R.I.P søde særlige og Uundværlige ven Holger

Dette er ikke et indlæg jeg havde troet jeg skulle skrive før om længe.  Jeg kan næsten heller ikke, for jeg græder og græder og græder og græder så lidt mere, uden at kunne holde op.

Holger døde i går mandag.

Jeg er helt knust.

Lille Herman er helt ude af flippen.

Verden er lige nu helt væltet.

Holger er borte.

Ingen har vidst hvor gammel Holger egentlig var, og jeg har altid været klar over, at jeg derfor aldrig ville kunne vide, hvor længe jeg kunne beholde ham. Det er bare ikke det samme som, at jeg var parat til at sige farvel da jeg kørte til dyrlægen i går formiddags. Slet slet ikke. Jeg ved i mit hjerte, at det var den rigtige beslutning jeg tog da jeg afgjorde, at han måtte herfra og jeg var i det øjeblik ret så fattet. I det øjeblik. Da først han lå og var faldet i søvn inden den sidste sprøjte, mistede jeg fuldstændigt grebet om mig selv, og jeg har hylet uden for al kontrol lige siden.

Turen hjem i bilen husker jeg ikke helt klart, den var sløret af våde øjne og chok.

Mandagen er som en tåge, jeg var nærmest bare  på autopilot, og det er reelt først her til morgen virkeligheden har ramt mig for fuld styrke. Min bedste ven, min tro væbner og trofaste sidemand kat er ikke længere omkring mig. Ikke i sofaen når jeg strikker, ikke på min dyne når jeg sover om eftermiddagen, ikke i en kurv ved siden af mig på terassen, ikke i haven når jeg arbejder, og ikke når jeg tager mine gåture rundt på matriklen for at klippe snegle og nippe blomster. Hans legepind ligger stille hen derude nu, og puden i stuen har stadig hans aftryk.

Jeg tænker på, hvor ked af det jeg er lige nu og på, hvor meget værre det så ikke bliver den dag jeg ikke længere har min mor og far!  For nej, ingen kan nogensinde erstatte en mor eller en far, og ingen kan nogensinde erstatte en Holger. Jeg har mine børn og de betyder også alt for mig. Jeg har Herman og han betyder ligeså en masse. Faktum er bare at min mor og far og så Holger, har været mit fikspunkt i nogle meget svære år.

Holger kom bogstaveligt talt vandrende en mild og tidlig forårsdag. Lige ind i mit hus og ind i mit hjerte. Der var ikke så meget at diskutere, han var kommet for at blive, og siden forlod han mig aldrig frivilligt.

Ikke før nu. Og bestemt ikke frivilligt. Det er jeg sikker på.

I lang tid har jeg mere eller mindre dagligt tænkt bekymret på hans trivsel. Tøvet med at tage affære og overvejet alle tænkelige scenarier for, hvorfor pokker jeg har haft den der fornemmelse af, at noget var galt. Jeg har ikke kunnet sætte fingeren på årsagen, men jeg tror jeg har udskudt en undersøgelse så længe fordi jeg inderst inde har været virkelig bange for udfaldet..

Flere ting var afgørende for, at jeg i sidste uge greb knoglen og bestilte tid til undersøgelse. Han var igen begyndt at slikke pelsen af, og maveskindet nærmest til blods. Han virkede anderledes afhængig af mine kærtegn og hang bogstaveligt talt på mig uafbrudt. Han nægtede at spise sit tørfoder, og var begyndt at mijave på en helt uvant måde. Som om han ville sige mig noget.

DET var for meget for mig og jeg måtte bare lytte.

Min nabo Tina kom ind for at hjælpe mig med at få ham ind i kassen, og da klokken var 11.00, blev vi vist ind i klinikkens undersøgelsesrum. Holger var tavs. Kærlig, rolig og klar til nus som altid, men tavs. Der blev kigget og trykket og mærket og kæmmet. Muligheder blev vendt og løsninger blev drejet, men virkeligheden var for mig ikke til at ændre. Han måtte aflives. Min egen lille Holgers tandkød og tænder var rigtigt dårlige. Tandkødet helt mørkerødt og tænderne uden emalje tilbage. En behandling til mange mange MANGE tusind kroner, og et svært efterforløb kunne tilbydes, men jeg sagde nej. Min økonomi er ikke til det, og jeg ville ikke byde Holger det. Tog jeg ham med hjem igen, ville det blive meget værre og han ville få endnu mere ondt. DET fortjente han ikke.

Så enkelt kan det siges, og så “nemt” kan en svær beslutning tages.

Nogen af jer vil måske kunne huske, hvordan jeg hylede dengang jeg måtte af med lille Cupcake og senere Kaninen Fister. De to var også særlige, men jeg siger jer nu, at DET HER tager prisen. Holger var min lille kælepotte, som altid insisterede på at vi skulle ae lidt. !00 gange om dagen. Han havde en særlig sans for mine sindsstemninger, og var på pletten når jeg var nede eller syg.

