Et kig ind bag kulisserne

 

 

 

 

 

 

Jeg tænker ( for nu at bruge en moderne og populær vending), at det er på sin plads med et af de skriv herfra, som tager jer med om bag kulisserne. Kulisserne, som viser alle de mirakuløse fotos fra haven blandt andet. Det er nødvendigt at jeg gør det med jævne mellemrum, fordi jeg pga samme kulisser virker til at have godt med energi, hvilket giver anledning til spørgsmål om min arbejdsevne…

 

Bum bum..

 

 

 

Det er sådan set fair nok. Er man ny læser her ( i sig selv et mirakel med den lave frekvens af indlæg jeg skyder fra mig), KAN det være en pø mystisk, at jeg sådan bare dimser rundt på det offentliges regning, med skønhed omkring mig i rå mængder og lange sommerdage med brune fusser i sandalerne, uden at have samme daglige arbejds”pligt” som resten af det samfund vi alle skal yde vores til. Det KAN være provokerende endda. Meget provokerende, hvilket indbakken ind i mellem minder mig om.

 

Jeg byder hermed jer alle ind bag kulissen fra Søndergade:

 

 

…  som sagerne står lige netop nu, ser her faktisk fint ud i huset. Det skyldes, at jeg har min datter boende indtil hun kan finde sin egen bolig, og HUN gør rent her. Rydder op i køkkenet og køber ind. Sidste er en væsentlig detalje i min lyserøde verden. Her er med andre ord helt præsentabelt mere eller mindre dagligt. Indtil hun flyttede ind var det IKKE sådan. Jeg har en konto med energi, som jeg trækker på hver dag, og når jeg har brugt den energi på det, som giver mig livskvalitet er der mindre end ingenting tilbage til resten. Min energi bruger jeg for det meste i haven, som de fleste er klar over. Det kører som følger:

 

Jeg står op.

Fodrer katte

 

 

 

Koger vand til kaffe og dingler ( stadig iført nattøj) udenfor med den. Dingler skriver jeg fordi, jeg reelt har det virkelig elendigt hver morgen når jeg vågner, og det tager omkring et par timer før jeg er så meget oppe i gear, at jeg kan gå som alle andre med ret ryg og raske fjed.

Nå, men når kaffen er drukket dingler jeg ( nu en smule mindre usikkert) ind igen og tager havetøjet på. Jeg tager noget morgenmad, som oftest et eller andet nemt fordi jeg er for træt til at overskue andet, nedsvælger et glas vand eller juice med en coctail af medicin og smertestillende. Og NEJ, intet udenfor bliver lavet uden dem. Min krop er så slidt, at jeg slet ikke hverken kan gå på hug, bukke mig eller løfte/skubbe/grave/hakke/banke/ eller rive ( idet hele taget bruge et haveredskab) uden kemisk assistance. Den nuværende blanding hedder to panodil og tre ipren (to –tre gange dagligt), en benadryl for allergien, Phantenotat fordi jeg taber hår OG antidepressiver 100mg. Husker jeg det ryger der også vitaminer med. Er det en af de dage KAN jeg også være nødt til at sluge sumatriptan for at styre de migræneanfald jeg lever med, men som da heldigvis er sjældnere og sjældnere efterhånden.

 

Dette er ikke med på de fine billeder af kulisserne fra mit liv.

Derefter går jeg i haven.

 

