Noget fungerer og noget fungerer bare overhovedet slet ikke

 

 

 

 

Det meste er blevet som tænkt derude i haven, og samme fungerer rigtigt fint, MEN.. så er der lige et par detaljer som skal rettes til. Ikke nu, men til efteråret hvor bedene igen er til at gå til.

 

 

 

Et element som fungerer så overmåde fint, at jeg næsten ikke kan lade være med at stirre forelsket på det, kan I se her:

Den ældste og mest trofaste klematis, har på magisk vis lige nu en form som et træ, der breder sig op af huset. Det vil ikke blive ved med at se sådan ud, for den vokser sine steder næsten ti cm om dagen, så der vil jo senere være et væld af løv og blomster som rækker langt ud til siderne. Det er tilfældigt at den ligner et træ, men ikke tilfældigt at den vokser som den gør, for hver dag går jeg og bestemmer over den. Den får ikke lov til bare at gro som den passer den, for så ville hele herlighedet vokse tæt sammen og lige op. DET vil jeg ikke se passivt på, så der bliver flyttet og flettet og snoet og dirigeret gør der. Planten skal vokse så den dækker så meget som muligt, så den kan imponere, hvilket jeg må sige at den allerede gør nu.

 

 

En klematis med noget ringere chancer for samme liv, er desværre en total fejlplacering! Ideen er som udgangspunkt ikke ringe, men der er dog den klausul på sådan en disposition, at katte opfører sig eksemplarisk, og DET gør mine så ikke.

Jeg ved ikke hvilken af de medbragte klematis det er jeg har sat her, men selv med kattesikring og hvad har vi rundt om, så bliver træet brugt som klatrestativ, og den stakkels sarte plante får hver dag knækket sine stilke for et godt ord. På billedet er der fire toppe tilbage. Det er der så ikke længere. Jeg regner derfor ikke med at det her bliver en frodig træstamme i år, og så snart bedet rundt om er færdigt med at huse tallerkensmækkere til efteråret, bliver den simpelthen flyttet et andet sted hen. Punktum.

 

Og sådan er der så meget i en have. Der er noget som bare er super, og noget som må ændres igen. Og så er der et par katte, som ikke skal have for mange forbud. Visse får de, selvom de bliver akut hørehæmmede når jeg, som en anden Hitler, dirigerer dem væk fra et bed, og derfor er det også med en vis spænding, at jeg hver dag står op og går en tur derude. Står alt som da jeg forlod det dagen før??

 

Her til morgen er noget ihvertfald anderledes, selvom jeg for min død ikke kan finde hverken synder ell offer. Midt på køkkengulvet lå nemlig en del af en georgineknold!! Jeg FATTER det bare ikke, og kigger jeg efter udenfor kan jeg ikke opklare, hvor pokker nogen har fundet den henne. At kalde Herman for kreativ vil være en overmåde underdrivelse..

Og ja, jeg siger Herman selvom jeg ikke kan bevise noget. HAN er den lille synder. Holger kan slet ikke svinge sig op til den slags narrestreger, dertil vil det kræve alt for meget arbejde og tankevirksomhed, og den slags besvær bruger store hankatte slet ikke energi på da.

De drikker vand, graver lidt i jord hvis de skal  tisse, hopper af vanvare op i et træ, og så snuser de ellers til blomsterne.

 

 

Som en anden og mere berømt tegneseriefigur.