Der er så forbandet meget at tage stilling til

 

 

 

Hvor ER jeg bare glad for at jeg kan strikke igen. Det må været årets absolutte bedste beslutning, at jeg fik den operation. Den knager stadig i operationsfugerne, arret er helet helt perfekt, men der er lidt bøvl med tommelen stadigvæk, dog KAN jeg strikke og det er min redning sammen med gode dramaserier, så jeg ikke går helt til i spekulationer.

 

 

Der er masser af dem. Spekulationerne. Det er fint nok, at jeg beslutter mig for at tage det heeeelt roligt. Det er udmærket, at jeg ikke vil lade mig knægte. Det er fornuftigt, at jeg først vil være fokuseret efter nytår, MEN det er ikke det samme som, at kroppen bare sådan lige går hen og glemmer eller giver slip. Så selvom alle gode intentioner er igang, har jeg bare smerter nu. Jeg kender dem bedre end jeg kender mine bedste venner, hvilket er mere end jeg synes om, så hver og en af dem ved jeg hvad skyldes, og hvordan skal behandles. At få dem til at forsvinde er derimod umuligt. Det sker først når der er ro på, og det er der åbenbart ikke selvom jeg bilder mig selv ind, at der er det!

 

Pokkers til system. Psyken.

 

 

Jeg har ikke gjort noget aktivt i husfindningsregi, men allligevel gror der ikke mos på mor her. Eller på mine naboer. Og deres venner. Det eneste jeg selv har gjort, er jo at fortælle om situationen til dem jeg er i berøring med, og så har jeg været i kontakt med de af godserne som har udlejningshuse. Der er et par stykker jeg skal tale mere med om det i næste uge. Omvendt er naboerne uden sidestykke hernede, men det ved I allerede for det har jeg glædet mig over mange gange her på siden.

 

I sidste uge talte jeg med naboLinda. Hun mindede mig om, at hendes nabo jo lige var flyttet, og at huset nu stod tomt. Det havde jeg selv helt glemt. Dagen efter havde hun skaffet udlejers navn og nummer, og selv var jeg lige inde på matriklen for at snuse lidt. Huset er pivflot og nyistandsat, men med en meget lukket have. Fredag ringede jeg til manden, som med dyb ærgrelse på mine vegne kunne fortælle, at huset var lejet ud ugen før. Nå, øv og skidt så. Fire timer senere ringede han mig op igen. Han havde grublet lidt over tingene, og var kommet i tanke om, at han jo kendte til et andet tomt hus. Byens ejendomsmægler var ejer sammen en anden, og de ville ikke leje ud til hvemsomhelst, men nu ville han gerne sætte mig i kontakt med dem.

 

Jeg var målløs og helt uforberedt, men også jublende spændt. En samtale senere, og jeg havde en aftale om syn af huset lørdag morgen, klar. Min nysgerrighed var dog til at tage at føle på, så jeg gik stik i mod normalt, ud i aftenmørket og ned af vejen. Det pågældende hus ligger nærmest lige overfor mit nuværende, på den parelleltliggende vej.

 

I mørket så det ret interessant ud, og i dagslys endnu bedre. DOG.. netop lørdag morgen kunne jeg så forsinket sidde og få koldsved over en meddelse på FB, hvori der var taget et billede af en af de her åndssvage dræberklovne, på spil tæt på hvor jeg selv havde været fredag aften. Her i Rødby! Tror da nok lige jeg var gået i koma, hvis jeg havde mødt banditten!!

 

 

Inden jeg fortæller mere om selve huset, vil jeg dele de tanker jeg går og gør mig, med jer. Måske der er noget jeg har glemt eller overset. Som udgangspunkt har jeg jo allerede fortalt at jeg gerne vil benytte chancen til at komme ud af byen igen. Det er der både plus og minus ved:

 

 

PLUS:

Jeg kan gå tur med mine katte

Der er højt til himlen

og solnedgange.

Der er ro og fred

Der er vilde dyr og smuk natur.

