Knocked out!

Jeg er hjemme efter samtalen med lægen og et smut om apoteket.


Jeg kan ikke sige så meget andet lige nu, end at jeg er verdensmester i fortrængninger, og indre spændinger.

Det korte af det lange er, at jeg I N T E T fejler. Ikke fysisk ihvertfald. Smerterne jeg døjer med, hvad enten det er dem der piner i mit hoved, eller dem der får min mave til at vende sig, eller ben, arme og ryg der brokker, så handler det om, at min krop skriger for at få mig til at reagere.

Blodprøver af alle slags er blevet taget, jeg er udersøgt på kryds og tværs, og resultatet var jo i virkeligheden godt nok, set fra et lægeligt synspunkt. Intet galt med fysikken, udover dårlig kondition.

Jeg blev sendt hjem med en formaning om at NU skal jeg gøre noget. Hans diagnose er klokkeklar:

Overbelastning. På det psykiske plan..

Bliver jeg ved som nu, går det galt for mig inden længe. Han har kendt mig i så lang tid, at han ikke var et sekund i tvivl om, at jeg er hurtigt på vej nedad og i fare for at ende et sted der bliver svært at komme væk fra igen, sån lige på en studs.

Jeg er knock outed. Simpelthen.

Den besked var nok det eneste jeg ikke havde lyst til at høre, for jeg ved ikke hvordan jeg skal ændre på min situation. Nu kan jeg så sidde her og vide med mig selv, at der ligger en svær aften/weekend foran mig, for jeg må og skal have budskabet ud. Koste hvad det vil. Få forklaret at jeg ikke magter alle de ting der foregår her, og at det ødelægger mit helbred, at skulle fortrænge hele tiden. Fortrænge at jeg ikke har det der skal til for at kunne opretholde overbærenhed, overskud og smil til tre børn med hver deres specielle problemer, og som der kræves specialhensyn til hele tiden.

For ligesom at sætte det hele i relief, kan jeg lige give et billede af de sidste par timers Henrietteliv:

Jeg har en tid hos lægen kl 10.15. Er for tidligt på den, og bruger ventetiden på at købe ind. I supermarkedet kan jeg slet ikke koncentrere mig om hvad vi egentlig mangler, så jeg småhandler helt uden sammenhæng og går op til lægen. Der får jeg så at vide at næh.... du skulle da allerede til kl 9.45.. Vi har siddet og ventet. SUK Jeg kommer så ind, og får beskeden om at nu skal jeg til at passe på ikke at knække helt, og får så spørgsmål om min hukommelse og koncentration generelt. Tjaaa, jeg glemmer jo alt hele tiden og kan ikke finde ud af ret meget. Han kigger på mig og behøver egentlig ikke sige så meget til det. Dybt stresset er hvad jeg er. Der er alle tegn på det, han påpeger at ting som glemsomhed og den slag er typiske.

Vel hjemme, kommer jeg ind af døren og stadig iført overtøj, bliver jeg mødt af en Mira der er kommet hjem efter et par dage hos bedsteforældrene. Det første hun siger til mig er:

Hvad skal vi have at spise? Laver du mad i aften? Og i weekenden?? Ik noget med hej eller goddag. Vi går lige på og hårdt og taler om det der virkelig giver anledning til bekymring i en asbergerverden.. MAD og sult, og personlige behov som ikke kan tilsidesættes eller vente.

Dernæst går det op for mig at jeg ikke har mine varer med hjem...

Rasmus kommer og vil have mig til at tage stilling til en problematik omkring hans Ipod og penge han skal hæve i banken. Stadig iført overtøj, må jeg forklare at der altså liiiige må vente til jeg er inden for døren.

Josefine ringer og vil hentes fra skolen.. Niks det kan ikke komme på tale i dag, og så er den samtale faktisk allerede forbi! Nå, men så hej igen da Josefine.

Theis ligger og sover som han har gjort siden han fik ferie for fjorten dage siden... står først op omkring firetiden. Det eneste han så laver er at spille på sin computer, kæderyge og kigge forbi stuen for at tjekke udsigterne til mad eller hente kaffe..

Nu vil jeg så pakke dyner og puder sammen, flytte det og mit strik og mine andre egendele ind i stuen. Fra nu af og til mandag morgen, kan jeg ligge og være forkvalmet på sovesofaen akkompagneret at dyr, børn og trafik.


Jeg er træt og føler mit indre er kaotisk.