16 oktober 2009

Knocked out!


Jeg er hjemme efter samtalen med lægen og et smut om apoteket.


Jeg kan ikke sige så meget andet lige nu, end at jeg er verdensmester i fortrængninger, og indre spændinger.

Det korte af det lange er, at jeg I N T E T fejler. Ikke fysisk ihvertfald. Smerterne jeg døjer med, hvad enten det er dem der piner i mit hoved, eller dem der får min mave til at vende sig, eller ben, arme og ryg der brokker, så handler det om, at min krop skriger for at få mig til at reagere.

Blodprøver af alle slags er blevet taget, jeg er udersøgt på kryds og tværs, og resultatet var jo i virkeligheden godt nok, set fra et lægeligt synspunkt. Intet galt med fysikken, udover dårlig kondition.

Jeg blev sendt hjem med en formaning om at NU skal jeg gøre noget. Hans diagnose er klokkeklar:

Overbelastning. På det psykiske plan..

Bliver jeg ved som nu, går det galt for mig inden længe. Han har kendt mig i så lang tid, at han ikke var et sekund i tvivl om, at jeg er hurtigt på vej nedad og i fare for at ende et sted der bliver svært at komme væk fra igen, sån lige på en studs.

Jeg er knock outed. Simpelthen.

Den besked var nok det eneste jeg ikke havde lyst til at høre, for jeg ved ikke hvordan jeg skal ændre på min situation. Nu kan jeg så sidde her og vide med mig selv, at der ligger en svær aften/weekend foran mig, for jeg må og skal have budskabet ud. Koste hvad det vil. Få forklaret at jeg ikke magter alle de ting der foregår her, og at det ødelægger mit helbred, at skulle fortrænge hele tiden. Fortrænge at jeg ikke har det der skal til for at kunne opretholde overbærenhed, overskud og smil til tre børn med hver deres specielle problemer, og som der kræves specialhensyn til hele tiden.

For ligesom at sætte det hele i relief, kan jeg lige give et billede af de sidste par timers Henrietteliv:

Jeg har en tid hos lægen kl 10.15. Er for tidligt på den, og bruger ventetiden på at købe ind. I supermarkedet kan jeg slet ikke koncentrere mig om hvad vi egentlig mangler, så jeg småhandler helt uden sammenhæng og går op til lægen. Der får jeg så at vide at næh.... du skulle da allerede til kl 9.45.. Vi har siddet og ventet. SUK Jeg kommer så ind, og får beskeden om at nu skal jeg til at passe på ikke at knække helt, og får så spørgsmål om min hukommelse og koncentration generelt. Tjaaa, jeg glemmer jo alt hele tiden og kan ikke finde ud af ret meget. Han kigger på mig og behøver egentlig ikke sige så meget til det. Dybt stresset er hvad jeg er. Der er alle tegn på det, han påpeger at ting som glemsomhed og den slag er typiske.

Vel hjemme, kommer jeg ind af døren og stadig iført overtøj, bliver jeg mødt af en Mira der er kommet hjem efter et par dage hos bedsteforældrene. Det første hun siger til mig er:

Hvad skal vi have at spise? Laver du mad i aften? Og i weekenden?? Ik noget med hej eller goddag. Vi går lige på og hårdt og taler om det der virkelig giver anledning til bekymring i en asbergerverden.. MAD og sult, og personlige behov som ikke kan tilsidesættes eller vente.

Dernæst går det op for mig at jeg ikke har mine varer med hjem...

Rasmus kommer og vil have mig til at tage stilling til en problematik omkring hans Ipod og penge han skal hæve i banken. Stadig iført overtøj, må jeg forklare at der altså liiiige må vente til jeg er inden for døren.

Josefine ringer og vil hentes fra skolen.. Niks det kan ikke komme på tale i dag, og så er den samtale faktisk allerede forbi! Nå, men så hej igen da Josefine.

Theis ligger og sover som han har gjort siden han fik ferie for fjorten dage siden... står først op omkring firetiden. Det eneste han så laver er at spille på sin computer, kæderyge og kigge forbi stuen for at tjekke udsigterne til mad eller hente kaffe..

Nu vil jeg så pakke dyner og puder sammen, flytte det og mit strik og mine andre egendele ind i stuen. Fra nu af og til mandag morgen, kan jeg ligge og være forkvalmet på sovesofaen akkompagneret at dyr, børn og trafik.


Jeg er træt og føler mit indre er kaotisk.

