Nr 200...

.... har dette indlæg.


Jeg havde egentlig i tankerne, at det skulle handle om lidt af hvert. En lille runde udi emnerne, der har præget min lille dagbog her siden begyndelsen. Sådan bliver det så ikke lige alligevel, for her sidder jeg, klokken øvbøv og fuglene er netop begyndt at synge. Det er ikke toner jeg er forvænt med, så lad mig bare lige indskyde den lille positive her: Jeg nyder at lytte på stilheden og pipperiet derude.

Jeg har bare ikke kunnet sove. Som altid kommer tankerne fra kassen med lavt selvværd, tordnene for fuld kraft lige ud af det blå. Helt uforberedt efter en uge, med mere lyst sind end længe, vælter jeg omkuld og slår mig grundigt i ansigtet.

Hvorfor nu igen?? Først aner jeg det ikke, men når jeg har tænkt mig lidt om ved jeg jo godt alligevel, hvad det er der får låget til at åbne sig.

Det er mig selv!

Længe har jeg været på vagt. Jeg har luret og afventet og nu kan jeg se et velkendt mønster gentage sig. Fordi jeg har det som jeg har det, må jeg sluge de bitre piller. Pillerne der får mine celler til at mødes, så jeg "lettere" kan leve mit liv. Men pillerne er ikke kun en hjælp. Der er en pris at betale..

Intet er gratis her i livet og prisen for mindre sindsbevægelse er mangeartet. Den skal betales i form at ændrede kropsfunktioner. Kunstigt fremkaldte ændringer som er uden for min kontrol, og det gør mig trist. For det er ligesom den uendelige cirkels drejen. Rundt og rundt i ring kører det, og hvad kom først? Hønen eller ægget??

Dilemmaet har jeg talt meget om, i selskab med diverse eksperter. Eksperter der iøvrigt aldrig selv har fejlet det samme som jeg, og som derfor er eksperter i teorien, men ikke på egen krop..

Det ser sådan her ud:


Man har en patient der ikke er rask. En patient der har det skidt i sindet, med deraf følgende lave tanker om egen eksistens og om, hvor man passer ind i det store billede, der er det moderne samfund.

Denne patient får så tildelt medicin, der kan hjælpe og lette på de tunge tanker. Der er mange slags og det tager tid at finde det rette middel. Medicinen hjælper ganske rigtigt, men sætter desuden andre funktioner ud af spillet. Patienten bliver unaturligt træt, forbrændingen går i nul, hovedpinerne opstår, synet ændres, væske hober sig op osv osv osv.

Trætheden er især en svær en. Den er unaturlig, men ikke desto mindre umulig at ignorere. Man bliver derfor mindre aktiv og kombineret med den kummerlige forbrænding er resultatet en krop der temmeligt hurtigt bliver større og mere besværet.
Og så har man en patient der påny er trist, for patienten kan ikke mærke eller kende sig selv.

Siden jeg fik ændret på min medicin i feb, har jeg taget syv kg på og det er nu tydeligt, at jeg til vinter, ikke kan være i noget som helst af den garderobe, jeg har passet så fint de seneste tre år... Tre år hvor jeg ingen smerter i ryg og hofter har haft, ingen problemer med ubøjelige fingere og støvler der strammer. For tre år siden gik jeg betydeligt ned i dosis, for der var jeg så meget mere rask og stabil, end jeg havde været siden jeg første gang blev indlagt.

Resultatet var nærmest skræmmende. Jeg tabte 30 kg på otte mdr, gik fra str 48 til 36-38.

Idag nærmer jeg mig med hastige skridt den første magiske tærskel, til et BMI der er for meget, og jeg ved faktisk ikke hvordan jeg skal gribe det an. Har jo været der før, og den manglende energi, nu kombineret med en hverdag der suger og en økonomi der ikke levner meget plads til grønne og farverige sunde sager, gør at jeg virkelig seriøst er nervøs for hvordan det ender.

Det interessante her er, at jeg intet har ændret i den tid der er gået. Dvs at jeg tager på, uden at jeg spiser hverken mere mad, eller mere usundt. Det jeg indtager er det samme som de seneste par år, hvor jeg har holdt en konstant vægt.

Jeg har prøvet at formindske mængden af føde, spise mindre usundt og lettere måltider i det daglige, og stadig øges vægten.
Jeg har nu overvejelser om jeg skulle prøve andre veje. Måske Alli, det produkt man kan købe og som skulle støtte ved kostomlægning. Altså endnu en pille.. Motion er jo en vigtig faktor, men det er så svært at komme i gang alene og så er det så ulideligt kedeligt.

Sidst men ikke mindst er der jo også den faktor, at jeg er bevidst om hvordan jeg ændrer form, i forhold til den jeg var da jeg mødte min elskede. Han siger det ikke betyder en fis, men jeg tror ham ganske enkelt ikke.


Jeg har ikke sovet i nat, for jeg er hamrende sulten!!