Haven sidst i september

Heldigvis er i morgen sidste dag i september. Jeg smider altid mine billeder ind i mapper, der er opdelt efter måned og år, og efter Holgers død har det været svært at åbne denne måneds fotoarkiv. Jeg bliver så ked stadigvæk når jeg ser hans nuttede ansigt.

Jeg har heller ikke været meget i haven siden hans aflivning. Jeg har været super træt, men også det at han ikke længere er i hælene på mig dagen igennem derude, er så trist. I går tog jeg mig selv i nakken og gik ud lidt. Det skal jo overvindes, og haven ligner noget der er løgn for nu at sige det mildt. En masse sager jeg har “arvet” flere steder fra har hobet sig op, og er ikke blevet flyttet fra det sted hvor de lige blev sat feks. I det hele taget har jeg ikke haft motivationen/inspirationen til at tænke i haveindretning og hvad har vi.

Jeg har det stadig ikke, men jeg tvinger alligevel mig selv til at gå ud og få rørt mig lidt, få luft og lys og til at få et overblik.

Gårsdagens timer med praktisk arbejde betyder, at jeg nu har et sorteret og pænt overblik i carporten. Stigereoler blev samlet til lyden af mine eder og forbandelser, fordi det er ret så bøvlet når man kun er selv, OG træet er blevet en smule fugtigt. Det lykkedes og jeg er glad for den orden det giver.

De væltede tomater har været urørt i to uger, men nu er de også plyndret og lagt til kompostering.

Trods rod og uorden og smukt forfald, er der stadig masser af blomsterliv derude, og der er knald på farverne kan jeg godt love jer. Som altid får tallerkensmækkerne deres anden ungdom når det bliver efterår, og lige nu er de både flotte og sprøde at se på.

I morgen tager jeg et par timer igen, og på den måde ender der jo nok alligevel med at blive vinterklart i tide.

Den sædvanlige regning betales

September har været mere urolig end jeg kan klare i hovedet, så jeg betaler prisen, og har mere eller mindre ikke foretaget mig noget som helst i et par uger. Jo jeg har jo både haft gæster og fået aflivet min lille ven, men ind i mellem de to dage og efterfølgende, har jeg efter vanligt mønster været så udmattet, at jeg kun har kunnet sidde i min sofa og strikke.

Mine dage ser nogenlunde således ud:

Vågne.

Sidde på kanten af sengen imens jeg venter på, at jeg kan rejse mig. Som regel går der ti minutters tid.

Fodre Herman og brygge en kop kaffe.

Åbne døren ud til haven.

Sidde i sofa med strikketøj og et eller andet seriehalløj på tv eller computer. Jeg kan slet ikke finde ro, hvis ikke der er noget til at distrahere min hjerne, og komplet stilhed er mere trættende end lav sniksnak.

En langsom runde udenfor måske.

Sidde i sofaen igen.

Sove et par timer.

Brygge mere kaffe.

Fortsætte i den rille indtil sengetid.

Hele dagen igennem, giver jeg også Herman al den kæl og nus jeg kan komme afsted med selvfølgelig.

Ind i mellem er der selvfølgelig måltiderne. Når jeg har det som beskrevet, er mad simpelthen det sværeste at finde ud af, så jeg indtager hvad der lige er ved hånden, og som kan tænkes at få problemet med, at maven knurrer til at forsvinde. At få handlet er så uoverskueligt at jeg, når jeg endelig er afsted efter forsyninger, slet ikke kan hitte rede i behov og udbud. I sidste uge feks var jeg en smule i stødet om fredagen. Kørte til Rema, og kom hjem med et stykke til en flæskesteg, som jeg tænkte jeg ville lave og så spise af de næste par dage. Jeg købte en røvfuld mælk til risengrød også. Senere samme dag, kom jeg så i tanke om, at det var næste dag (lørdag), at jeg fik besøg af Pernille og Bettina. I dag har jeg smidt både stegen og mælken ud!

På intet tidspunkt har jeg kunnet tage stilling til hvad jeg skulle gøre med de indkøb, når nu de ikke blev brugt som tænkt. Der er blevet kigget på dem ofte, men harddisken er frosset så at sige, og de to signaler der skal forbindes til hinanden i hjernen, for at få mig til at handle på hvad jeg ser, ja de er simpelthen blevet brændt af og kan derfor ikke få enderne til at mødes. Maden må kasseres. Jeg er konstant sulten. Og bliver mere og mere udmattet.

