Sådan gik dag 1

 

 

 

 

 

Hvis jeg nu havde tænkt mig om, kunne jeg have forudset en reaktion på de sidste ugers drama, men ærligt talt er jeg for træt til at tænke. Og så går det som det gik i dag.

 

Jeg gik i seng i går aftes med en god følelse og parat til at sove en uge. Sådan kom det bare ikke til at gå, for allerede halv et vågnede jeg med en af de der dræbermigræner, som fuldstændigt tager pippet fra mig. Synsforstyrrelser, kvalme og prikken i armene. Og så den der smerte, som ingen fatter hvordan er uden selv at have prøvet det. Jeg kastede op. Naturligvis. Igen og igen hele natten igennem. Imellem turene forsøgte jeg at finde hvile i min seng, hvor de to pelsede lå og passede på mig. Omkring kl otte tog jeg en tur igen, og i min halvdøde tilstand tænkte jeg mig ikke om i det sekund, jeg bare måtte have lidt kølig luft i lungere.

 

I det sekund spænede Herman!

 

Hold da kæft hvor han løb. Som en raket over stepperne.

 

 

Selv stod jeg og kiggede passivt på, indtil det gik op for mig hvad der lige skete der, og hvad konsekvensen ville være. Så jeg tog tøj på og gik ud for at kalde på ham. Omsonst naturligvis, for er der noget Herman er så er det stædig, og er der noget Herman hader, så er det nye omgivelser og fremmede. Jeg måtte lade kat være kat, og gå tilbage for at kaste op igen og for at lægge mig lidt. Selv det super kolde morgenvejr med smuk frost overalt, måtte jeg lade være med at bekymre mig over, for jeg kunne bare ikke gøre noget ved det lige der.

 

Jeg forsøgte igen ved halv tolv tiden, og her lykkedes det mig at kalde ham til mig, og lokke ham så langt som til verandaen. Da han fik øje på den åbne dør tog han endnu en gang benene på nakken. Denne gang slukkede jeg for radiatorene, og lod døren være åben så han kunne komme ind, hvis nu han tog mod til sig, og så gik jeg i seng endnu engang. Mere eller mindre død i hjernen, men nu med migrænen på retræte. Heldigvis, for jeg har kun een pille tilbage. Jeg har en recept klar liggende på apoteket, men nåede ikke derhen i går og i dag lørdag, ja der var jeg sgu ikke i stand til det.

 

SÅ endelig ved to-halv tretiden fik jeg endnu engang kluns på og gik ud. Fik lokket Herman med tilbage til det gamle hus fordi min tanke var, at det var bedre at han var lukket inde der i et trygt varmt hus, end udenfor hvor frosten igen bider. Holger har hele dagen fulgt mig i hælene, og hver gang vi har været alene tilbage i det nye hus, har han jamret over at Herman manglede. Han har det bare ikke godt når den lille fis ikke er inden for synsvidde. At flytte de to er simpelthen et cirkus altså. Med nabo Lindas hjælp fik jeg endnu engang lukket en sprællende Herman ned i transportkassen, og så blev han slæbt med hjem. Med Holger i hælene. Holger vil ikke ind i bilen, så jeg måtte gå hele vejen med en hylene Herman og en Holger der absolut ikke har travlt, og hvis ansigt tydeligt viste at han egentlig ikke fattede en meter af hvad al denne renden frem og tilbage skulle gøre godt for.

 

 

Ind i mellem renderiet i morges, fik jeg heldigvis skudt et par billeder for første gang inde fra huset. At vågne den første morgen til kold klar frost er trods dramaet, simpelthen så smukt og sikke en velkomst at få hva? ... Havde jeg været frisk og var jeg ikke midt i flyttekaos, ja så var jeg helt sikkert gået ud for at skyde endnu flere billeder af haven, som den så ud denne morgen.