Fuglen fløjet, første maj og forår i udbrud

 

 

 

Det sidste først.

 

Her kommer et spritnyt og opdateret foto af bloggens indehaver. Godtnok netop genopstanden fra de døde sovendes verden, iført nattøj, udtværet mascara og uglet hår. For ja.. første maj var sådan en dag, som simpelthen bare bød mig at byde ind med mit eget bidrag til markering af forår og lys. Det kiksede er bare, at det er så sjældent det sker, at jeg glemte alt om det da jeg gik i seng, og såååå vågner man altså med underlige øjne. Først klippede jeg lige håret så det ikke var helt lige skåret af i kanten,  det ene første med andet med sig, så jeg endte altså med farve på øjnene, jeans i stedet for beskidte havebukser OG en tur ud i det blå. Arhmen altså, begejstringen vil ingen ende tage!

 

 

 

 

 

 

Fuglen som katteungen kom slæbende med i går morges, dukkede op igen senere på dagen. Dog ikke i samme forfatning. Jeg har glemt at tage et billede, men det er måske nok også det bedste, for resterne af den er IKKE for de sarte. OM jeg begriber hvordan, men den endte altså sine dage ude i bryggerset. Flere timer senere kom jeg ude fra haven og åbner yderdøren for at gå ind, og der lå den så. Midt på gulvet og med fjer overalt! De små ben lå i hjørne for sig selv!!  Hvordan den er endt der, dvs fra reolerne og igennem køkkenet og derud kan kun Herman vist fortælle, og da han er from som et lam, får vi nok aldrig den historie helt opklaret. Jeg kylede den lille krop ud i en fart, og da jeg jo ikke altid tænker så langt frem, gik det hverken værre eller bedre end, at mange timer senere lå de igen på køkkengulvet!!!!!

 

SÅ blev den pakket ind og smidt i skraldespanden.

 

Og Herman gik surmulende op i klædeskabet.

 

 

 

 

 

I går var det tre år siden, at jeg flyttede herned, og egentlig kunne jeg uden problemer skrive en roman om, hvor meget der kan ske på så få år, men det gider jeg nu ikke. HOV! det HAR jeg sgu da allerede gjort. Her på bloggen jo.. HA!

 

 

 

Det er simpelthen ikke til at forstå, og jeg kan somme tider have besvær med at genkalde mig præcist alle de hændelser, som kom forbi mit liv sidenhen. Nu sidder jeg her. I bragende morgensol, med en sindssygt flot og farverig overkommelig have. I et hus, som er mere end jeg nogensinde ville kunne drømme om eller forvente, med to pelsdyr jeg holder af og en smuk datter. Jeg prøver at tage det ind, og at tillade mig selv at acceptere at livet måske vender nu. Ikke nogen nem øvelse, men der VAR lige det der øjeblik i går formiddags.

 

Et øjeblik, hvor dagen ramte en nerve i mit forstenede hjerte. Et øjeblik, hvor jeg faktisk kunne føle lykken. Man bliver næsten helt beruset af det.

 

Så beruset at man griber saksen og klipper håret, tager sort på vipperne og blåt på kroppen for at køre ud i det klare solskin, i den bil som betyder endnu et par år med bevægelsesfrihed.