Jeg er IKKE på hitlisten hos vores asperger...

Da jeg var alene med Josefine og hun nærmede sig de 17-18 år, kunne jeg begynde at se en ende på den svære periode med piger der er trodsige, surmulende og obsternasige...


Jeg ville lyve hvis ikke jeg nu indrømmer, at jeg er lidt loren ved udsigten til endnu en af slagsen i mit liv, og så ovenikøbet en der -


1. - Ikke er min egen. Med andre ord er jeg "stedmoder" og sansynligvis ond

2. - Asperger, med de kommunikationsvanskeligheder det nu giver

3. - Mere sammen med mig end med sin far

4. - Kan sno sin far om sin lillefinger

5. - Kan få ham til at ændre mening når jeg ikke er der...



SUK


I aftes havde vi igen ballade. Ikke af den store og larmende slags, men ikke desto mindre trættende.

Vi har i den seneste halvanden måned haft sløset med arbejdsskemaet, både pga ferietiden og så også fordi jeg selv, ikke har haft så meget overskud til at være efter de fire ( nu tre ) børn hele tiden.Det har så selvfølgelig betydet, at de ingen lommepenge har tjent.


Mandag aften fortæller vi så, at nu skal den igen tages i brug. Nu gælder samme regler som da den blev lavet, nemlig at gider de ikke lave det de skal, ja så gider jeg heller ikke. Med andre ord.. der bliver ikke kokkereret hvis ikke jeg kan komme til i køkkenet feks. Jeg fortalte også at jeg gik og pønsede på en madplan, og at jeg er igang med at få det sat i system, men at det er på betingelse af, at vi alle yder vores.


Fint nok...


I aftes var det så Rasmus' tur til at sørge for at køkkenet var pænt og ryddet inden der skulle laves mad. Da han ikke var hjemme gik tjansen videre til Mira. Theis stod for middagsbordet, dvs ind og ud med sevice og i opvaskemaskinen.
Da Mira har tjekket køkkenet, kommer hun ind i stuen og beder om lommepenge.

Jeg forklarer hende, at dem er der ingen af før til okt, da vi ikke betaler forud for deres arbejde. Hold da kæft hvor blev hun sur. Jeg forklarer at hun på intet tidspunkt den seneste måned har lavet noget som helst af det hun skulle, så der er ikke så meget at være i tvivl om. John bakker op, men det er mig der siger det der skal siges..
Hun talte ikke til os resten af aftenen, men der er ingen tvivl om, at det er mig der må lægge skuldre til at være den onde.


Her til morgen er den så gal igen. Lige inden hun skal ud af døren, kommer hun og spørger efter en seddel til skolen. Den kender jeg ikke noget til, og spørger hvad den skulle handle om. Det viser sig så at hun alligevel har fået lov til at gå hjem fra skole efter gymnastik uden at bade først.
Den ordning har været debatteret lige ved skolestart, og der var vi klart enige om, at det ikke var en god ide, da hun generelt hader at bade, og skolen sætter som krav for at ungerne kan få lov, at forældrene så sørger for at de får badet når de kommer hjem. Og hvem er hjemme når hun kommer hjem??? Ja det er jeg jo. Og det er så mig der skal tage skænderiet med hende uge efter uge. For skænderier bliver der med sikkerhed. Allerede første gang vi talte om det, var hun muggen over at skulle bade her hvis hun fik lov til at slippe, derfor valgte vi at sige nej.

Ser vi bort fra at sådan en ordning med garanti vil betyde at nogle får lov og nogle ikke, så syntes jeg det er en underlig ting at de i det hele taget får muligheden for at slippe. Det er en kendt sag, at i den alder gider de ikke bade, og at mange af dem kommer hjem til et tomt hjem, og derfor slet ikke vil blive smidt i bad af nogen som helst.


Tilbage til i dag..

Jeg får så forklaret hende at jeg ikke lige har hørt at hendes far har ændret mening, men at jeg da lige vil finde ud af det. I samme moment husker jeg hende så også på, at får hun lov så betyder det at jeg vil være over hende når hun kommer hjem, og sørge for at hun får badet, inden hun går i gang med alt muligt andet...


BANG! så smækkede døren endnu engang. Sur teenager igen

Jeg får talt med John, og han bekræfter at hun har fået lov til at droppe badet på skolen, men inden jeg får lagt røret på, er hun smuttet så jeg går ud og kalder på hende fra altanen, for at spørge om hun ikke ville have sedlen med alligevel. Hun er fuldstændigt udtryksløs i ansigtet og kigger bare på mig, stiger op på sin cykel og kører.

Hold da kæft hvor er det træls at være i mine sko ind i mellem.

Disse to episoder er bare eksempler på hvordan det kan være virkelig svært at være stedmoder og hende der skal tage de daglige ting, og dermed være den onde. Så er der alle de gange i løbet af en dag, hvor jeg må tage fat i hende for at lære hende at hun IKKE skal smide papir fra bind, toiletrulle, thebreve og mad på gulvene, men i de dertil indrettede skraldespande. Hvis ikke jeg gør det lærer hun det aldrig, og lige netop med hensyn til at skulle vade rundt i skrald, vil jeg altså ikke selv gøre det for hende. Mange andre ting er jeg stoppet med. Gider ikke mere balladen.


Nu er det heldigvis ikke så tit at det lykkedes hende at sætte splid i mellem hendes far og jeg, men det er sket og det sker endnu. Hver gang føler jeg mig virkelig underligt til mode. Hvad nytter det, at jeg prøver at få lidt skik på tingene, hvis tøsen bare skal tude lidt foran sin far, og så giver han efter??


Uanset hvordan eller hvorfor, så ender jeg som den onde stedmoder...