13 juli 2009

Jeg tror..

...ikke på noget.


Desværre.

Jeg ville ønske at jeg gjorde, for jeg er sikker på at de mennesker der har en tro, er fyldt med den indre ro jeg selv mangler. Jeg er protestant sådan rent praktisk, er både døbt, konfirmeret og engang gift i en kirke. Men troen mangler i dag. For ikke længe siden var vi jo til konfirmation, og jeg mærkede tydeligt at det slet ikke sagde mig noget som helst. Når jeg en dag igen skal giftes er jeg tilfreds med rådhuset. Brylluppet i sin tid, var iøvrigt som jeg drømte om dengang, men idag er jeg blevet klogere og muligvis også mere kynisk, for efterfølgende var de mennesker der deltog ikke længe om at forsvinde igen. Det er en helt anden historie og ikke relevant lige her og nu. Kun på den måde at jeg har lært at det ikke er nødvendigt at erklære sin kærlighed og samtidig bruge en formue..


Tilbage til troen.

Jeg tænker ofte på det med at tro. At have noget der holder en fast, når verden omkring en vælter eller vakler. Det må være dejligt og lettende. Der findes mange retninger man kan gå. Der er den fordømmende tro, den der handler om synd og forladelse. Der er de mere åndelige og så dem der binder folk på hænder og fødder og deres økonomi. Dem kan jeg ikke lide.

Det er meget let for sådanne kultagtige sekter og hvad de nu kalder sig, at fange svage sjæle ind. Jeg husker engang jeg blev passet op på gaden af en meget ihærdig herre. Han talte godt for sig, og da jeg allerede dengang var skeptisk overfor den slags religiøse grupper, gik jeg med til at udfylde et spørgeskema. Det var helt galimatias..

Der var 100 spørgsmål! Og de skulle besvares på tid, og kun med ja eller nej. Derefter var der en kort ventetid, og jeg kunne så komme til at møde en anden herre der mente sig i stand til at beskrive mig som person. Behøver jeg sige at han ramte helt forkert?? Selvfølgelig var der enkelte punkter som var ramt plet, men det er jo heller ingen kunst, mine svar taget i betragtning. Jeg gyser ved tanken om hvor let det ville være at falde for den slags hundekunster, hvis man er modtagelig og søgende. Religionens overhoved var L.Ron.Hubbard....

For mange år siden havde jeg en veninde, der blev indfanget at pinsebevægelsen. Metoderne de brugte var uhyrlige, og hun så det ikke selv. Jeg ku stå ved sidelinien og bare se til, for intet kunne overbevise hende om, at det bare var humbug. Hun var helt tabt og endte med at afskrive familie og venner, da hun af "kirken" blev fortalt, vi kun ville lede hende i uføre!


Jeg selv ville meget gerne have noget at holde mig til, at tro på. Jeg går ind i en kirke sommetider, fordi jeg finder den stilhed og fred der er derinde så skøn. Men der sker ikke noget inden i mig. Det der kommer nærmest noget jeg gerne ville beskæftige mig med er Buddhisme. Ikke at jeg ved noget som helst om den, men jeg kender en der er buddist og jeg må indrømme at han virker meget afbalanceret. Han dyrker iøvrigt også Yoga og hviler i det hele taget meget i sig selv.

Måske jeg en dag gør noget ved det. Jeg tror det...


Hvad tror I på??

kl.9.35
PS: det er lige gået op for mig, at det måske er et indlæg der kan være provokerende fordi jeg har givet udtryk for min holdning til religøse sekter og den slags, og måske stiller et grænseoverskridende spørgsmål, men det har slet ikke været min hensigt. Jeg har bare skrevet det, fordi det var noget der lige lå mig på sinde. Jeg er ikke ude på at udfordre eller være debbattør, det lader jeg andre om. Kærlig hilsen

26 kommentarer:

  1. Jeg forsøger, Henriette, men det er et stort emne og også overskridende...god dag

    SvarSlet
  2. Ha Sifka, det er måske ikke så dumt. :-)

    SvarSlet
  3. Hej lavendel. Det er det ja, og jeg er bestemt ikke interesseret i at overskride grænser. Bare interesseret :-)

    God dag til dig også

    SvarSlet
  4. Det er et rigtigt dejligt indlæg, der sætter en mængde ting i gang. Måske jeg skriver om min tro en dag, jeg er i det hjørne.

