Ikke uden min datter …

 

 

 

 

 

.. havde jeg klaret denne omgang. Så enkelt er det bare.

 

Josefine ankom fredag eftermiddag, og så tog tingene ellers fart. Da jeg kørte hende hjem i dag ved middagstid, havde hun dybest set pakket alt ned, fyldt i bil, tømt fra bil og slæbt til hus. Selv har jeg kørt bilen de seks-syv ture det krævede, taget imod alle poserne/kurvene/bøtterne/baljerne/kasserne og taskerne, som hun slæbte for mig. Hun har gjort det jeg selv har gjort alle de andre gange, men som jeg ved denne flytning bare ikke orkede eller kunne overskue.

 

 

 

Nu sidder jeg så her. Mere end lettet, og mere end slap. I et hus, hvor der intet andet er tilbage end møbler og flyttekasser. Og med en følelse af befrielse.

 

I morgen eftermiddag kommer et par naboer efter arbejde, og så tager vi det vi kan nå et par timer. Og igen tirsdag. Og onsdag måske. Det handler om ca 30 kasser og så alle møblerne. Flere denne gang end sidst, og jeg håber og beder til at det er tørvejr, for vi skal klare tingene med en åben trailer.

 

 

Midt i det hele er Herman og Holger. Lille Herman, som bare spæner rundt og intet tænker dybere over, men som jeg jo godt ved vil blive grundigt fornærmet, den dag det går op for ham, at han skal til at bo et andet sted. Han har tumlet med Josefine og slåsset med hendes fødder i een uendelighed, hvorimod Holger tager det præcis så skidt som jeg frygtede. Han er dybt stresset, selvom han også bruger tid på at sove som han plejer.

Han har slikket al pelsen af maven igen, og ligger som regel ovenpå mig når jeg sidder ned. Heldigvis har jeg nu fået hjælp til ham, så inden længe kan han få ro i sjælen med noget beroligende. Jeg er ret sikker på at Lisbeth har ret når hun mistænker at han har oplevet at være blevet efterladt før han kom til mig. Sådan behandler jeg ham ikke, og det tror jeg sådan set godt at han ved, men han er nøjagtig ligesom sin mor.. fortiden har sat sig spor i ham, og så hjælper kun ro, regelmæssighed og masser af omsorg.

 

Omsorg er omvendt noget banditten Herman selv kan rage til sig! En pose med reservemad, som begge katte hidtil har nægtet at indtage, var blevet sat fra ude i bagkøkkenet. Og glemt. Glemt lige indtil jeg hørte en underlig lyd, og fandt Herman mere eller mindre på vej ind i posen.. sjovt så godt de tørre små bidder lige pludselig smagte. HA!

 

Nu er planen indtil videre, at mandag flyttes så vidt muligt alt det jeg ikke lige skal bruge her og nu. Og jeg får ringet til kabelmanden, for at få en tid til opsætning af parabol, samt købt ind til mindst et par dage. Varerne bliver sat på plads i det nye hus, så de er klar til vi flytter ind med seng og tv og kaffekande og hækletøj. Med andre ord, det jeg ikke kan leve uden bliver selvfølgelig flyttet til allersidst. Og så behøver jeg ikke vige en meter fra Holger de første par dage efter flytningen. Er jeg heldig bliver det i løbet af denne uge.

 

Haven har jeg knoklet i, men der mangler en masse endnu. Og ja.. jeg har fået lov til reelt ikke at fjerne noget derfra før til foråret. Når jeg alligevel er så optaget af, at få alt det med jeg overhovedet orker og kan få hjælp til allerede nu, så er det fordi jeg kender mig selv ret så godt efterhånden. Hele dette flyttehelvede SKAL gennemføres. Jeg trækker på et eller andet jeg ikke helt ved hvor jeg får fra, og så snart jeg låser efter mig her, så ved jeg bare at det vil være næsten umuligt at finde lyst, energi og overskud til at tage tilbage senere for at pakke ned, grave op, læsse på og læsse af, næsten ligeså meget som Josefine og jeg allerede nu har brugt weekenden på med indendørs ting og sager.

 

At sidde vintertræt i februar eller marts eller april, og vide at der venter mig efterskælv fra november, er bare ikke til at holde ud at tænke på. Så hellere tage den tørn også nu. Hvem fanden gider også tage den samme eksamen to gange? Ikke mig..

 

Hvad det ender med må de næste uger vise. Det kan udmærket være jeg ikke orker alligevel.

 

 

 

Som det er nu, er jeg vanvittigt glad for at kunne se frem til at bruge næsten hele november på at komme på plads. Gå og hygge med det. Og så forhåbentlig være så meget i orden, at december bliver som jeg gerne vil. Med ro og fred, julerier og afslapning. For hver gang jeg har været i det nye hus, glæder jeg mig mere og mere til det faktisk. Det ER bare et skide godt hus for mig. Er lykkelig for at slippe for en 1.sal blandt andet. Og efterhånden har jeg vænnet mig så meget til det lyse men mindre køkken, at jeg nu er begyndt at se en masse muligheder i det. Det ER ikke så småt endda. Det er normalt, og skal ikke sammenlignes med det jeg har haft her. Det ender med at blive totalt hyggeligt, når jeg har fået sat hylder og sager op derude. Nemlig.