Denne underlige uhensigtsmæssige cirkel triller afsted, hver gang jeg afviger fra hverdage uden nogen form for social kontakt. Det er sådan det er, og nej.. jeg er mildest talt ikke tilfreds med betingelserne, men jeg har lært at leve med det. Jeg ved at efter de døde uger, som kan være mange, kommer jeg på benene og begynder at fungere igen.

Indtil da står alt stille på adressen.

Jeg har hentet Holger hjem

Jeg har været ret udmattet efter lørdagens hurlumhej, så indtil i dag har jeg egentlig bare siddet og siddet. Og strikket selvfølgelig. Herman er 100% i mit fokus, så jeg benytter alle lejligheder til at nusse og kramme og lege med ham, det er dog ikke så meget endda for den lille raket er ikke just en homie. Han har sine hvilepauser, men de er udpræget korte for søvn er spild af spænetid, så det meste af døgnet er han på farten udenfor. Jeg går og vænner mig så småt til livet som solomoster, hvilket uden tvivl har sine fordele, helst ville jeg dog have Holger ved min side.

Indtil jeg får kræfter til at grave et hul, så har jeg ham i vindueskarmen i æsken. Den er sober nok, så det er ikke såååå bizart endda.

Jeg er ikke færdig med at mindes Holger herinde, så det må I finde jer i. Han har fyldt så meget, at jeg gerne vil trække nogle af de skønneste billeder frem igen.

Dette billede illustrerer så fantastisk godt, hvordan Herman bare siden dag eet har elsket sin storebror. Holgers måde at takle verden på betød blandt andet, at han har været en rigtig stabil og kærlig opdrager af Herman. Jeg vidste at han havde det i sig, men var alligevel så stolt af ham, da jeg så hvordan han greb sit sin nye status som storebror/onkel an.

Det første år eller mere, var han hele tiden lige i hælene på raketten, hvor han sørgede for at der ikke skete uheld, at pelsen blev vasket OG, at der blev leget under trygge forhold. Efter den tid kom der så meget fart og eventyrlyst på Herman, at Holger igen begyndte at læne sig tilbage og tage den mere med ro.

Inden længe kommer han til at hvile i evig ro ude ved terassen, tæt på  mig ganske som han foretrak det.

Besøg, og lidt om hvordan det kan ende med åndenød

I går var det endelig dagen, hvor jeg endnu engang skulle have besøg af Pernille og Bettina. Et forsinket fødselsdagsbesøg. De ankom og tog straks køkkenet i besiddelse, for min gave bestod blandt andet i, at de stod for maden. Total luksus bare at byde velkommen, efterfulgt af hygge og gaaaaaver.  Inden længe skulle det dog vise sig, at de bragte gaver der i bogstaveligste forstand fik mig til at miste pusten..

Dejlig dejlig tærte og salat blev fremtryllet, og huset begyndte hurtigt at dufte som det jo ellers sjældent gør. I ventetiden fik jeg de mest vidunderlige gaver. Gaver så smukke og kreative, at jeg slet ikke kan lade være med at kigge beundrende på dem. Bettina gav mig sin gave på forskud, for at jeg kunne få glæde af den henover sommeren. Bløde blå behagelige clogs og et par fine små sandaler med blomstrede såler. Jeg har desværre fået pakket sandalerne væk for i år, så dem kan jeg ikke lige blære mig med nu, men Pernilles gaver kan jeg fremvise, og det gør jeg med stor glæde.

Vi skulle jo have været samlet på dagen d. 12 august, men der kom noget i vejen. En af Pernilles kreationer er derfor helt utroligt veltimet og tilfældig, eftersom ingen dengang vidste, at Holger ville være borte en måned senere. Se lige her:

Mød Holgers efterfølger :- )  er han ikke bare skøn?  Jeg flippede en smule af bare begejstring da jeg så ham, for intet kan vel bedre udfylde Holgers plads i sofaen, end ham her. Han er mere eller mindre str lifesize.

Min nye krammekat sad i en kurv så smuk. Endnu en frembringelse med så meget finesse og nøjagtighed, at jeg ikke fatter det tålmod det må kræve at lave den. Hanken er en gren, der er forarbejdet så fint, at den er blød som smør at holde i.