    Kærlig hilsen Jeannette Mariae ;-)

    SvarSlet
  5. Jeg tror på menneskerettighederne og mellemfolkelig sameksistens.

    Religioner er i min bog gamle ideologier, der har haft en moralsk og samfundsmæssig relevans på et vist tidspunkt. At vælge at tro på dem fortsat, har man ret til og jeg kan godt forestille mig, som du jo også skriver, at det kan gi' dem, der tror en ro, fordi de har nogle "regler", de skal følge. Personligt har jeg det bare ikke sådan.

    SvarSlet
  6. Et rigtig spændende emne ! Jeg er vildt træt i dag og kan ikke tænke klart... Har selv været både ikke troende ( glødende socialist) , fundet en form for tro på en universel energi, kristen , uden nogen tro som helst ! Nu er jeg vel ved at samle stumperne af en eller form for tro ...

    SvarSlet
  7. Uha det er svært lige at forkorte og skrive på hvad man tror på og hvorfor.

    Jeg er priviligeret at jeg har en indre ro, den har jeg altid haft- måske fordi jeg tror meget på mig selv - ja det skal ikke lyde forkert, men jeg hviler meget i mig selv.

    Buddhisme er en ting man kan lære rigtig meget godt af.

    Knus

    SvarSlet
  8. Jeg tror nok ikke entydigt på noget. Ikke på gud eller "nogen" i den retning. Jeg tror på, at det jeg skal tro på er, at jeg finder styrke i mig selv, i min nærmeste. At hvis min verden falder sammen, så rejser jeg mig, stærkere og klogere. Og at min ægtefælle, min livsledsager er der for mig.

    Jeg kan lide at komme i kirken (selv om det er sjældent). Ikke for troens skyld, men fordi jeg finder en indre ro frem. Jeg lytter, reflekterer, samler ender i mit eget liv. Jeg føler mig behagelig ydmyg i kirkerummet og det kan nogle gange få sat mine egen sager i perspektiv.

    SvarSlet
  9. Hej Jeanette Mariae, der er du meget velkommen til. :-)

    God aften og tak for kommentaren
    Henriette :)

    SvarSlet
  10. Susling.. Det har jeg jo så altså heller ikke. Tak for kommentaren og rigtig god aften til dig :-))

    SvarSlet
  11. Hej Miri. Uha så trænger du ikke til at tænke dybe tanker. Men en hjemmelavet tro er da også udemærket. Så passer den jo til dig og ingen andre. :-)

    Tak for kommentaren og kærlig hilsen
    Henriette

    SvarSlet
  12. Hej Pernille. Ja det har jo også på fornemmelsen at man kan. Den indre ro er jo vigtig. :-)

    Hvor dejligt at du nu kan kommentere, det er så hyggeligt
    Kærlig hilsen
    Henriette;)

    SvarSlet
  13. Hej Fru E. Jeg syntes jo netop også at der er noget storslået over den indre kirke, men ville gerne at det betød mere for mig. :-)

    Det er fornuftige ord du kommer med, og tak for det.

    God aften og kærlig hilsen
    Henriette ;)

    SvarSlet
  14. Positiv energi...lys...Kristus som indflydelse på verden og dermed har jeg en tro på mig selv.
    Religion er ikke noget der skal dyrkes, men det må gerne kunne mærkes, som en indre sikkerhed for, at der er en mening med alt...også selvom det kan se anderledes ud lige i nuet.
    Tro er ikke noget man skal pådutte andre, dem det skal komme til skal selv finde det.

