Konsekvensanalyse

Dette ord har ringet i mine øre i dagevis...


Selve ordet er poppet op, fordi Stieg Larsson er glad for det, og bruger det ofte i den bog jeg har haft i ørene i denne uge. Jeg er netop færdig med den første og nu pauser jeg lige lidt. Men altså dette ord...


Dette at kunne se fremtidige konsekvenser for sig, og handle ud fra det, har ikke altid været min stærke side. Jo jo, jeg har da sagtens kunne regne konsekvenser ud, men har jeg gjort det? eller endnu mere vigtigt.. har jeg handlet ud fra det?? NIKS


Som det følelsesmenneske jeg er, har jeg meget ofte fulgt mit hjerte fremfor min hjerne. Og konsekvenserne har i visse henseender været livsændrende. Som dengang jeg bare troede, at det ville gøre mig glad hvis nu jeg fik barn. Det var da jeg ikke vidste at jeg egentlig rendte rundt med en begyndende sygdom, dengang var jeg virkelig tynget af tristesse og mange ting blev prøvet i forsøget på at finde glæden ved livet. Og så var det altså at jeg fik den tanke at det jeg manglede i mit liv var en baby.

Her er det på sin plads at jeg slår fast, at jeg virkelig elsker det barn der fulgte, men omstændighederne burde have været anderledes. I min higen efter sjælefred fik jeg dette barn med den helt forkerte mand. Han dukkede op på det "rigtige" tidspunkt, jeg selv troede ikke at jeg nogensinde ville kunne få kærlighed fra sådan en slags mand jeg drømte om, og ham her ville mig, så konsekvensen blev at vi slog os sammen og fik vores første baby. Allerede dengang var der bimlende alarmklokker der ringede som en hel koncert, men jeg lukkede ørene og ignorerede det faktum, at jeg faktisk fra dag eet vidste den var gal. Når jeg fik min baby ville alt blive godt.

Det blev det selvsagt ikke.

Livet som mor blev ikke som der stod i bøgerne og jeg knækkede fuldstændigt sammen. Stod der med min dejlige lille pige og bare græd når sundhedsplejesken kom på sin cykel. Mine forældre trådte til og aflastede i så stor en grad, at de i dag har et helt særligt bånd til deres barnebarn. Min sygdom som lå og spirede har helt afgjort været en faktor i den måde jeg IKKE magtede at være den mor jeg skulle være, men det vidste jeg ikke dengang. At jeg levede med en mand der havde daglige sammebrud og natlige anfald af angst gjorde det bestemt ikke lettere. Der sad jeg med et spædbarn på armen og med en mand, der som på klokkeslet fik det "skidt" når jeg skulle til at amme/give flaske, eller som gik og smækkede med døren med beskeden om, at jeg ikke ville høre mere til ham, før politiet bankede på min dør med beskeden om at han var fundet død.
Jeg burde været gået, men jeg turde ikke. Jeg burde have fået behandling, men dengang var det ikke en mulighed, for hvad ville der så ske med baby? Manden kunne ikke tage sig af hende og hvem skulle så???

Livet fortsatte og jeg kæmpede videre. Ledte efter måder at få det godt på. Jo mere tiden gik jo mere blev jeg viklet ind i problemer med den mand, der bare slet ikke var den rigtige. Han kom i konflikt med mine forældre og fik mig til at tro på at jeg skulle være 100 % loyal mod ham, da han jo var min "mand". Konsekvensen af det var, at der så kom en række år hvor jeg slet ikke så eller talte med mine forældre. Jeg turde simpelthen ikke for konsekvensen var utålelig. Dagevis med tavshed og kulde fra manden. Raserianfald og opslidende skænderier. Han friede til mig, meget velplanlagt på en overrumplende måde og jeg sad i en situation hvor jeg ikke kunne afslå. Konsekvensen blev et bryllup UDEN mine forældre...( Og flere år hvor min datter ikke måtte se sine elskede bedsteforældre.)

Han ville ikke se dem, og de ville ikke med. Så jeg blev fulgt op af gulvet af en af mandens kammerater... I dag fatter jeg det ikke

Sådan er der så mange konsekvenser i gennen livet og de valg vi træffer. Jeg kunne blive ved i et indlæg så langt som en toiletrulle, om de valg og deraf følgende konsekvenser, jeg traf i forbindelse med denne meget dominerende og kontrollerende mand. Det ville blive en historie om konstante forandringer for at finde roen i mig selv, men alle de valg jeg traf for at slippe for at komme ud i et kæmpe drama, fik den konsekvens at jeg blev virkelig godt og grundig syg, måtte indlægges og resten har jeg skrevet om før. En årelang kamp for at komme tilbage med den styrke jeg altid havde savnet, og det endelige brud som blev et drama af dimensioner.


Konsekvensanalyse...


Det er et godt ord, men svært at efterleve syntes jeg. For de rationelt tænkende er det garanteret en helt naturlig ting, men altså ikke altid for mig.
Helt frem til nutiden har jeg nok ikke været god nok til at se konsekvensen af at følge mit hjerte. Havde jeg været det, er det muligt at jeg ville have kunnet forudse, at prisen for at leve med min elskede ville være et liv med evig frustration over skidt og møg i hjemmet, rod og ballade, trængsel, konflikter og savn efter ordnede forhold. Evig træthed og lysten til at opgive.
Så ville jeg muligvis have ventet med at flytte, og fortsat med at have styr på mit liv.


Det nytter ikke at se sig tilbage, men jeg tror jeg skal blive bedre til at kigge frem...