Her sidder jeg lige lidt. Så laver jeg et eller andet i omkring 20 min – en halv time. Så sidder jeg lidt igen. Ti minutter ell sånt. Så laver jeg lidt igen. I 20-30 min. Sidder derefter en halv times tid. Og så fremdeles indtil klokken er omkring 13.00. Er det en god dag så 14.00. På det tidspunkt er jeg så smadret i kroppen og træt i hovedet, at jeg uden at overdrive nærmest kravler ind i huset. Eller.. jeg går så foroverbøjet og langsomt, at det er helt til grin egentlig. Men langsom er jeg. Så træt er jeg, at ALT herfra og indtil sengetid er et spørgsmål om tilfældigheder. Det er feks kun enkelte gange, at jeg kan få mig en fornuftig frokost fordi jeg er så træt, at jeg ikke engang kan tale tydeligt. Om jeg får badet og fjernet jorden, der ligger som et støvlag på huden er også et spørgsmål om dagsformen. Det er sjældent jeg kan før mange timer senere. Kan simpelthen ikke løfte kroppen op over kanten til badekarret! HVIS jeg får lidt frokost er det jo dejligt, men jeg snupper ihvertfald noget kaffe og SÅ hiver jeg mit legeme op ad trapperne til første, hvor jeg uden overdrivelse falder om i min seng og sover død i to timer. HVER dag. Det værste er at vågne op igen. DET er svært. Næsten sværere end om morgenen, og jeg bruger igen en rum tid på overhovedet at kunne overveje, hvordan resten af dagen så skal forme sig. Som regel er det noget med, at jeg sidder i min stol og strikker og ser dummetv, afbrudt af lidt gåen rundt i huset. Aftensmad er kun aktuelt, hvis min datter er her.

 

Ovenstående er forresten betinget af, at jeg ingen besøg har haft.

 

 

Er der omvendt udsigt til mennesker omkring mig/samtaler, ja SÅ er historien en helt helt anden. Som nu for eksempel det her med at have en kæreste. Det er en dejlig tanke, men i og for sig også en farce og vi er endt et sted, hvor vi nærmest ikke kan ses. Fordi jeg ikke magter det. Et par timer en dag her og et par uger senere, et par timer der. Sms’er har jeg også måttet skrue gevaldigt ned for frekvensen af, fordi jeg simpelthen bliver så hamrende træt i låget, af at skrive hele tiden. I det hele taget, bliver jeg så hamrende træt i låget af at være noget for nogen, at jeg inderst inde allerhelst vil være selv, for ikke konstant at skulle gå rundt og håndtere tonstung dårlig samvittighed og svimlende træthed. Altså svimlende træthed der er mere udtalt, end den jeg mærker uafbrudt fra jeg vågner til jeg går i seng. ALTID.

Ikke kun kæresten får mine begrænsede muligheder at føle. Også Josefine den søde men stakkels datter, som jo er her nu hele tiden indtil skolen igen begynder, må indordne sig efter mig. Det er til en start helt naturligt eftersom hun jo bor hos MIG og i MIT hjem, og som alle andre hjemmeboende voksne børn, er der regler at følge, MEN.. det er sikkert ikke mange hjemmeboende børn, som har forbud mod at tale for meget dagen igennem! Eller, som helst ikke skal spæne for meget rundt i rummene. Eller, som når det bliver aften, (helst) ikke skal opholde sig i stuen. På det tidspunkt er jeg nemlig så udmattet, at jeg ikke kan klare uro. Og det som udgør uro for mig, er vel at mærke det der hos de fleste andre, vil være almindelig hygge, puslen rundt, og sludren. Jeg spasser helt ud af det. Bliver urimelig, og inde i kroppen og i mit hoved bliver jeg så desperat, at jeg nærmest er parat til at slå ihjel.. Kun ensom stilhed fra mig og mine omgivelser er til at klare. Og så igen et ikkehjernekrævende stykke med underholdning fra tv’et. Er der overskud på kontoen kan jeg omvendt godt udholde at lytte til en lydbog. Men så skal oplæseren fanme også være i orden.

 

Så der er mange faktorer, som skal passe sammen for ikke at jeg kører helt ned.

 

 

 

For omkring en måned siden gik det helt galt. Der havde jeg IKKE overholdt de nævnte “regler”. Jeg var vanvittigt overbelastet socialt, og blev mere og mere kortluntet og stresset. En hjemmeboende datter OG en ny kæreste fik mig til at gå kold, og det endte med en voldsom omgang migræne. En af den slags, hvor det er noget værre skidt at vågne op i bageste værelse på første sal med kvalme og sindssyge smerter i hovedet. Det er noget skidt, at forsøge at komme helskindet ned af den glatte trappe OG hele vejen gennem stue og køkken og bagkøkken, for at nå badeværelset. Jeg nåede det IKKE…

