Hello September

 

 

 

 

 

Som jeg sidder her på en grå og våd søndag morgen, rammer virkeligheden smask lige i synet på mig.

 

 

Sommeren er forbi! Det er den virkelig. Naturligvis vil der med garanti stadig være masser af dejlige dage, med sol på himlen og mulighed for at være udenfor, men forbi.. det er den. Med vanlig hast er den strøget forbi som et IC-4 tog på speed uden at tage hensyn til de, som ikke helt er ligeså hurtige som lyntog og raketter. Med alle de andre måneder året byder os, er det bare med at hage sig fast og holde godt ved, så man ikke ryger af i svinget så at sige. Uanset hastighed kan jeg dog godt læne mig tilbage, og af et ærligt hjerte glæde mig over, at jeg har fået maksimum ud af sommeren på havefronten. Så maksimum som det nu er mig muligt. Det er stadig første år på matriklen, og meget er sket her efter jeg kom til. Og NU.. ja nu er jeg (også som vanligt) pivhamrende havetræt. Sådan har det vist sig at gå hvert år har jeg opdaget, efter jeg blev havelejer.

 

 

Faktisk er jeg ligeså slap og vissen, som visse af de sommerblomster jeg har sat derude, og som på denne årstid er ved at gå til. Så jeg har med god samvittighed (og fordi en vis hånd byder mig det), lagt våbene, og påregner ikke at bukke mig ned og samle dem op, før om nogle uger. Det KAN dog godt være at jeg får et flip og går ud bevæbnet med saksen og klipper som en besat. Klipper alt det ned, som er ved at være FOR grimt at se på. Måske jeg gør. Måske ikke.

 

 

Buketter bliver der ikke mange af i år. Jeg har ikke rigtig lyst, men jeg har været rundt til naboerne med lidt af hvert når overskuddet har været til det. Haven bugner af matrialer til det, men igen.. jeg orker det ikke, og man skal have mentalt overskud til den slags. Det kommer en sommer igen, og med den sikkert mange nye buketter.

 

 

Så ja, jeg er sådan set klar til at trække stikket ud af haven.

 

Klar til at være mindre aktiv derude, men ikke helt for der er stadig visse stykker gravearbejde tilbage, som vil være smartest at få af vejen inden vinteren. Den tid den sorg.

 

I dag vil jeg pakke mig selv ind i den grå himmel og den våde asfalt. Jeg vil lade søndagen smyge sig trygt om mig med Sinatra og hans vidunderlige stemmepragt, alt imens jeg drysser rundt og rydder lidt op efter Josefines afgang til kollegiet. Når det er gjort, vil jeg sandsynligvis sætte mig til rette med en god Jane Austen på dvd’en og så ellers bare tage den helt med ro. Sådan skal sådan en søndag bare skæres nemlig.