28 kommentarer:

  1. Kære Henriette, sådan en hverdag ville bringe mig på sammenbruddets rand. Egentlig tror jeg, det er en sund reaktion på, at nu er belastningerne bare nok. Jeg håber, at du og din kæreste kan lægge en plan, så du får et roligere liv.
    Jeg sender varme klem og healende tanker til dig her fra Amager.

    SvarSlet
  2. Jeg vil også være meget stresset af sådan en hverdag. Jeg håber du får snakket med din kæreste om hvad i kan gøre anderledes. Er det ikke muligt at du kan låne din venindes lejlighed som du har gjort tidligere så du lige kan få lidt ro på? Ved godt det ikke er løsningen i længden.Sender dig mange varme tanker og knus.

    SvarSlet
  3. Du reagerer og jeg kan præcis følte dig. Lægerne kan ALDRIG (på nær et par gange..sclerose bla.) finde noget andet end jeg er helt normal, men stadig så knækker jeg og der skal intet til og nogle gang skal der sikkert og så meget til ift. andre. det korte af det lange er, at man skal lytte godt efter. Måske finde en alternativ behandler der kan hjælpe en med den slags. Noget med at komme ned i gear og så fortælle de kære unger, at de fanme må hjælpe til. Om det så er med madlavning eller tøjvask og så skal de måske se lidt på deres mor/bonusmama og glemme egoet lidt, det er sundt for dem også og jeg er da sikker på, at hvis du virkelig får det sagt til dem, så vil de da gøre hvad de nu kan. Det er tid til at være egoistisk, for du er jo heller ikke til meget som du har det nu og hvis de vil have den bedst tænkelige Henriette, så skal der ændres noget tror jeg. Du må sige til hvis der er noget jeg kan gøre her udefra. Knus og tanker fra Rikke

    SvarSlet
  4. Kære Henriette, jeg håber så inderligt, at du snart finder en løsning eller en udvej. Har du ikke nogle omsorgspersoner, der kan tage sig lidt af dig - din mor, din far, en veninde - eller hjælpe dig videre?

    Har du tænkt på en løsning, der hedder flytning. Dit og din kærestes forhold behøver jo ikke at slutte, fordi I bor hver for sig.

    Har du tænkt over, hvordan den ideelle tilværelse ville være for dig lige nu?

    Sender dig mange knus ;-)

    SvarSlet
  5. Først og fremmest er det jo godt du ikke "fejler" noget alvorligt. Men dernæst er det da ikke nogen speciel god tilværelse, du fører lige i øjeblikket. Du må jo sammen med kæresten, slå hånden i bordet, og FORLANGE, at de store børn begynder, at hjælpe til... ved godt det er så nemt, at sidder herude bag tasterne og sige det, som også har børn der sagtens kunne hjælpe mere til... men DU må og skal passe på dig selv, og hvem andre end DIG kan gøre det. Håber du får mere styr på det hele, for det her uholdbart i længden... pas rigtig godt på dig selv...

    SvarSlet
  6. En løsning må der findes !
    Håber bare du kan magte at finde den...
    Måske er Jeanette Mariae inde på noget af det rigtige ?
    Knus og atter knus fra mig

    SvarSlet
  7. Jaa, du trænger til RO nu.
    Skråt op med hensyn - din kæreste er glad for dig, men han må indse at du er en sart ting - og gå med på at få de store unger aktiveret!!!
    Flyt!!!bare et stykke tid måske...inden det går galt.
    knus og varme

    SvarSlet
  8. Uh ha, Henriette! Du lever jo tydeligvis i overhalingsbanen og kan vel ikke få det tydeligere. Jeg tilslutter mig så absolut de andre...noget drastisk må til, for ellers går det s'gu (mere) galt for dig.
    De børn er så store, at det MÅ kunne gøre begribeligt, at der er tale om alvorlige sager. Og manden må helt ind over. Kunne man forestille sig noget med en ungdomsbolig til den altid sovende unge mand? Helt og aldeles uacceptabel adfærd - og det kan s'gu ikke understreges nok. Det er for slapt og slet ikke i orden.
    Enhver var kommet ud på et overdrev med den konstellation I holder jer derhjemme. Ren katastrofekurs, hvis du spørger mig.
    Og kan folk ikke forstå budskabet, ja så siger jeg som flere andre: flyt - permanent eller for en periode. For hvad er alting værd, hvis du går ned????
    Masser af krammere herfra. Hvor jeg dog føler med dig, Henriette - og hvor jeg dog håber, at der snarest bliver fundet en/flere løsninger. Helst i går.

