Nykøbing tur retur og SÅ må det godt gå lidt kvikt tak

       

Så sidder jeg her. I sofaen. Med iPad forsøger jeg lige at give en melding om dagens lille snit i hånden. 

Det er gået fint, selvom jeg slet ikke husker fra sidst, at fingrene bliver SÅ hævede! De er nærmest spændt til bristepunktet, brandvarme og helt følelsesløse. Lige efter indgrebet var de helt normale..

Flink læge var nænsom, og sygeplejersken der tog imod mig, kunne ovenikøbet huske mig fra sidst!! Jo jo, for det var jo mig som måtte tage hjem igen fordi jeg havde kradset mig midt på snitstedet, sagde hun smilende. Bum bum.. Det synes jeg godt nok er utroligt, og også en smule kikset at blive husket på den konto, men nægte kunne jeg jo dårligt. Denne gang fik jeg heldigvis lov at blive, og sådan gik det til, at jeg pga ventetid blev set strikkende helt oppe på operationsgangen. Flink læge havde nemlig givet lov til det, fordi der som sagt var en del ventetid. Strikketøjet fik mange fine ord med på vejen, og flere sygeplejerskedamer gik nærmest i selvsving, fordi lysten til at strikke blev akut, og er så meget sjovere end uddeling af hårnet og plastikfutter. Hihi. 

Ventetiden betød også, at jeg fik en dejlig lur i en seng på næsten halvanden time nede på afdelingen inden jeg blev hentet. 

I det hele taget er personalet og "servicen" på Nykøbing ikke til at brokke sig over. De kan jo ikke gøre for at jeg er en pivskid, og flere gange var klar til at gå igen. Især på selve operationsbordet fik jeg alvorlige betænkninger.. Man ligger lissom der ik. Som en anden slagtegris , der venter på at få snittet, imens personalet gør det sterile hejs klar. Der er varme i briksen og sveden begynder at springe, jo mere gul armen bliver af det stads, som de pensler på. Lyden af nåle og knive der pakkes ud af poser larmer som ind i helvede, og da jeg endelig får nålen stukket ind, kører åndedrættet som en blæsebælg. 

Jeg overlevede. Hvis nogen er i tvivl. 

Nu sidder jeg så her. I sofaen, og med armen lodret. Jeg er alene hjemme, for planlægningen smuttede i svinget, og min operation støder sammen med arrangementer udenfor Rødby for Josefine. Heldigvis har jeg da min højre hånd ledig, og den kan snildt bikse lidt jordbær med fløde sammen feks. Og gribe ud efter lidt chips. Og brygge kaffe. 

Der er faktisk kun tilbage for mig, at være tålmodig og dygtig til at gøre som der bliver sagt. Holde hånden i ro blandt andet. 

        

Det sidste er det sværeste, for NOJ hvor jeg glæder mig til at kunne strikke ordentligt igen. På den der måde, hvor en trøje ikke tager en krig at gøre færdig.