Huskeseddel

Huskeseddler er et must i min tilværelse..



Nu er jeg jo generelt glad for lister og at løse opgaver metodisk, men huskesedler gad jeg godt leve uden. Jeg har huskesedler med indkøb, huskesedler med mennesker jeg skal ringe til,huskeseddler omkring alle børnenes forskellige lægeaftaler mm, en kalender med aftaler jeg skal huske og så er der de huskesedler jeg får hos psykologen..


I går eftermiddags fik jeg sådan en igen, for jeg kan ikke komme uden om at de hjælper mig utroligt godt, og at jeg bare ikke kan huske de ting vi har talt om uden sådan en.


I alle årene med samtaler har der været et helt bestemt mønster når det handler om de ting der er svære. Emnerne kan være mange og forskellige, men når der bliver taget fat om ting der virkelig er tunge for mig, sker der hver evig eneste gang det, at jeg ligesom får svært ved at koncentrere mig. Vi kan sidde og tale og være i god kontakt og jeg er med, men i det samme minut hendes ord falder, mister jeg fokus. Jeg bliver nærmest svimmel, tankene flyver i alle mulige andre baner, jeg begynder at gabe helt uhæmmet og bliver så træt at jeg ku sove på stedet. Jeg kan se hendes mund bevæge sig, men jeg kan ikke høre hende tale.
Jeg ved at det er min underbevidstheds måde at skærme mig selv på. Når jeg skal ændre handle- eller tankemønstre der kan være grænseoverskridende, så er jeg nødt til at have disse sætninger skrevet ned på papir, så jeg kan se dem hele tiden. Min hjerne kan simpelthen ikke huske ordene.

Så jeg har altså en sedel med hjem igen. En seddel der skal hjælpe mig til at takle tingene bedre omkring de konflikter der er med børnene. Så jeg ikke kører mig selv ned.

Ordene på sedlen beder mig om ting der er meget svære, og så snart jeg har foldet den sammen, er de igen glemt. Væk, borte og glemt. Så svære er de at forholde sig til, at jeg ikke kan rumme dem endnu. Men sådan er det at arbejde med sindet og det tager tid. Men tiden er givet godt ud, for jeg jeg har jo også erfaret at det faktisk virker, og er en stor hjælp på min vej til at få det bedre og til at takle min sygdoms fangarme.


Efter sådan en omgang kommer jeg hjem og er så træt som et alderdomshjem.


I dag er så dagen hvor Josefine endelig skal til den første samtale med lægen på Hejmdal. Det skal blive interessant at se og høre hvad de kan tilbyde hende.

Jeg vil tage det roligt indtil vi skal afsted, for det kræver alle mine sanser og kræfter idag. Når hun er kørt tilbage på skolen vil jeg resten af dagen være påpasselig med mig selv, for i morgen skal jeg med Losarinas mor op til Engen, og det glæder jeg mig så meget til. Der skal jeg være frisk.


Det skal jeg bare.. :-)