Weekend og Josefines uge i Zoo

En beretning i fire dele.. (uillustreret, for jeg glemte mit kamera!)

Kapitel 1

Lørdag tog jeg afsted i den lille blå dyt med retning mod Asnæs. Iført varmt strik og røjser, kaffe og selvfølgelig et let lille hækletøj, var jeg part til at indtage Odden. Turen derop var hyggelig, men lettere forsinket fordi en bro eller noget, var under nedrivning henover Roskilde. Der sad jeg i en megakø i henved en halv times tid, men heldigvis har vi Mads og monopolet.
Hr DON Ø, modeinspektør Mads Christensen og Humorist Hella Joof var ugens panel og jeg kan kun sige: finde DR radio på nettet og LYT på lørdages udgave. Hold da op det var morsomt. Sad der helt alene i min lille bil og bare lo så jeg var ved at trimle ned af sædet, bilen i sneglefart og de andre traffikanter der kiggede måbende ind til mig. Det må ha set løjerligt ud.
Specielt dillemaet med hundelorten og aftenens fodboldkamp, var næsten mere end jeg kunne bære, for de tre paneldeltageres indput og forslag var så morsomme at jeg nu sidder her og lytter på programmet igen. Hihhihiihhii hhhaaa


Kapitel 2

Vel ankommet til Møllelejren, blev jeg budt velkommen af den mest vidunderlige vamsede hund. Den var kæmpe, hvid og med en pels så tyk at jeg kom til at tænke på isbjørn. Noj hvor var den bare dejlig, og jeg vil bare ha hund vil jeg.
Josefines værtspar viste sig at være et par vidunderlige og hjertevarme mennesker. Det er jo hendes lærerinde fra skolen, der har været så gæstfri at huse hende den seneste uge, under praktikforløbet i den zoologiske have. Nogle mennesker er bare så ligetil..
Jeg kom ind og i den næste times tid, sludrede vi om skolen, livet som landboer og så var jeg iøvrigt under konstant belejring af hund nr 2 :-) En herlig fister af uvis herkomst, som straks da jeg satte mig i sofaen, lagde sig med hoved og poter i mit skød. Ikke om jeg måtte rykke mig nej. Jeg havde bare at blive siddene og så ellers ae og klappe og nulre ham. Jamen kan man andet end tabe sit hjerte? Jeg mener... En helt fremmed, og hunden er straks klar til at tilbyde sit venskab.

Jeg vil her benytte lejligheden til at reklamere endnu engang for Roskilde landbrugsskole. De har et engagement der er helt ud over det sædvanlige og som jeg endnu ikke har mødt i folkeskolen. Jeg sidder her med en lærer, der med rene ord fortæller mig, at jeg IKKE skal bekymre mig mere over, om Josfine får en praktikplads efter de 20 uger der er tilbage. Det er skolens og hendes "problem" og deres fornemmeste opgave er at støtte eleverne i deres eftersøgning af en plads. Hun er så dedikeret og fortæller hvordan klassen hver eneste uge har timer, hvor de er fælles om at skrive ansøgninger og lede hid og did efter det rigtige sted. Videre fortæller hun, at hun ser det som en platform for de unge mennesker, til at frigøre sig fra deres forældre og til at lære at klare sig selv i et samfund der kræver styrke og selvtillid, så det er noget der bliver arbejdet meget med.

HALLELUJA for hende og højt hurra.

Selve ugen i den Zoo der ligger ved siden af gården, er gået over al forventning. Alle mine bekymringer om Josefine der lå for sultedøden, og isoleret i et hummer er gjort til skamme. For det første har hun vist sig at være både initiativrig og arbejdsom ved alle dyrenes pasning og pleje, for det andet har hun dagligt på en lånt cykel kørt frem og tilbage i alt slags vejr. DET har jeg aldrig kunnet få hende til!! Hun har været taget ind som et ekstra familiemedlem hos lærerinden. Ikke et sekund har hun været alene og overladt til sig selv. Med andre ord... Hun er blevet godt og grundigt forkælet :))))
Sammen med parret, har hun hygget i deres hjem. Spist til hun revnede, set tv og sludret, gået ture og leget med alle deres hunde og katte. Specielt kattene har hun moret sig over, da de regelmæssigt har bragt hende mus. Se her mor, er jeg ikke dygtig hva?? Har de mjavet, og kigget stolte på denne bypige med store gule øjne.

Hun glæder sig allerede til uge 45, hvor den næste uges praktik finder sted. Og det gør hendes mor også. Jeg fik takket og højlydt erklæret at jeg er så stolt af hende at jeg er ved at revne. Og så ved vi nu, at hendes fremtid og ambitioner ligger i retning af at skulle finde sig en mulighed for at bo på landet. Der er ingen tvivl om at det er der hun trivedes bedst. Josefine siger selv, at i denne uge har hun været afslappet som aldrig før, og at den livsstil der følger af at arbejde med dyr og iført arbejdstøj, er noget hun trivedes bedre med, end den hurtige smarte facade der "kræves" når man bor i Kbh. Hun har det ikke godt med al den fokus på det ydre der er i bylivet.


Kapitel 3.

Vi tog afsked og trillede hjemad igen. Rundede lige den første den bedste mark, hvor mor her er set hoppe afsted i fuld færd med at hamstre græs og andet godt til vores egne små dyr.
På turen fik jeg så den fulde historie om ugens oplevelser. Nej hvor er jeg egentlig misundelig på hende. Hun har passet dyr af hver en art, og også overskredet personlige grænser. Inde i det varme hus, med slanger og andet kryb, har min aragnofobiske datter helt selv, håndteret og rengjort i edderkopperns bo. DET ku jeg bare ikke. SÅDAN min skat, jeg er sgu stolt af dig og syntes du er fantastisk.
Hun har leget med aber der er så frække at de nærmest er som små børn. Vasket og skuret gulve og trug har hun også. Det hele med et stort smil over hele femøren.

Som altid har vi grinet så tårene trillede i bilen, specielt på den sidste del, for der var jeg ved at være godt brugt. Så er det at jeg begynder at tale sort og være fjumret. Ingen, og heller ikke jeg selv kan tolke hvad det er der kommer ud af mig, og vi måtte bare grine og grine.


Kapitel 4

Resten af dagen var anderledes end ellers. Kæresten min, er i sommerhuset for at hjælpe til med noget praktisk og derfor er jeg alene her indtil søndag aften, med tre af de fire børn. Jeg har det fint med at være her og vi har ingen konflikter oplevet, men jeg savner ham. Syntes det er forkert at han ikke er her, men det får så også en lille flig af mig til at gå i øvmood for i al den tid jeg har kendt ham, har han aldrig fortalt at jeg var savnet. Nu har vi jo ikke kendt hinanden i 100 år, og jeg er slet ikke endnu, der hvor jeg ikke tænker på ham, når han ikke er i nærheden, men jeg har faktisk brug for at vide at jeg er savnet. Jeg har aldrig hørt ham sige det, så jeg får altså den der tanke sådan en lørdag aften og weekend, at det er jeg IKKE.


Nu er det søndag og jeg kan se frem til at ikke skulle andet end at køre Josefine og hendes pakkenelliker hjem senere på eftermiddagen. Den står på strik og leg med marsvinene. De spæner lige nu frem og tilbage på Johns side af sengen, hvor der jo er god plads. Tju hej hvor det går. I fuld fart og kun afbrudt af de gange hvor de lige må ind under min dyne for at nappe mig lidt i fusserne. Det er så hyggeligt og jeg sludrer glad med dem.