Nu stopper du...

... tror jeg at min krop tænker.


I aftes havde jeg nogle rigtig gode timer, fra det ene sekund til det andet lettede tågen og jeg fik travlt med at indhente noget af det tabte. Jeg fik lavet middagsmad, og derefter kastede jeg mig over rengøring af badeværelset. Det har stirret på mig i månedsvis, det grønne gyselige stads der vokser frem i hjørnet af brusekabinen. Kalken sidder også godt fast, så af flere omgange fik jeg sprøjtet det med et eller andet supermiddel, og derefter er der blevet skrubbet og skuret. Med et lille og meget gammelt badeværelse er det kun en sølle virkning det har på det visuelle plan, MEN nu er der rent og det er rart at vide.

Jeg skulle bare slet ikke have gjort det..

Det sker jo det, at når jeg endelig syntes af fungere normalt, så er det næsten ikke til at bære at skulle gå i seng så det blev alt for sent inden vi slukkede lyset. Der var hele tiden liiige noget jeg gerne ville. Bl a har jeg nu Ravelry på forsiden som en knap, ( jeg takker mange gange for de råd jeg fik i går herinde af jer søde quinder ), og jeg har min side (Ravelry altså..) fuldt opdateret med de projekter jeg har haft i hænderne. Det gik helt fint med at få det lagt på, og jeg er dødtilfreds. Nu kører den jo bare og jeg kan opdatere den løbende, det tager ingen tid når jeg hele tiden er
a´ jour.


Her til morgen var/er den nemlig helt gal igen. Jeg vågnede alt for tidligt fordi jeg skulle tisse, og jeg satte mig ind til kæresten for at sige godmorgen og farvel. Min krop protesterer vildt og jeg har kvalme, ondt i maven og spændinger i kæber og tindinger, det suser i ørene, jeg hiver efter vejret og jeg kan slet ikke holde ud at være lodret. Så jeg ligger nu her i min seng og kan kun spørge mig selv, hvornår jeg mon lærer at jeg ikke skal tro jeg er noget, bare fordi jeg lige har et par timers velbefindende. Ik lige for tiden i hverfald.

Jeg skulle jo lige have været et smut forbi Pernille, og se hvordan man laver loops på sine wirer når man skal strikke i små cirkler, men den går bare slet ikke. Tænk engang.... sådan en lille bitte tur, et kort møde må jeg bare afstå fra...

Jeg havde allerede planlagt, at når nu jeg alligevel lige var i nærheden, så skulle Rødovrecentret frekventeres og forskellige småærinder ordnes, den voksende vasketøjbunke skulle væk, men maven og kroppen har sagt nej.

Hvad pokker er det her for noget??

Jo, jeg ved det jo måske godt lidt, men jeg vil ikke helt acceptere det. Og når hjernen ikke vil lytte til sig selv, må kroppen jo træde til og sige fra. Og jeg skal love for at den siger fra i en sådan grad, at jeg egentlig burde ryge durk på plejehjem.


Jeg havde lovet mig selv at der skulle en livsstilsændring til, men det er søreme ikke let i en stor familie, og når man er den eneste der syntes det er nødvendigt. Jeg ved faktisk godt at den er gal hele vejen rundt, lige fra for lidt søvn, stress, overbelastning, forkerte kostvaner, for lidt motion og så også lige de dumme smøger jeg ikke har lyst til at droppe, da jeg så ville tage yderligere på. Og nå ja.. så medicinen. DEN påvirker også kroppen.


Jeg vil på rekreation vil jeg....