29 august 2016

Et hurtigt livstegn herfra

 

 

 

 

2016-08-28 19.49.58

Jeg er stille i øjeblikket, men kun fordi jeg er fuldstændigt udbrændt. Udbrændt efter forsøget på at være kæreste og udbrændt efter et halvt år med en ekstra i huset. Utroligt og sørgeligt er det, at selvom det er min datter og selvom jeg elsker hende og selvom jeg er lykkelig for vores tid sammen efter så mange år adskilt, ja så har det også været slidsomt for overskuddet, at vi er to under samme tag. Det er noget med forskellige vaner og tolerancetærskler for støj og døgnrytmer.

 

Sagt på en anden og mere kontant måde, er jeg helt færdig nu.

 

Maj/juni/juli og august – fire måneder er brugt på at forklare døre op og stolper ned. Jeg trak mig fra forholdet, men blev opfordret til at give tingene en chance, og jeg fik assistance fra bostøtten med et timelangt møde, hvor hun også forsøgte at forklare, hvad der sker når jeg bliver overbelastet. Alt er forsøgt for at få tingene til at fungere, men jeg indrømmer blankt, at SÅ er det heller ikke mere værd for mig. Et forhold. Når selve det, at et nyt menneske i mit liv tilføjer mere slid end fornøjelse, bliver prisen for høj. Når intet trænger ind og det ender med, at den barske sandhed en dag bliver virkelig står jeg tilbage, som den berømte skuffelse. DER har jeg jo været flere gange før. Fire måneder med ukuelig tro på, at SÅ slemt er det vel heller ikke, og så i sidste ende, da det endelig BLEV slemt og meget meget virkeligt, ja så blev jeg droppet. Og skal jeg være helt ærlig, har det været en lettelse. Jeg HAR simpelthen ikke, hverken lyst eller overskud til flere forklaringer/undskyldninger. Foruden en for mig højst uvant ongoing debat om, hvem der giver/tager mest. Så summa summarum har været, at jeg er blevet dømt ude som en skuffelse, og som en der udnytter og bruger. Lidt morsomt i min verden, eftersom jeg jo aldrig har lovet mere end jeg kunne holde, modsat modparten der i flotte vendinger var hurtig til at love alt alt for meget. Heldigvis har jeg lært IKKE at forvente opfølgning på den slags, men der har været et par situationer, hvor jeg trods alt har troet at løfterne ikke var hule, og hvor jeg seriøst og bogstaveligt talt har siddet lænket til en stol, med udtalt brug for lidt hjælp. Der troede jeg da vist lige grundigt forkert gjorde jeg. Derfor kørte jeg feks selv enarmet hjem i min bil, med den nyopererede arm løftet og forbundet. Jeg er så afhængig af det køretøj, at jeg ikke var glad ved, at efterlade den på ubestemt tid på en tilfældig p-plads i en fremmed by. At hente den for mig var en tand for meget at spørge om. At hjælpe med indkøb, da jeg var beordret hjem fra lægen, og kun sidde helt i ro med de to smertende knæ og en nyopereret hånd, på en stol og med et tomt køleskab, var det også for meget at spørge om assistance. Jeg kunne jo bare bede om hjælp fra bostøtten! Det var for hårdt at skulle yde den assistance, når nu jeg var så træt at jeg ikke kunne give noget igen. Ingen skal skyde mig i skoene at jeg giver op uden kamp, så jeg slog en streg over bevidstheden om, at når det virkelig gjaldt er der kun mig selv at regne med, selv i et forhold, og jeg fortsatte fordi kæresten blev ved at udtale at et liv uden mig ville være ubærligt… Den slags ord er jo altid ord, der sætter noget i gang hos de fleste.

 

Jeg holdt min fødselsdag. Kunne ikke klare mere end to besøgende på en dag, og da min mor helt ud af det blå meldte sin ankomst med min moster som ekstra gæst, blev jeg jo så glad. Kæresten om ikke forstod, så ihvertfald accepterede at det betød, at vi ikke kunne ses den dag. Selv tænkte jeg, at en fødselsdag jo godt kan fejres over flere omgange, og da han havde lovet både forkælelse og gaver til mig nærmest fra den dag vi mødtes første gang, tænkte jeg at alt var godt. Josefine sov til kl 13, og tilbragte resten af dagen ved sin computer, så reelt var jeg alene fra jeg stod op til jeg gik i seng, kun afbrudt af to timer med besøget fra København. Jeg er kun et menneske, og jeg kan uden at overdrive godt afsløre, at jeg tudede hele formiddagen. Jeg ved godt at min tilværelse er blevet sådan, at det ikke ligger lige for med en rund fødselsdagsfejring af de store og omfangsrige, med bunker af gaver og buketter og kort og knus og kram, men på en eller anden måde var det bare for ensomt. Det er iøvrigt heller ikke et frivilligt valg, at jeg er så isoleret. Ensomt føltes det selv at stille flaget ud på trappestenen. Ensomt at plukke en buket til at pynte med også. Ensomt at cykle til bageren efter morgenbrød, og at sidde på en stol i haven og indtage den alene. Uden nogen til at sludre med eller til at sige tillykke. Endnu mere ensomt blev det, da jeg havde vinket farvel til mor på stationen. Og tog hjem og sad for mig selv indtil jeg gik i seng.

 

Ultimativ ensom var følelsen, da jeg sidst på dagen kunne læse bunkevis af søde og varme og omsorgsfulde hilsener fra alle de jeg kender via blog, facebook og instagram. Ønsker om masser af opmærksomhed fra mine nære på dagen.. Kontrasten var mildest talt til at tage og føle på. Og den gjorde ondt.

 

Dagen forinden havde kæresten afleveret min bil, som jeg havde lånt ham en uge, så han kunne have den i sin ferie. Tænkte at det ville lette en del, at han havde den at pakke og køre i. Der var både børn og baggage, der skulle fragtes til en campingplads i nærheden. Jeg fik den retur torsdag. Fredag havde jeg fødselsdag. Mandag lånte han den igen. Han ville et smut i bordershoppen. På vej hjem til sig selv igen, med sin cykel og de indkøbte varer, sagde han farvel og tak for lån og nå ja forresten, han måtte da også lige se at få husket at få købt mig et fødselsdagskort.

 

 

Jeg vil ikke sige mere, end at jeg kom med en lettere spids kommentar til det, og ja.. dagen efter fik jeg et skriv om, at han ikke længere mente vi skulle være sammen. Jeg havde været en skuffelse, gav for lidt og var alt for sjældent oplagt til noget som helst.

 

2016-08-28 19.47.59

Lige nu er jeg bare så træt så træt. I næste uge lover jeg at se fremad igen. Jeg skal bare lige igennem denne uge, som bliver en smule hård fordi jeg skal hjælpe med at få pakket og flyttet Josefine videre til en kollegiebolig. Både hun og jeg er glade for, at det nu er lykkedes at få sådan en. Hun er grundigt træt af den føde vi indtager her på matriklen. Da hun flyttede ind, blev hun beskåret i sin kontanthjælp, og har kun haft 200 kroner at leve for om måneden, så det siger sig selv, at vi har levet af det jeg har. Og så bliver det ikke så festligt endda. HA! Vi vil savne hinanden, men det er nu engang det bedste for os begge, og hun skal ikke langt væk. Heldigvis.

 

 

Jeg regner med ( af erfaring), at der går en lille måneds tid derefter før jeg igen har fundet mig selv, og har fået de resourcer tilbage, jeg plejer at kunne disponere over. Indtil da tror jeg bare jeg sidder og sidder lidt. Foran tv’et.  Får jeg lige et overskudsanfald, vil jeg prøve at sætte mig her igen, for jeg har da mere og sjovere ting at fortælle om. Blandt dem et impulsivt besøg af Rasmus i sidste uge. Og den gave han har givet sin gamle mor.

2016-08-28 19.44.11

7 kommentarer:

  1. Kæreste Henriette, havde der bare ikke været dyrt vand imellem os var jeg kommet lige fluks og havde givet dig en STOR krammer!!!!
    Du har - om nogen - fortjent den.
    Skønt at høre at Josefine nu kan få sit eget, og at det ikke er alt for langt fra dig.
    Du har heldigvis nogle gudeskønne børn, og jeg håber og tror så meget at alting nok skal flaske sig for både dig og dem.
    Kjæresten - jeg mangler ord...... Godt du slap af med ham. Det, at han er så opmærksom på at du tager for meget og giver for lidt får mig til at fundere over om det ikke er en rimelig god beskrivelse af ham selv. Vi er altid mest opmærksomme på det vi kender fra os selv.
    Godt du har din helt vidunderlige have. Den er da guld værd!!!

    SvarSlet
  2. At låne nogen sin bil i en uge, I guder, det er da al for meget- og helt vildt meget. Jeg kan ikke forestille mig, han på noget tidspunkt har givet eller ydet noget, der blot er en brøkdel af det på hans eget målebånd. Og jeg er helt overbevist om at du Henriette, ikke på noget tidspunkt kunne have lånt hans bil i en uge. Lad ham ryge og rejse, og bliver det nødvendigt så brug et spark med ordet; SKRID!
    Mette.

    SvarSlet
  3. Kæreste Henriette

    Som du ved, var jeg hjertens gerne kommet og have hjulpet dig og fejret dig på din dag. Men dels har jeg selv et dumt helbred og der er meget langt - desværre.

    Jeg håber, den ringe hjælp jeg kunne give dig på dagen via telefonen, hjalp lidt, for jeg blev så ked af, at du var så ked.

    Til gengæld ved du, at det gør jeg ALTID gerne.

    Kram Deb

    SvarSlet
  4. Op igen, håber, du snart får din Skolestarttunika! Den varmer da en forfrossen sjæl lidt. knus Lone

    SvarSlet
  5. Sådan en spade (måske ville han være god at grave have med :-D :-D ) godt du lod ham løbe, du er da alt for god til ham!
    Det gør mig trist, at din fødselsdag var SÅ stille, det synes jeg ikke du fortjener. Jeg håber, at du snart genvinder dit positive syn på livet, for det synes jeg du har, beskrivelser af sygdom og besværligheder til trods, du formår at få det bedste ud af det du nu engang har til rådighed, synes jeg :-)
    Knus fra Sanne

    SvarSlet
  6. Åhh, kære Henriette. Hvor jeg dog føler med dig. Og hvis bare jeg ku' gøre noget, her fra hvor jeg sidder...
    Jeg håber for dig, at nu får han er ude og Jose flytter for sig selv, at du vil komme tilbage til dig eget, rolige liv. Husk at søge lyset, nu hvor vi går mod de lange efterårsdage. Din nye bolig giver masser af mulighed for at sidde i solen, også indenfor :) Og måske får du endnu mere glæde af din datter, nu hvor hun rent faktisk kan komme på besøg i små, afmålte doser, i stedet for at I bor sammen og slider hinanden op.
    Mette L

    SvarSlet
  7. Ærgerligt at læse at du har haft en hård sommer. Mht til ham eks- gutten lyder det som om at du har gjort klart hvad du har kunnet klare, og spillet med åbne kort. At det så ikke var hvad han havde tænkt sig er jo hans tab. Som du fremstiller det var han vist heller ikke kandidat til empati-pokalen. Men brud er aldrig behagelige. Håber alt bliver mindre presset på alle måder, når du har huset for dig selv, og kan 'dosere' din hverdag som det passer dig. Mht ensomhed og fødselsdage kender jeg det på en måde godt - min familie er efterhånden faldet bort,og det kan føles tomt og lige rigeligt voksent at arrangere sin egen fødselsdag - godt der var mange hilsner på ' andre kanaler! Håber septembers himmel er blå.

    SvarSlet