    Har for nyligt stiftet bekendtskab med Buddhas lære....meget rigtigt, men ikke helt sådan for mig alligevel.
    Jeg leder fortsat. Men jeg ved DET er der.


    Karen

    SvarSlet
  15. Hej Karen og mange tak fordi du kikkede forbi. Der er så meget rigtigt i det du skriver, det skal nok komme til en selv en dag. :-)

    Det glæder mig at du kommenterede og jeg ønkser dig en rigtig god aften.
    :-)

    SvarSlet
  16. Jeg er fuldstændig på linie med dig, Henriette! Jeg er døbt, konfirmeret og gift i kirke, fordi husbond gerne ville - men jeg er ikke medlem af folkekirken, den siger mig intet. Buddhismen er nok det, der ligger mit hjerte nærmest.
    Det er et dejligt indlæg, du har skrevet.
    Varme klem!

    SvarSlet
  17. Godmorgen Madame. Tak for kommentaren, jeg har faktisk ikke overvejet at udmelde mig at folkekirken, og det er muligvis lidt dobbelt, men jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg engang IKKE kan blive begravet på familiens gravsted. Hmmm, det var måske værd at tænke lidt mere over...

    varmt klem og god dag ;)

    SvarSlet
  18. Jeg ved at jeg er sent ude med at lægge en kommentar her, men kan slet ikke lade vær´
    fordi jeg igennem årene efter arbejdsskade og efterfølgende diagnose PTSD, har en masse dårlige erfaringer med kristendommen som var ved at give mig det sidste puf :-)
    Jeg er født i en familie, hvor kristendommen var almindelig - vi kom i kirken når nogen skulle døbes, giftes eller begraves. Min bedstemor var reelt troende, hvilket hun passede og gik i kirke mere end resten af familie. Nogen gange tog hun mig med. Kirken var hyggelig, præsten var rar og venlig og graveren tog med med op i tårnet for at ringe manuaelt med klokkerne. Jeg elskede at komme der. Senere da jeg skulle konfirmeres tænkte jeg ikke meget over ideen og satte ikke spørgsmål - det var bare helt almindeligt, alle de andre blev jo konfirmeret. Så mødte jeg manden, vi fik børn og jeg blev socialist - Selvfølgelig skulle mine piger ikke døbes, selvfølgelig skulle vi ikke giftes, det ville være for borgerligt. Min Bedstemor, havde det rigtig dårligt med vores beslutning, men prøvede at nedtone sin holdning over for mig. Lang historie :-) men begge piger, blev dømt og begge konfirmeret. Til stor glæde for især min bedstemor, blev lillemanden døbt.
    Jeg/vi var blevet mildere i vores fortolkning og præsten der hørte til vores kirke tog gerne diskussioner med mig. Mens jeg havde det skidt, rigtig skidt kom jeg i en arbejdsprøve til at arbejde i et kristent bofællesskab. Her dunkede man (ledere og forældre) mig i hovedet med mine manglende besøg i kirken. - Jeg oplevede dobbelt moral, når den er værst. (alkohol, er noget fanden har skabt, men vi drikker gerne, når han har betalt)
    Ingen sex uden for ægteskabet, beboerne skal straffes hvis de ser porno film Osv. osv. Jeg flygtede derfra og i min verden var kristendommen fyldt med mennesker der ikke ville hinanden det bedste. Derfor var min lyst til at startede på mit nuværende job, som også er kristen, ikke særlig stor. Men min "frygt" afstandstagende er blevet gjort til skamme. Nu har jeg fundet tilbage til det forhold, som jeg fik i min barndom. Kirken er hyggelig og giver ro, præsten er rar og spændende osv. Kristendommen er det mest "normale" for mig og her nikker jeg genkendende til mine forventninger og forhold til livet. Om det er en Gud, ved jeg ikke, men et eller andet tror jeg der er. Men jeg tror ikke sådan at jeg siger "Det er guds vilje" når noget årligt sker - Jeg er selv ansvarlig og aktiv for de resultater der kommer unervejs - om e er gode eller dårlige. Ups. lang kommentar. Undskyld, men du fik lige nogen tanker i gang TAK

