27 november 2009

Jeg læsser lige lidt af

Det er jeg nødt til.


At dele hjemmet med den sure teenager tager meget på mig, og selvom jeg bruger alle mine energier på ikke at lade mig vælte, så er jeg tæt på alligevel. Fire lange dage har der været indtil nu, og ikke før søndag ser det ud til at ændres. HVIS altså det går som annonceret!

Den første søndag i advent kan vise sig at blive mere Uhyggelig end jeg ellers har drømt om.

I dagene der er gået er der sket en ændring i teenagerens adfærd og fremfærd her. En ændring der umiddelbart kunne se ud til at være ok, hvis ikke det var fordi det kun gælder kæresten. Overfor mig er der stadig kun provokationer og tavshed/surhed at mærke. Det viser sig på den måde at jeg kan være på sidelinien og kigge på at han bruger meget tid på at opsøge kæresten om alt muligt og den sædvanlige nysgerrighed omkring alle dele af vores voksenliv. Der bliver klappet på kinder og rodet i hår, der bliver grinet og hyggesludret, altimens jeg stadig er et stort problem i hans liv. Det demonstrerer han ved højlydt at hamre døren til stuen op igen og igen, når han får lyst til at gå frem og tilbage imellem værelse og kærestens plads. En entre der bliver fulgt af det velkendte og traditionsforbundne kæmpebøvs!.. eller to..

Han ved at jeg finder det frastødene og ikke særligt morsomt, og derfor bøvser knægten det bedste han har lært, højtlydt og mere eller mindre fra morgen til aften. Hver gang han bevæger sig i entreen og især i nærheden af mig får den al hvad den kan trække. Jeg er blevet rådet til ikke at lade mig mærke med det, men det tager på mig, fordi det er så åbenlys en provokation, og derfor noget jeg mener han burde blive bedt om at stoppe med. Bare sådan for lige at slå fast at han IKKE skal fortsætte i samme stil som hidtil, når han er her.

Jeg føler mig jo i den grad krænket af de mange måneders målrettede satsning på min forsvinden herfra, og derfor har jeg det sådan i dag, at jeg IKKE er til sinds at få ham til at føle sig velkommen og hjemme. Det skib er forlængst sejlet
Desværre er det en holdning jeg er alene om. Jeg mener ikke at han skal holdes informeret om vores privatliv og almindelige gøren og laden, og derfor har jeg det svært med at se, hvordan der nu er en aktion i gang for at genvinde kammeratskabet med kæresten. Det gør mig utryg ad helvede til for nu at sige det som det er. Hans egen tro på at han er de voksnes ligemand, og at han som storebror til Johns datter har ret til at få indblik i økonomi og beslutninger om stort og småt i vores liv, er det der giver ham den kejseragtige opførsel. Han har det med at vandre rundt og ligesom overvåge mine unger, og forhøre dem om alt muligt, der slet ikke vedkommer ham. Han dukker op som trold af en æske og pusler " helt tilfældigt" rundt i nærheden, når jeg og/eller børnene har samtaler af privat art. Derfor er vi nu nødt til at tale i koder eller bevæge os ind i et andet rum. Jeg er ked af at sige det, men der er en udpræget tendens til at han får det godt ved at det går skidt for andre. Ikke en særlig heldig egenskab syntes jeg. Han har tidligere boret længe og vedholdene i forhold der slet ikke er hans sag, men dengang var jeg ikke så karrig med at sludre om store og små ting i vores liv. Det fik den konsekvens at han "hovsalækkede" en information til Josefine hun absolut IKKE skulle have hørt på det tidspunkt, men jeg stolede dengang stadig på at han var fornuftig og ansvarlig.. BAD choice

Den eneste måde at forhindre at han alt for hurtigt glemmer den sidste konflikt og igen indtager sin position som overdommer, er ved hele tiden at holde kortene tæt ind til kroppen. Sørge for at han ikke glemmer at han har overskredet en grænse, og så længe han IKKE har disket op med en undskyldning og en holdningsændring OG en bedre opførsel her i huset, så skal han ikke have nogen eftergivelse. Det er det jeg frygter er ved at ske. Stille og roligt og ganske langsomt.