    Knus Gittemay

    SvarSlet
  9. Kære Henriette, du bliver nødt til at sadle om, det der går jo bare ikke. Selv om lægen sagde at du ikke fejlede noget, så er der jo uorden i dit indre.

    Henriette hvad med at låne den lejlighed af din venindes, ville det ikke være godt at komme lidt væk.

    Har du ikke nogen der kan være lidt for dig, og give dig en hel masse omsorg.

    Jeg ved godt at mange syntes at det er hokus pokus at blive healet, men healing er bare omsorg, så jeg tror at det ville være godt for dig at prøve.

    Håber at du finder ud af det Henriette, I bliver nødt til at lave en plan så det ikke er dig der hænger på det hele !

    Varme klem til dig her fra Odense

    SvarSlet
  10. Kære Henriette!
    Hvor ville jeg ønske jeg kunne trylle dig hen et sted med fred, ro, lyse farver og plads.
    Knus Margith

    SvarSlet
  11. Min første kommentar blev lige væk, men jeg ville bare sige hvor meget jeg føler med dig. Kender kun de tegn alt for godt. Hvad der hjælper dig, ved kun du selv når du mærker rigtig godt igennem og prøver at lytte til din mavefornemmelse. Personligt har jeg glæde af healing som Pernille er inde på.
    Pas godt på dig selv.
    Kærlig hilsen Lis

    SvarSlet
  12. Kære Madame. Det er en enorm hjælp for mig, alene at få de kommentarer jeg gør. Så ved jeg at det ikke er mig den er gal med. En plan må der findes, men hviken? Det tumler jeg med lidt de næste dage.

    Mange tusind tak og varme knus
    Henriette

    SvarSlet
  13. Kære Anette.

    Desværre for mig, er lejligheden ikke længere ubeboet, så jeg har faktisk ikke lige noget sted at gå hen.

    Jeg må og skal tage fat i kæresten her i weekenden.. Pyhh jeg er bare så træt så træt.

    Mange tusind tak for din kommentar, det er noget jeg virkelig værdsætter.

    Mange knus skal du have for det
    Henriette

    SvarSlet
  14. Kære Rikke. Der er ikke så meget andet du kan gøre end det du allerede gør, nemlig at skrive og i dette tilfælde fortælle at du støtter. DET betyder mere end du aner, for jeg kan bruge det til at se, at jeg ikke er urimelig.

    Mange tusind tak for det, det betyder så meget for mig.

    Knus og kærlig hilsen
    Henriette

    SvarSlet
  15. Kære Jeanette Mariae.

    Jeg har desværre ingen der kan gå ind og tage sig lidt af mig, det ville ellers være dejligt.
    Jeg tænker netop meget over dette med at dele os op igen, men det kommer til at give andre og praktiske problemer jeg har svært ved at overskue. Økonomi og sådan helt praktisk ting såsom at jeg ikke ville ha en ærlig seng at sove i feks. Jeg opgav (naiv og forelsket) stort set det meste af mit eget (liv), dengang jeg flyttede ind her, troede virkelig 100% at dette var det rigtige og en livsvarig beslutning. Jeg er så trist over at jeg muligvis var for dum.

    Der er ingen tvivl om at mit helbred ville syntes det mest fornuftige og ideelle var at flytte.. SUK

    mange knus og tusinde kram for din kommentar. Den er så god for mig.

    Henriete

    SvarSlet
  16. Kære Kirsten.

    Mange tusind tak for din kommentar. Der er nemlig tilsyneladene ikke nogen anden end mig selv, til at hjælpe mig, så jeg tænker og tænker for at finde den rette måde at håndtere dette på.

    Det er en meget stor hjælp at I alle skriver som I gør, for der lærer jeg heldigvis en masse og kan se at jeg ikke er helt urimelig.

    Mange tak og mange knus til dig for din støtte.
    Henriette

    SvarSlet
  17. Du har ret Miri, og netop kræfterne til at tage dette her op, skal vist liiige mobiliseres. Og også modet...

    Tusind tak for kommentaren og mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  18. Kære Lavendel. Jeg prøver lige nu at finde muligheder for at være et andet sted lidt.

    Jeg har trukket mig helt ud af familiens drift nu, og det er sgu ok.

    Men jeg føler mig godtnok på herrens mark, det gør jeg altså.

    Mange tusind tak for også dine ord, de bliver taget ind og tænkt over.