Sidst, men ikke mindst fik jeg en dejlig blød vaskeklud OG OG OG tre fine klokker, der skal hænge på terassen. De er lavet i ler og har en klar klang når de dingler frem og tilbage.

Jeg udskifter lige snorene, for min erfaring er, at vind og vejr hurtigt vil få de tynde hampsnore til at gå til, og knække. DET må bare ikke ske, så jeg vil erstatte dem med noget læderagtigt snor jeg har liggende i perlekassen. Farverne er ramt helt rigtigt, og i tråd med mine puder og tæpper derude.

Åh jeg kan slet ikke komme mig over, hvor heldig jeg er at modtage så skønne sager.

Hvad jeg heller ikke kan komme mig over er, at selvsamme dejlige damer nær var ved at tage livet af mig!  Hvad fanden er det så lige for en gave at give mig!!

Ej, spøg til side, så blev det helt uventet alvorligt og dramatisk på rekordtid efter, at vi havde sat os til bords. Det har aldrig været noget, der har været aktuelt at tale om, men der er et par ting jeg er allergisk overfor. I over 25 år har jeg ikke oplevet problemer, da det jo bare er noget der sidder på rygraden. Alt hvad jeg indtager, og som jeg ikke selv har købt eller lavet, er altid lige tjekket mentalt for sesam, græskarkerner, birkes og valnødder. Jeg gør aldrig noget stort nummer ud af det, spiser bare noget andet. I går gik det så uventet helt galt da jeg spiste af tærten. Ikke ti minutter efter den første bid, begyndte jeg at føle varme og brand i spise- og luftrør. Det bredte sig lynhurtigt til brystkassen og armene. Jeg siger så henkastet som muligt, at jeg synes jeg får det så underligt, og jeg går ud for at trække lidt frisk luft.

Det virkede naturligvis ikke, og i stuen sad der to som ikke helt vidste, hvordan man forholder sig til en værtinde, der begynder at stønne og pive over smerter i maven, og kvalme. Vi fik hurtigt opklaret at synderen var tærtedejen, som var bagt på sesammel. DET er en af de helt store no go’ere hos mig, ved vi alle tre nu, for selvom jeg altid har vidst  at det kunne jeg ikke tåle, har jeg aldrig aldrig oplevet noget lignende omkring sesam.

Jeg gik ind for at lægge mig, men det fik jeg det endnu værre af, og det endte med at jeg lå på gulvet og hev efter vejret. Bettina fortæller bagefter  at mit ansigt skiftede farve og, at jeg begyndte at tale underligt uklart, men det husker jeg ikke selv. Hvad jeg husker er, at der blev ringet alarm og at der ret hurtigt kunne høres en ambulance med udrykning. Forinden var forposten ankommet, en paramediciner der foretog nogle indledende øvelser.

Tror I lige mor her midt i al dramaet, og iført iltmaske og blodtryksmåler, blev vældigt begejstret over at få noget så sjældent, som opmærksomhed fra hele tre yngre labre løver i eet hug??  HA, jeg siger jer bare, det er ikke løgn hvad man siger.. reddere er totaaalt øjenguf. Knapt så begejstret var jeg så over, at måtte hoste op med min egen alder indtil flere gange, og over at jeg sad der og lignede udskidt ævlegrød. Hvorfor sker sådan noget, når man IKKE er stylet til et 12’tal?  ÆV.

Nå, men enden blev at jeg ikke ville på hospitalet i Nykøbing. På det tidspunkt havde jeg allerede fået det en kende bedre, især fordi jeg selv havde nået at sluge allergimedicin inden hjælpen kom. Pernille og Bettina vil med glæde skrive under på, at jeg ikke hører til i kategorien af stille heltinder, der bider smerten lydløst i mig.. Jeg er med andre ord ganske forfærdelig til at klare smerte. Migræne jo, den siger jeg ikke en lyd af, men i går pev og hylede jeg som et barn, hver gang jeg fik tilbagefald. Og tilbagefald fik jeg selvfølgelig. Flere gange. En tur på toilettet for at fremtvinge opkast var jeg også, og DET var en første gang for mig, og DET var da noget af det mest ubehagelige jeg længe har oplevet. Det hjalp dog, men ikke 100%

For nu at gøre kort proces, var jeg først nogenlunde ude af efterveerne omkring midnatstid. Mavesmerterne kom i bølger med jævne mellemrum resten af dagen og aftenen, og jeg kan af et ærligt hjerte sige, at det var virkelig voldsomt, og meget forskrækkende. Især da mine to dødsengle var kørt hjemad igen, sad jeg og kom i tanke om hvor heldigt det var, at de var omkring mig. TÆNK hvis det var sket, og jeg havde været alene hjemme!  Det gik rasende hurtigt fra jeg sank den første bid, og til at jeg lå med kramper på gulvet uden at kunne nå min telefon. Fanme uhyggeligt!

