Borderline problematikker.. 2

Et aspekt ved borderline er, at man har svært ved at rumme, at mennesker kan være både gode og "onde" Eller sagt på mere almindeligt dansk.. Være både behagelige/elskelige og ubehagelige/mindre elskelige...



Det er et karaktertræk jeg mærker meget tydeligt i mig selv.


Jeg tror nok, at jeg har haft det sådan så længe tilbage jeg kan huske, men ikke før mine år hos Ester ( psykologen), kunne jeg sætte ord på det. Da først jeg var begyndt at lære om mig selv, kunne jeg se et klart mønster i mine reaktioner på hændelser med mennesker i min dagligdag.
Dermed ikke være sagt, at det så blev lettere at styre, eller mindre udtalt, men jeg kunne bedre se hvad der skete, når nogen fik gjort mig ked af det.


Vi bliver jo alle i større eller mindre grad triste eller sårede, når nogen skuffer eller viser uventet adfærd. Forskellen er at jeg simpelthen går fuldstændigt kold og mister de positive følelser jeg indtil da har haft overfor den der sårer. Der er virkeligt voldsomt, forstået på den måde at jeg på et sekund får lyst til at " pakke sydfrugterne", og bare gemme mig. Bare være foruden det menneske der har sagt/gjort et eller andet, der har været skræmmende eller uventet hårdt.

Det er så underligt, for jeg kan sidde her og forklare døre op og stolper ned, præcis hvilke mekanismer der går i gang, men det er stadigt SÅ svært for mig, at lære at rumme både de gode og de dårlige indtryk jeg får af andre mennesker. Jeg har arbejedet med det i henved ni år efterhånden. Først intensivt og sidenhen efter behov. Men lige meget hjælper det. Jeg er skam rykket langt, og kan også rykke mere, men det kræver at jeg igen kommer fast til timer med kognitive samtaler, der kan give mig vilje og lyst til at have kontakt med de mennesker der "gør mig ondt".

Når jeg bruger " tegnet, så er det fordi, at jeg med min fornuft godt ved,at det jo slet ikke er sådan det er i virkeligheden. Det at nogen ønsker at gøre mig ondt. Det er helt almindellige dagligdags ting, der i min verden ikke kan opleves med en fornuftig distance. Diskussioner, det sagte ord, eller den oplevede handling går lige direkte ind hvor man normalt skulle have et filter, der fik oplevelsen til at være mindre intens, mindre voldsom og overvældende. Det filter har jeg ikke.


Det siger sig selv, at jeg på den måde oplever mit eget liv noget mere turbulent, end det sikkert er. Her taler jeg ikke om alle de problematikker omkring de fire skarnsunger vi har, men min elskede.


Han har det ikke nemt i samlivet med mig, og mange andre mænd var smuttet lige meddetvuns...


Jeg har tænkt meget over i de sidste par dage, hvorfor jeg bliver så satans knust ind i mellem. Jeg er klar over at han som alle andre godt kan lære nogle ting i det med at være i et forhold, men DET kan jeg søreme også, men når jeg sådan får tingene lidt på afstand, kan jeg godt se at jeg måske får overreageret. Jeg har jo faktisk fået præcis den mand jeg drømte om. En mand der er en mand, og ikke en vatnisse eller tyran. En der ved hvordan man bruger sine hænder og som også besidder et varmt hjerte. En der er kærlig og huslig, men også en der er maskulin og lidt beskidt ind i mellem... Med sådan en mand følger der så også med, at han ikke er hamrende begejstret når jeg vil tale om følelser og problemer. Den slags har han ikke nemt ved. Han er selv meget sparsom med at tale om egne øvoplevelser feks. Det er ikke noget han gør, og sommetider går der lang tid, før jeg hører om et eller andet der går ham på i hans egen dagligdag.

Jeg ved at han gør sit bedste, at han gerne vil, men i hverdagen bliver sådan en som jeg, nok bare for meget ind i mellem. Jeg har jo disse rutsjteture der går op og ned med jævne mellemrum, og det er da ikke nemt at skulle gentage det samme om og om igen. Desværre er det det, der skal til for at jeg kan få hovedet på ret køl, og komme videre. Jeg skal som et barn igen og igen lige høre de samme ord, om at alt er ok, at jeg ikke skal bekymre mig osv osv.

Det er sjældent at han får en raptus og siger et eller andet der bare minder om hårde ord, eller viser irritation over mig, men når han har haft gjort det, så går jeg helt i spåner og får den der trang til med det samme, at give op og afslutte vores forhold. Det er en reaktion der er meget voldsom også for mig selv, for jeg bliver så ked, at jeg slet ikke kan rumme mine egne følelser. Kan ikke rumme at han der ellers altid er så kærlig, også kan være forbigående ufølsom Og det er så her jeg tydeligt mærker sygdommen. Det tager langt tid for mig, at arbejde mig forbi og videre efter sådan en tur. Jeg skal ligesom rejse mig igen og ryste det af mig.


Så uanset hvor meget jeg skriver eller taler om det, ændrer det ikke på at næste gang han får sagt noget på en "forkert" måde, så går jeg igen itu. Det er opslidende og jeg takker egentlig den gud jeg ikke tror på, for at min elskede er så tålmodig og at han igen og igen gentager, at det er jo mig han vil ha, og mig han ikke har tænkt sig at forlade, uanset hvordan jeg opfører mig.

UANSET hvad.....



PS: selv nu efter at have skrevet dette, er jeg stadig ikke helt kommet mig over den seneste ordveksling der har været. Det er en uge siden...




Henriette, NU tager du dig faneme sammen! ALTSÅ