    Knus og fortsat herlige dage i La France
    Henriette

    SvarSlet
  19. Gittemay. Du siger det netop så direkte og helt rigtigt at jeg faktisk ikke kan sige så meget andet end, at du har ret. Nu skal jeg så bare have formidlet budskabet videre til min kæreste.

    Jeg er lidt tom indeni og føler mig både desillusioneret og ensom og så ked fordi det er som det er.

    Mange tusind tak for dine ord, de betyder virkelig en masse for mig.

    Knus Henriette

    SvarSlet
  20. Kære Pernille. Healing ville være alletiders, det ville jeg søreme gerne prøve. Alt ville faktisk være velkomment, så jeg ku få det bedre.

    Jeg takker også dig fordi du gav dit besyv med. Det er så utroligt dejligt at I alle gider skrive, og jeg kan ikke beskrive hvad det betyder at få denne støtte.

    Mange tusind tak og knus til dig Pernille.
    Henriette

    SvarSlet
  21. Åh ja Margith... Gid du ku. ;) Det ville være helt vidunderligt.

    Mange tusind tak, fordi du skrev også det betyder en masse for mig.
    Jeg sender dig et knus gør jeg.
    Henriette

    SvarSlet
  22. Kære Lis. Ja mavefornemmelsen skal man ikke tage fejl af. Den fortæller mig at jeg ikke har godt af at være her som tingene er, og sikkert vil vedblive at være, hvis ikke der er nogen her der tager mig seriøst.

    Triste realiteter.

    Også du skal have masser af tak fordi du skrev, og jeg sender dig knus og kærlig hilsen
    Henriette

    SvarSlet
  23. Kære Henriette
    Det gør mig så ondt, at læse dit indlæg! Jeg får lydt til, at rejse over til dig og støtte dig i din kamp mod din hverdag. Støtte dig i, at få et liv hvor der er plads til og tages hensyn til dig også.
    Jeg sender et kæmpe stort knus afsted til dig.
    Kh Olines

    SvarSlet
  24. Måske skulle vi tage på rekreation hos mine forældre i jylland når jeg har født, der bliver man vartet op fra morgen til aften og får slappet godt af : ) Du kunne godt bruge min mor og far i Jylland lige nu. Der skal man ikke tænke på andet end at få slappet af så det i en hel grad næsten er for meget...med mindre man virkelig har brug for det. Da jeg var psykotisk boede vi hjemme hos dem i en måned og det må have været så hårdt for dem, men min mand kunne koncenterer sig om Max og mig og det var skønt : )Hos dem er alle velkomne ; )

    SvarSlet
  25. Kære Henriette.
    Håber at du snart finder en løsning, som du kan holde ud. Kan det ikke være muligt at få lidt mere hjælp og råd til indretning af din dagligdag af de professionelle, læge, psykolog, socialrådgiver. Er det muligt at få lidt aflastning i form af at børnene kan være hos andre i nogle af weekenderne? Er der et sted, du kan være lidt mere permanent, hos familie el.lign.?
    Ærndringer skal nok ske ved et møde med Jer og professionelle vejledere, for hvis du kommer og deler forslag og ordrer ud hjemme, møder du garanteret ikke meget andet end surhed. Hvis jeg tager fejl, vil jeg blive glædeligt overrasket.
    Knus og varme tanker til dig fra Laura

    SvarSlet
  26. Kære Oline. Hvor er det søde tanker du sender mig. Jeg håber selv at det vil forbedres snart, men jeg er ikke helt sikker på at det vil ske..

    Mange tusind tak og knus til dig for dine ord

    SvarSlet
  27. :-)
    Rikke, det lyder søreme fristende. Uha sådan at blive passet lidt, og så med en baby at nusse lidt. Det ville ikke være dårligt :)

    Knus til dig søde;)

    SvarSlet
  28. Kære laura. De ting du foreslår er faktisk sat i gang og forsøgt allerede inden sommerferien! Der er bare ikke sket en dyt og jeg er jo blevet lidt pas på at være den der skal tage fat og rykke allevegne hele tiden. Det er jo det samme jeg har gang i med min egen datters behandling. Syntes det burde være faderen der tog fat her...

    Iøvrigt er det ikke et hit at jeg selv har foreslået en aflastningsfamilie. Han syntes ikke det er nødvendigt.

    Nu er det første skridt taget i denne weekend og jeg må vente og se hvad der nu sker.

    Mange knus og tak
    Henriette

    SvarSlet