    SvarSlet
  19. øhh, se lige forbi stave slå fejl og det var altså ikke Gud er betalte alkohol, men beboerne og deres familie. :-)

    SvarSlet
  20. Og mine piger blev ikke dømt, men døbt, for den da.

    SvarSlet
  21. Hej Lis og mange mange tak for din kommentar og fordi du gad skrive den. Den er så fyldt med optimisme syntes jeg og også fine synspunkter. Kan heller ikke selv lide den fordømmende kirke, det skal være rart og trygt at være der.

    ØV, jeg havde ellers pen og papir parat til hr.Guds adresse, for han måtte da gerne betale for mine flasker med spiritus i ny og næ.. ;)

    Ej ,skidt med stavefejl og den slags, betydningen var klar og jeg er begejstret for dit skriv.

    Mange tak og fortsat god dag.
    Knus Henriette

    SvarSlet
  22. Jeg en gang gået i skole med en der var så sikker i sin tro at hans svar på alle problemer var "det klarer Jesus". Det må være rart at have det sådan at man på den måde kan fralægge sig ethvert ansvar for sit eget liv! Men det er bare for langt ude for mig.

    Jeg er ganske almindelig dansk protestant. Døbt og konfirmeret - det sidste fordi jeg troede på det. Og det gør jeg stadig. På min måde. Mere som en tradition end som en religion. Det er jo trods alt det hele vores samfund er bygget op om. Min søn er også døbt selvom hans far har meldt sig ud af folkekirken. Så jeg bliver ikke gift i en kirke - ikke fordi han ikke vil, men jeg synes ikke det holder at stå foran Gud og love noget når nu man ikke tror på ham. Rent hykleri i mine øjne.

    Jeg har tage religion på HF af interesse og der er mange gode ting i alle religioner. Desværre er der så mange fortolkinger af de forskellige skrifter at selv folk med samme tro bekriger hinanden. Og det er det jeg ikke kan lide ved religion - fanatisme. Om det så er intermission, islam eller jøder!

    Så min tro er vel åbenhed og tolerence. Og så ville jeg ønske at jeg kunne tro lidt mere på mig selv...

    Ups, en lang kommentar ;-)

    SvarSlet
  23. Kære Henriette

    Uha, der ramte du en nerve. Jeg har været igennem rigtig mange faser af religion. Som purung flirtede jeg med hekseri og satanisme. Jeg har siden grædt over min mangel på tro og tilhørsforhold. Jeg har sågar forsøgt at fake det, men kunne ikke overbevise mig selv. Jeg har været misundelig på troende menneskers ro og indsigt i livets mysterier.

    Nu ved at at jeg er eksistentiel humanist med plads til fortolkning ;-)

    Knus
    Malou

    SvarSlet
  24. Hej Britta og mange tak for kommentaren. Syntes ikke den er for lang. :-)

    Ja fanatisme kan vi hurtigt blive enige om, et det værste, og det forvrænger jo alle fortolkninger af enhver religion.

    Jeg syntes det er dejligt at også du har svaret for det giver endnu et input til mig og mine egene tanker.

    Rigtig god onsdag og kh Henriette :)))

    SvarSlet
  25. Hej Malou. Bortset fra satnismen så har vi også der noget til fælles kan jeg se. :) Det er jo netop så fortvivlende ind i mellem, at mangle tro og den ro det MÅ give.

    Tak fordi du kommenterede og jeg håber at alt er vel hos dig. Mange knus Henriette ;)))

    SvarSlet