ialt 30 cm, de første ti røg for et par uger siden fordi det var tørt og flosset, men i går greb jeg sgu saksen og dermed røg det sidste. Min tese var, at kort hår med krøl fylder og klæder bedre trods alt, end en slatten rest af fordums storhed, som ikke kan holde en krølle og derfor er så glat og slapt, som en kogt spagetti. For slet ikke at nævne problemerne med at få skidtet til at sidde ordentligt, når selv en skånsom elastik ikke kan stramme om hestehalen. Som jeg altid ender med at rende rundt med. Fordi jeg får spat af hår der kilder mig i ansigtet..

 

Jeg har pebet en del om det herinde, og dermed indrømmer jeg endnu engang både åbent og ærligt, at jeg har ualmindeligt svært ved at forholde/acceptere det, som sker med en når man rammer middelalderen. Så at sige. Måske det handler om borderline problematikken, som jo i høj grad spænder ben for min evne til at føle identitet. Måske det handler om at den identitet jeg dog KAN mærke, stadig hænger sammen med mit selv, som det har været for et årti siden. Der har været så meget skidt og kanel i mellemtiden, at jeg ikke føler jeg nåede at have glæde af den jeg var. Dengang.

 

Og er det ikke sådan det er for alle? Er det ikke bare sådan ALLE aldrende har det? Måske ikke lige den lille gruppe af mennesker som evner at leve i nuet, men så alle os andre dødelige. Personligt ved jeg ihvertfald, at jeg trods ihærdige forsøg, bare ikke synes det er så festligt at degenerere. In fact.. I fucking hate it! NÅ!

 

 

Den eneste form for forfald jeg synes om, er den man møder i naturen. Mosgroede stensætninger, visne blomsterstande, en gammel smuldrende bygning, nedfaldne røde blade. DET er forfald som er smukt. Mener altså jeg. Men jeg er jo også bare en håbløstfastfrossetifortiden heks, som ikke helt har forstået at tilpasse mig nutiden.

 

 

Netop i dette øjeblik af nutid, drikkes der kaffe og kigges på en ny hæklet ting. Der kører radio på computeren, og planlægges en smule fremtid i form af dagens gøremål udenfor. Det er vel også en slags væren i nuet er det ikke?