Herman er en helt anden kat. Han er klovnen. Den sjove, forblæste og fremadstormende lille raket, fuld af numre og energi, men samme følsomhed besidder han ikke. Ihvertfald har han ikke vist det endnu. Det kan jo være, at han bliver en anden kat nu, hvor Holger er borte, og jeg kan fortælle jer at han siden i går har været fuldstændigt ude af flippen. Han har forgæves ledt og ledt efter Holger KONSTANT siden jeg kom hjem. Hele dagen, aftenen og natten med har han været i bevægelse, og først nu sover han. Da klokken blev 05 og han endnu engang kom ind udefra helt desperat, gav jeg ham en dobbelt dosis beroligende, så han kunne få lidt hvile. Det hjalp og han sover nu i min seng.

Herman er absolut også en kat for sig. Han er tæt knyttet til Holger, og har været tryg i sin verden fordi Holger var i den. Uanset hvor meget på farten den lille fis har været, så har han som det første altid fundet hen til Holger og så jeg, efter han returnerede fra en farefuld færd. Lige hen og slikke Holger i nakken og lige hen til mig for at nusse. Bare to minutter og så var han afsted igen. Hans verden har været, at de to gamle var konstante. Altid hjemme, altid at finde, altid stabile. Og altid klar til at redde ham fra ulykker. I går blev hans verden grundigt rystet, og her bagefter ærgrer det mig, at jeg ikke var den side af Herman bevidst. Det er først nu her bagefter, at jeg pludselig ser, HVOR meget han har elsket sin “storebror”.

Jeg tog hjem uden at tage Holger med mig. Han var så stor, at jeg ikke ville kunne grave ham et hul dybt nok. Derfor besluttede je,g at han måtte kremeres. Jeg tænkte slet ikke på, at jeg kunne have taget ham med hjem, have ladet Herman snuse til ham, og så køre tilbage til klinikken. I øvrigt ville det også have været en nærmest umulig handling for mig. Ubærligt simpelthen. At køre rundt med min døde kat!  Jeg har dog fortrudt den beslutning, men for sent. Jeg talte med nattevagten sent i aftes, og det kunne uden problemer lade sig gøre, at jeg kom i dag og hentede ham, men han ville sikkert have mistet sig selv og sin lugt allerede pga ophold i kølefryser.

Jeg KAN bare ikke gøre det.

Jeg har talt med klinikken igen her til morgen, og nu er planen at jeg skal fortsætte med at berolige Herman noget tid endnu. Han skal, som jeg, nok komme videre, men ikke uden at det vil ændre på ham. Hvor meget ved jeg ikke. Det vil tiden vise.

Hvad jeg ved med sikkerhed allerede nu er, at jeg har mistet min kælepotte og, at Herman ikke er en erstatning. Herman er sin egen. Herman giver sig ikke af med tidskrævende og stillesiddende kælenus, dertil er der for mange mus og fugle at fange og for meget andet at gøre. Herman er flygtig og fræk, og først om aftenen vil han have lidt kæl. Som regel kommer han blæsende som en hvirvelvind, smider sig på mit skød og begynder at vaske sig. Efter en ti minutters tid er han igen over alle bjerge.

Til sidst vil jeg bede jer om, at bære over med mig, for inden længe fjerner jeg Holgers kontrafej og navn fra bloggens hoved. Jeg kan simpelthen ikke bære at han er der, men ikke her. Der kommer til at gå lidt tid, før jeg vil kunne klare at se billeder af ham. Når jeg er færdig med at tude, må jeg kigge en anden vej og finde mig et andet holdepunkt, og det nytter ikke at holde fast i noget som er borte uafvendeligt. Der har været så meget sorg i mit liv. Mere end rimeligt synes jeg jo selv. Når sorgen efter Holger fortager sig, nægter jeg at modtage mere på den konto, før den dag jeg må se den i øjnene igen når jeg mister min mor og far. Jeg VIL ikke mere sorg. Jeg nægter.

Jeg ved at mange derude ikke kan forholde sig til min reaktion over en skide kat. Det er helt i orden. Man skal for det første have haft et kæledyr for at kunne forstå. Man skal også være i besiddelse af en vis form for kærlighed til dyr, OG så skal man frem for alt kunne fatte, hvor meget jeg har knyttet mig til Holger og hvorfor jeg har det. Han er symbolet på selve den transformation jeg har været igennem i netop de tre år jeg har haft ham. Han kom da jeg var virkelig ensom, og han gav mig bogstaveligt talt sin pote til at holde i når alt var for svært.

Det er skæbnens ironi at jeg i sidste uge sagde farvel til min bostøtte, og så nu Holger. Begge har jeg haft i min dagligdag i tre et halvt år. Begge har de været der for mig når ingen andre var, og begge har de aldrig svigtet.

Nu står jeg for alvor på egne ben og alene, og jeg beklager Annelise, men dig kan jeg godt undvære.

Holger er en helt anden sag.