Allerførst MÅ jeg bare fremvise en blomst jeg har i haven. Eller.. jeg har faktisk hele to når sandt skal siges. Jeg har ønsket mig sådan en i flere år, og havde også et par i Vestergade, men da de jo var hentet andetsteds fra, nåede jeg aldrig at se dem i blomst. Det er en overdrevet følsom plante, som går helt i chok over at få flyttet rødderne, men her i den nye have står der altså to styks.
Og jeg skal da lige love for at jeg aldrig har set noget lignende!
Jeg tilgiver den, at den er lyserød hver gang jeg går forbi og ser, HVOR kæmpe gigantiske hoveder den kan fremvise. Det er nærmest overjordisk og lettere vanvittigt nu jeg tænker over det. Som en anden humlebi aner den ikke at den er for tung til at kunne holde sig selv opret, så det gør den . Men sikkert kun indtil første regnskylle. Jeg har ingen staudestativer endnu, og jeg har forsøgt med alternativer i form af pinde og snor, men det kan jeg jo godt se nu, overhovedet ikke er nok.
Så i år nyder jeg. Og skynder mig forbi en ekstra gang, for lige at tage et kig mere inden hele herligheden vælter.
Og så var det noget med en nødbremse..
Jeg har været på farten flere gange i denne uge, og her på matriklen har der været (i min verden) et rend af mennesker. Jeg har hygget og nydt hvert sekund, men NU er jeg, som en anden bonderose, på vej til at vælte kan jeg mærke. Hovedpine og ulidelig træthed begynder at fortælle mig, at jeg nok har været et nummer for frisk. Det betyder at aftaler må aflyses i dag og i weekenden, men det er nødvendigt hvis jeg skal kunne gennemføre en planlagt tur til Stevns på tirsdag.
Gad vide om det nogen sinde bliver bedre?
Jeg kan kun sige, at det så er en glæde at jeg nu igen kan strikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar