Et hurtigt livstegn herfra

 

 

 

 

Jeg er stille i øjeblikket, men kun fordi jeg er fuldstændigt udbrændt. Udbrændt efter forsøget på at være kæreste og udbrændt efter et halvt år med en ekstra i huset. Utroligt og sørgeligt er det, at selvom det er min datter og selvom jeg elsker hende og selvom jeg er lykkelig for vores tid sammen efter så mange år adskilt, ja så har det også været slidsomt for overskuddet, at vi er to under samme tag. Det er noget med forskellige vaner og tolerancetærskler for støj og døgnrytmer.

 

Sagt på en anden og mere kontant måde, er jeg helt færdig nu.

 

Maj/juni/juli og august – fire måneder er brugt på at forklare døre op og stolper ned. Jeg trak mig fra forholdet, men blev opfordret til at give tingene en chance, og jeg fik assistance fra bostøtten med et timelangt møde, hvor hun også forsøgte at forklare, hvad der sker når jeg bliver overbelastet. Alt er forsøgt for at få tingene til at fungere, men jeg indrømmer blankt, at SÅ er det heller ikke mere værd for mig. Et forhold. Når selve det, at et nyt menneske i mit liv tilføjer mere slid end fornøjelse, bliver prisen for høj. Når intet trænger ind og det ender med, at den barske sandhed en dag bliver virkelig står jeg tilbage, som den berømte skuffelse. DER har jeg jo været flere gange før. Fire måneder med ukuelig tro på, at SÅ slemt er det vel heller ikke, og så i sidste ende, da det endelig BLEV slemt og meget meget virkeligt, ja så blev jeg droppet. Og skal jeg være helt ærlig, har det været en lettelse. Jeg HAR simpelthen ikke, hverken lyst eller overskud til flere forklaringer/undskyldninger. Foruden en for mig højst uvant ongoing debat om, hvem der giver/tager mest. Så summa summarum har været, at jeg er blevet dømt ude som en skuffelse, og som en der udnytter og bruger. Lidt morsomt i min verden, eftersom jeg jo aldrig har lovet mere end jeg kunne holde, modsat modparten der i flotte vendinger var hurtig til at love alt alt for meget. Heldigvis har jeg lært IKKE at forvente opfølgning på den slags, men der har været et par situationer, hvor jeg trods alt har troet at løfterne ikke var hule, og hvor jeg seriøst og bogstaveligt talt har siddet lænket til en stol, med udtalt brug for lidt hjælp. Der troede jeg da vist lige grundigt forkert gjorde jeg. Derfor kørte jeg feks selv enarmet hjem i min bil, med den nyopererede arm løftet og forbundet. Jeg er så afhængig af det køretøj, at jeg ikke var glad ved, at efterlade den på ubestemt tid på en tilfældig p-plads i en fremmed by. At hente den for mig var en tand for meget at spørge om. At hjælpe med indkøb, da jeg var beordret hjem fra lægen, og kun sidde helt i ro med de to smertende knæ og en nyopereret hånd, på en stol og med et tomt køleskab, var det også for meget at spørge om assistance. Jeg kunne jo bare bede om hjælp fra bostøtten! Det var for hårdt at skulle yde den assistance, når nu jeg var så træt at jeg ikke kunne give noget igen. Ingen skal skyde mig i skoene at jeg giver op uden kamp, så jeg slog en streg over bevidstheden om, at når det virkelig gjaldt er der kun mig selv at regne med, selv i et forhold, og jeg fortsatte fordi kæresten blev ved at udtale at et liv uden mig ville være ubærligt… Den slags ord er jo altid ord, der sætter noget i gang hos de fleste.

 

Jeg holdt min fødselsdag. Kunne ikke klare mere end to besøgende på en dag, og da min mor helt ud af det blå meldte sin ankomst med min moster som ekstra gæst, blev jeg jo så glad. Kæresten om ikke forstod, så ihvertfald accepterede at det betød, at vi ikke kunne ses den dag. Selv tænkte jeg, at en fødselsdag jo godt kan fejres over flere omgange, og da han havde lovet både forkælelse og gaver til mig nærmest fra den dag vi mødtes første gang, tænkte jeg at alt var godt. Josefine sov til kl 13, og tilbragte resten af dagen ved sin computer, så reelt var jeg alene fra jeg stod op til jeg gik i seng, kun afbrudt af to timer med besøget fra København. Jeg er kun et menneske, og jeg kan uden at overdrive godt afsløre, at jeg tudede hele formiddagen. Jeg ved godt at min tilværelse er blevet sådan, at det ikke ligger lige for med en rund fødselsdagsfejring af de store og omfangsrige, med bunker af gaver og buketter og kort og knus og kram, men på en eller anden måde var det bare for ensomt. Det er iøvrigt heller ikke et frivilligt valg, at jeg er så isoleret. Ensomt føltes det selv at stille flaget ud på trappestenen. Ensomt at plukke en buket til at pynte med også. Ensomt at cykle til bageren efter morgenbrød, og at sidde på en stol i haven og indtage den alene. Uden nogen til at sludre med eller til at sige tillykke. Endnu mere ensomt blev det, da jeg havde vinket farvel til mor på stationen. Og tog hjem og sad for mig selv indtil jeg gik i seng.

 

Ultimativ ensom var følelsen, da jeg sidst på dagen kunne læse bunkevis af søde og varme og omsorgsfulde hilsener fra alle de jeg kender via blog, facebook og instagram. Ønsker om masser af opmærksomhed fra mine nære på dagen.. Kontrasten var mildest talt til at tage og føle på. Og den gjorde ondt.

 

Dagen forinden havde kæresten afleveret min bil, som jeg havde lånt ham en uge, så han kunne have den i sin ferie. Tænkte at det ville lette en del, at han havde den at pakke og køre i. Der var både børn og baggage, der skulle fragtes til en campingplads i nærheden. Jeg fik den retur torsdag. Fredag havde jeg fødselsdag. Mandag lånte han den igen. Han ville et smut i bordershoppen. På vej hjem til sig selv igen, med sin cykel og de indkøbte varer, sagde han farvel og tak for lån og nå ja forresten, han måtte da også lige se at få husket at få købt mig et fødselsdagskort.

 

 

Jeg vil ikke sige mere, end at jeg kom med en lettere spids kommentar til det, og ja.. dagen efter fik jeg et skriv om, at han ikke længere mente vi skulle være sammen. Jeg havde været en skuffelse, gav for lidt og var alt for sjældent oplagt til noget som helst.

 

Lige nu er jeg bare så træt så træt. I næste uge lover jeg at se fremad igen. Jeg skal bare lige igennem denne uge, som bliver en smule hård fordi jeg skal hjælpe med at få pakket og flyttet Josefine videre til en kollegiebolig. Både hun og jeg er glade for, at det nu er lykkedes at få sådan en. Hun er grundigt træt af den føde vi indtager her på matriklen. Da hun flyttede ind, blev hun beskåret i sin kontanthjælp, og har kun haft 200 kroner at leve for om måneden, så det siger sig selv, at vi har levet af det jeg har. Og så bliver det ikke så festligt endda. HA! Vi vil savne hinanden, men det er nu engang det bedste for os begge, og hun skal ikke langt væk. Heldigvis.

 

 

Jeg regner med ( af erfaring), at der går en lille måneds tid derefter før jeg igen har fundet mig selv, og har fået de resourcer tilbage, jeg plejer at kunne disponere over. Indtil da tror jeg bare jeg sidder og sidder lidt. Foran tv’et.  Får jeg lige et overskudsanfald, vil jeg prøve at sætte mig her igen, for jeg har da mere og sjovere ting at fortælle om. Blandt dem et impulsivt besøg af Rasmus i sidste uge. Og den gave han har givet sin gamle mor.