Dejligt gensyn

Først sent søndag aften ( halv ni ) fik jeg min elskede hjem igen.

Jeg kunne slet ikke beherske mig, men fløj op af sofaen og bare krammede ham. Strikketøjet røg på gulvet, dyrene fløj ind i buret og Rasmus gik helt i stå med sin Play station, fordi jeg i sådan en fart fik kastet mig om halsen på den sagesløse mand.

Jeg ved ikke...


Det har været en weekend med masser af gode timer og glæder over Josefine, men indeni har jeg været alt for spekulativ. Vi er ikke ofte fra hinanden, men her ku jeg slet ikke holde det ud. Den sidste tid har været så dum, med en masse kræfter brugt på at håndtere de tre/fire børn i husstanden. Egentlig har vi hver eneste aften dejlige timer i afslappet samvær han og jeg. Vi sidder i stuen og hygger med hvert vores, og alligevel er vi inden for rækkevidde, men der bliver ikke talt så meget om det jeg går rundt med. Det får lov at vokse, og jeg har en hel skov af bekymringer og småfrustrationer i mig. Manden er som mænd er flest... ikke vild med de store krævende samtaler om problemer eller følelser, og det får mig til at holde igen. Jeg har brugt min dagbog til at skrive masser af ord ned, og det har hjulpet til at tage brodden af tingene, men alligevel ligger det jo og lurer... det besværlige der burde tages op.

Nu stod han så her, og jeg måtte bare erklære at jeg havde savnet ham så forfærdeligt. Senere da vi alene kunne læne os tilbage, fik jeg uddybet en lille smule. Fik fortalt at jeg havde fået den tanke, at vi kunne glide fra hinanden pga hverdagen med alle boksekampene. At jeg føler mig alene og sikker på at jeg ikke var savnet og holdt af. At jeg bare var blevet et møbel i hans liv.

Han tog mig bare og krammede og kyssede, med ordene at han slet ikke kunne undvære mig, at han også savner, men at hans dag jo er fyldt med masser af opgaver der tager hans tanker, så det er ikke noget han tænker så meget over.

Jeg har for meget tid har jeg...

Alt for meget tid til at få vendt og drejet mine tanker og gud hvor jeg hader det. Det er IKKE fedt at gå hjemme, når man vender det den vej rundt. Jo jo, jeg har frihed og mulighed for alt muligt, men da tanker jo er en af de store grunde til at jeg i det hele taget går her, så er det jo ligesom en ond cirkel.


Jeg fik min kæreste hjem og han har bare holdt om mig lige siden. Nu er han sendt på job, men han kommer hjem igen om ikke så længe. Jeg er heldig at have ham. Også selvom han ikke er af en mand af 1000 ord. :)