 

Det er mere end halvandet år siden jeg sidst har været SÅ syg. Og heldigt for mig, at jeg der midt om natten kunne få hjælp fra Josefine, for min kvalme havde tapetseret både vægge, gulve og døre. For at sige det pænt. Der gik næsten en uge før jeg var nogenlunde frisk igen, og da den var gået blev jeg syg endnu en gang. Denne gang fordi jeg havde glemt at få nok at drikke, og dermed ikke havde fået skyllet organerne ordentligt igennem, for alle kemiresterne. En hel lørdag lå jeg faktisk bare ned. Og sov. Og forsøgte at vågne. Og sov igen. Og forsøgte at vågne. Osv osv. Indtil jeg ud på aftenen pludselig fik den tanke, at jeg ikke havde fået vand i flere dage.

 

Jeg drak systematisk resten af lørdag aften, og allerede søndag var jeg betydeligt mere frisk i kroppen igen.

 

 

Summen af hele denne lange smøre er, at mine gerninger herhjemme, ude som inde, er afhængig af om jeg er alene eller ikke. Jeg kan mere når jeg har fred og ro, regelmæssige dage, faste rutiner der IKKE brydes, har stilhed omkring mig og mulighed for at sove når bomben rammer. Jeg kan mest, når ingen taler til mig.

 

 

Spørgsmålet er ikke om, hvorvidt en arbejdsgiver kan tilbyde mig et job på samme betingelser, men mere AT sådan en arbejdsplads findes ikke. OG, hvis den gjorde ville det alligevel smadre mig, for efter bare nogle timer, kunne jeg så gå hjem og absolut intet evne resten af dagen. Jeg har det i dag betydeligt værre end da jeg var allermest ødelagt efter balladen med eks’en, og dengang var det min lykketjans i Nørkleriet som frivillig, der fik mig videre i livet. Kun stålvilje gjorde at jeg kom afsted, men der er jeg desværre slet ikke i dag. Hverken geografisk eller menneskeligt. Desværre siger jeg fordi jeg elskede det sted. Det er ubestrideligt det eneste “job” jeg nogensinde har haft, som har gjort mig godt, glædet mig, givet mig selvtillid og styrke. Da jeg flyttede herned måtte jeg efterlade forretningen i Vanløse, men når ret skal være, endte jeg også der med konstant at aflyse mine dage som hjælper. I takt med at de private problemer blev mere uhåndtérbare, blev jeg mere og mere syg. Igen.

 

Efter tre år på Lolland er der endeligt lys for enden af tunnelen. Jeg har det på trods af ovenstående beskrivelser SÅ meget bedre indvendigt. Fem års konstant hængen i det yderste af neglene, MÅ nødvendigvis også tage sin tid at vende tilbage fra. Her er det ikke nok, at have boet trygt og godt (men ikke alene) i et halvt år, og at have fremtryllet en frodig have. Det tager tid det her. Nok længere end jeg selv synes er i orden, men sådan er virkeligheden. Haven og det jeg kan derude er vejen til heling, men ikke det samme som, at jeg så er i stand til at være min løn værd som arbejdstager. Hvor gerne jeg end ville kunne retfærdigøre min eksistens på denne jord, som fuktionelt og dueligt og ydende menneske.

 

Jeg er gået fra og til dette skriv siden i går eftermiddags. Ikke fordi jeg har skullet tænke over ord eller vendinger, men fordi jeg ikke kan holde koncentrationen i mere en kort tid ad gangen. Som altid ved jeg ikke, hvad der kommer ud af ord når jeg sætter mig til tastaturet, men så snart jeg sidder her går det over stepperne i en rygende fart. DET kan jeg. Har jeg jo lært gennem årene som blogger. Jeg kan formidle på skrift. Det er nemt for mig, meget mere nemt end at føre en samtale med lyd på så at sige. Kun er evnen til at fastholde mit fokus (også) blevet ringere de senere år. At kunne fokusere og fastholde hjernen på det man skal er afgørende for, om man kan betragtes som arbejdskraft…

 

Siger det bare.