 

Omvendt er der det minus at:

Jeg mister centralvarmemuligheden

Jeg mister tætte indkøbsmuligheder

Jeg mister sikkert også den hyppige sociale kontakt med naboer

 

 

Under alle omstændigheder går jeg allerede nu og øver mig i at acceptere, at jeg uden tvivl næppe får så labert et køkken igen. Eller et badekar. Det sidste er jeg virkelig rigtig øv over, for det har forbedret min livkvalitet betydeligt, da det lindrer enormt at kunne ligge i det varme vand. OG at jeg kan ligge når jeg har ondt efter havearbejdet. Det med køkkenet er jo ikke afgørende for at jeg får et godt liv, og jeg kan slet ikke tillade mig at “kræve” samme standard og til den nuværende lejes pris, men det skal ingen hemmelighed være, at har meget mere motivation til at gå i køkkenet, når det er rummeligt og overskueligt og smukt at se på.

 

NÅ, men her går jeg så.

 

Skal det vægte højere at jeg vil mine katte det bedste, eller at jeg bor praktisk og prisvenligt? Man skal nok være kattedame for at kunne følge mig her. Der er ingen rimelig fornuft, vil de fleste tænke, i at det er kattene, som er min største bekymring. Eller at det betyder så meget for mig, at kunne genoptage gåturene, men det er sådan jeg har det. Skal jeg tage chancen og lade et muligt godt blivende sted ryge, og så håbe at der dukker noget andet op? TØR jeg?

 

 

Huset jeg kiggede på, er på alle måder et hus der kunne være perfekt til min situtation. Ikke for stort til een, en overskuelig have med vanvittigt gode muligheder og masser og masser af plads på udendørsarealerne til alle mine fikse ideer. Det ligger godt placeret i hjørnet af en trekant og med absolut fred omkring. Det er ikke en vej der kommer trafik forbi. Det ene nabohus er tomt, så kattene skal ikke slås med nogen derfra. Det er i eet plan, hvilket er dejligt fordi jeg slipper for at skulle slæbe støvsugeren op ad trapperne, og for at kaste op på vejen ned i farten på en hovedpinenat. Omvendt vil jeg savne mine trapper fordi det er så smukt med trapper og lamper på dem.

Der er det mest dødssyge køkken! Et helt i orden i størrelsen køkken der er spritnyt, men præcis ligeså anonymt og ideforladt som alle de plastikkøkkener jeg i tiden har set i de fleste lejligheder i byerne. Røvsyg bordplade der ikke er af smukt træ. ØV, og masser af overskabe endnu mere ØVØV. En lille køkkenvask med en af den slags vandhaner man bare ikke kan vaske en bageplade op i ØVØVØV. Omvendt er der hårde hvidevarer og de er nye, men komfuret er døøøøødkedeligt og jeg ville igen skulle bukke mit legeme ned hver gang jeg skulle åbne ovnen. Måske det endda ikke har varmluft!  ØV

 

I det hele taget har jeg hurtigt vænnet mig til standarden her i “mit” nuværende hus, at jeg er blevet møgforkælet og forvænt.  ØV

 

Nå, men som ventet er det intet badekar, i et badeværelse som nærmest ligner Arildsgårds i Brønshøj til forveksling. Funktionelt, men småt og med anonyme installationer. Positivt igen, er det så at det også er nyt OG at der er lagt nye rør under hele matriklen da køkken/bad blev sat i stand. Derfor er der også fine nye trægulve over hele huset. Det er nymalet og der er masser af skabsplads, med nye custommade trædøre i. De er ret fede. Der er INGEN brændeovn. PIV! Og heller ikke så meget lys udefra som her. Det skyldes at jeg tilgengæld ville få mig en overdækket stor terasse lige ud til haven. Alt i alt er huset faktisk en treværelses lejlighed forklædt som hus. Og med have til. Det er der meget der taler for. Og ikke i mod, for jeg har alt andet lige meget meget mere plads her, end jeg har brugt for. Her er også dejligt højt til loftet, hvilket der ikke er i det hus jeg har kigget på i lørdags. Loftet er omtrent som lofter er de fleste steder og heldigvis ikke så lave som i Vestergade.

 

Har jeg glemt noget? Nå jo, der er det vildeste og herligste bryggers.

 

Måske, men jeg er sikker på at I alle er ved at dø af nysgerrighed ik..?

 

Her kommer fotospam og så vil jeg bare afslutte nu med at sige godnat, for jeg er super træt. Josefine har sovet her i nat, så jeg har været på farten og social hele lørdagen. Jeg er skudt i sænk nu.

 

God fornøjelse:

I morgen får jeg alle praktisk oplysninger om budget og så må jeg lægge hovedet i blød..