Nu er det så søndag.

Jeg sidder i sofaen og er helt og aldeles smadret fysisk. En ting jeg ikke kan komme mig over er, hvor ondt jeg fik bagpå kroppen også. Lige der hvor nyrerne sidder var det, som om jeg havde fået et par gedigne spark. Jeg er øm endnu, så alle planer bliver udskudt til en anden dag.  I stedet vil jeg nu bare sidde og strikke i min sofa, imens jeg kigger forelsket på min nye kat :- ) Resterne af lagkagen åd jeg sent i aftes da jeg igen følte mig klar til den slags. Den smagte himmelsk siger jeg bare.

 

En lagkage fyldt med rigtig flødeskum og creme, og med rigtig chokolade på toppen. Kæft’ den var go’.

Og så blev det pludselig fredag …

… og med fredag kommer også weekenden. I morgen får jeg besøg af Bettina og Pernille, og det ser jeg virkelig frem til. Intet er så helende, som strikkevenner og varme knus. Dybest set er jeg i vanlig stil, hele tiden ved at aflyse med alle mulige dårlige undskyldinger, fordi jeg er som jeg er, og altid får lyst til at gemme mig under dynen.

Jeg gør det dog ikke.

Jeg ved, at med dem kan jeg tage de hvil jeg har brug for, og hvis ellers jeg selv kan holde kæft, behøver jeg heller aldrig tale mig selv halvt ihjel i deres selskab. Det er så befriende.

Holger tænker jeg på næsten hele tiden. Næsten. Jeg gør nemlig en stor indsats for ikke at hensynke i gråd og elendighed. Det går ikke. Herman gennemgår også sine faser, og det er som han i løbet af i går indså, at Holger ikke kommer tilbage, og da det skete gik han simpelthen ind og lagde sig. Og siden har han ikke haft lyst til noget som helst! Alle hans katteillusioner brast, og nu venter jeg så bare på, at se hvad næste fase bliver. Jeg har været virkelig om ham, og er ofte inde for at nusse ham, hvor han nu ligger. Det er enten på min dyne, eller på den pude der ellers normalt var Holgers. Jeg har hverken kunnet lokke ham med ud i haven, eller til at spise lækkerier.

Jeg har brugt fredagen på systematisk at klippe haven ned, og det var først omkring ved femtiden, at min lille ensomme ven vovede sig ud. Glad blev jeg, og endnu mere da han ikke længe efter, kom retur med en solsort i gabet.. Ikke at jeg glæder mig over fugledrab, men det var næsten som om også Herman forsøgte, at gøre noget normalt for at komme tilbage til hverdagen. Jeg mener.. han plejer jo snildt at hjembringe et par småfugle og mus og andet småtteri dagligt. Der har mildest talt været fri bane for mus i flere dage her i byen haha.

Der er noget rensende og befriende ved bare at gå til den med saksen. Orden og overblik gør hjernen klar igen. Man ´gør sig fri af sæsonen, og gør klar til den næste, som man ved bliver endnu en begyndelse på noget smukt og livgivende.

Jeg ved, at mange havemennesker vælger, at lade haven stå. Lade den forfalde og stå vinteren over. Det er også godt som frostbeskyttelse, men selv kan jeg ikke holde ud at se på det. Jeg bliver nærmest manisk klippelysten, og må have ryddet op. Det er nok bare mig, men sådan er fungerer jeg bedst, hvis jeg også skal have ro i hovedet. Alt i alt er også nedklipningen og oprydningen for mig, en super god måde at holde afstand til stress. Jeg nyder at gå rundt, og tro mig det går laaaangsomt, og bare klippe. Stille og roligt uden at have travlt. Systematisk lade alt afklip ligge hvor det falder, for sidenhen når alt er ordnet, tage bunke efter bunke og klippe det op i små bidder, som så kan kompostere i løbet af vinteren.

Kære venner lykke ER bare en have. På alle måde og i alle situationer.