Og så blev det pludselig fredag …

… og med fredag kommer også weekenden. I morgen får jeg besøg af Bettina og Pernille, og det ser jeg virkelig frem til. Intet er så helende, som strikkevenner og varme knus. Dybest set er jeg i vanlig stil, hele tiden ved at aflyse med alle mulige dårlige undskyldinger, fordi jeg er som jeg er, og altid får lyst til at gemme mig under dynen.

Jeg gør det dog ikke.

Jeg ved, at med dem kan jeg tage de hvil jeg har brug for, og hvis ellers jeg selv kan holde kæft, behøver jeg heller aldrig tale mig selv halvt ihjel i deres selskab. Det er så befriende.

Holger tænker jeg på næsten hele tiden. Næsten. Jeg gør nemlig en stor indsats for ikke at hensynke i gråd og elendighed. Det går ikke. Herman gennemgår også sine faser, og det er som han i løbet af i går indså, at Holger ikke kommer tilbage, og da det skete gik han simpelthen ind og lagde sig. Og siden har han ikke haft lyst til noget som helst! Alle hans katteillusioner brast, og nu venter jeg så bare på, at se hvad næste fase bliver. Jeg har været virkelig om ham, og er ofte inde for at nusse ham, hvor han nu ligger. Det er enten på min dyne, eller på den pude der ellers normalt var Holgers. Jeg har hverken kunnet lokke ham med ud i haven, eller til at spise lækkerier.

Jeg har brugt fredagen på systematisk at klippe haven ned, og det var først omkring ved femtiden, at min lille ensomme ven vovede sig ud. Glad blev jeg, og endnu mere da han ikke længe efter, kom retur med en solsort i gabet.. Ikke at jeg glæder mig over fugledrab, men det var næsten som om også Herman forsøgte, at gøre noget normalt for at komme tilbage til hverdagen. Jeg mener.. han plejer jo snildt at hjembringe et par småfugle og mus og andet småtteri dagligt. Der har mildest talt været fri bane for mus i flere dage her i byen haha.

Der er noget rensende og befriende ved bare at gå til den med saksen. Orden og overblik gør hjernen klar igen. Man ´gør sig fri af sæsonen, og gør klar til den næste, som man ved bliver endnu en begyndelse på noget smukt og livgivende.

Jeg ved, at mange havemennesker vælger, at lade haven stå. Lade den forfalde og stå vinteren over. Det er også godt som frostbeskyttelse, men selv kan jeg ikke holde ud at se på det. Jeg bliver nærmest manisk klippelysten, og må have ryddet op. Det er nok bare mig, men sådan er fungerer jeg bedst, hvis jeg også skal have ro i hovedet. Alt i alt er også nedklipningen og oprydningen for mig, en super god måde at holde afstand til stress. Jeg nyder at gå rundt, og tro mig det går laaaangsomt, og bare klippe. Stille og roligt uden at have travlt. Systematisk lade alt afklip ligge hvor det falder, for sidenhen når alt er ordnet, tage bunke efter bunke og klippe det op i små bidder, som så kan kompostere i løbet af vinteren.

Kære venner lykke ER bare en have. På alle måde og i alle situationer.