Og jeg kan bare kigge på fra min plads i sofaen. Eller i sengen der jo er her i stuen i perioder.. Det at jeg er gået i seng og har sagt godnat, er nemlig IKKE noget der stopper hans fremfærd. Ind i stuen stormer han med smøgen i mundvigen og bøvsen i luften.


Jeg syntes det er grænseoverskridene, det gør jeg altså.


Når det er skrevet, må det så være på sin plads at fortælle at jeg har haft en rigtig hyggelig dag på anden vis. I min egen verden har jeg været effektiv i køkkenet. Knægten står trods alt først op efter to, og derfor har jeg benyttet muligheden for at nusse rundt, gøre rent, flytte om, rense ud i gamle krydderier, og nu er der så fint som det er muligt. Jeg viser har billeder til jer i morgen. Nu er det tid til at få samling på mig selv, så en film kommer i maskinen. Kæresten er ikke hjemme så jeg håber at døren forholder sig i ro resten af aftenen

23 kommentarer:

  1. Hej med dig
    Jeg kender dig ikke overhovedet, men kan sagtens følge dig alligevel. Der er da ingen tvivl om at han prøver kræfter med dig, og det er svært hele tiden at tænke "jeg er den voksne, så lad som ingenting" - men der skal f..... være en grænse.
    Godt at høre du, på trods af alt det, havde en hyggelig dag alligevel.
    God weekend (håber jeg)

    SvarSlet
  2. Det kunne være interessant at se, hvordan han reagerer, hvis du trodser ham og signalerer, at du er ligeglad:

    "Orv, hvor ER du dygtig. Kan du gøre det igen?"

    Før eller siden er det måske ikke sjovt at provokere dig længere og så kommer der måske en ny uvane som skal tackles (og evt. ignoreres), men knægten udfordrer dig helt tydeligt og J. er sgu nødt til at tage affære, hvis det fortsætter.

    PS. tusind tak for den dejlige snak forleden. Den havde jeg SÅ meget brug for, men da jeg ikke ku' komme på nettet, havde jeg slet ikke set, hvor ophængt du havde været, så jeg håber ikke, jeg fik drænet dig for de sidste kræfter. Det er ihvertfald det sidste jeg vil!

    STORT knus...

    SvarSlet
  3. Hvor er han da provokerende! Jeg kan sørme godt forstå at det tærer på dig og tapper dig for energi.
    Måske John skulle fortælle ham, at alle hans kræfter er spildte, at du og han elsker hinanden og bliver sammen, så det bliver han nødt til at forholde sig til.
    Hvis du har overskuddet, tror jeg også du skal give ham hvad han har fortjent - måske fortælle ham, at han er svær at respektere, så længe han opfører sig som en 3-årig?

    Måske han skal flytte til mormor igen, fordi I ikke vil have ham boende i fx en måned først, så han kommer til at savne. Men at det er jer der bestemmer, at han er en belastning, som I ikke har brug for. En slags stuearrest...

    Disse forslag er jo kun lige de tanker, der falder mig ind, for jeg synes sørme ikke at han opfører sig ordentligt, og jeg synes sørme at han skal tage ansvar for sine handlinger.

    Det er godt, at du på trods af ham finder små åndehuller ind i mellem og genfinder dit humør. Det har du fortjent.

    Jeg sender dig en masse varme tanker og håber på at I finder en løsning og at John begynder at vise dig mere respekt, ved at håndtere sønnike!

    Jeg sender en lille pakke fra Århus i næste uge! Husk bare at den er lidt farlig og at du endelig ikke må have dit strikketøj i nærheden ;o)

    SvarSlet
  4. For hulan, jeg skriver altid så lange indlæg!

    SvarSlet
  5. Det kan jo ikke gå ! hvor er kæresten i alt dette ! Knus

    SvarSlet
  6. Hvor er han altså strid! Din kæreste må mande sig op og støtte dig og nej selvfølgelig kommer jeres privatliv ikke den dreng ved! Han skulle nemlig som Mette foreslår bo et andet sted en periode så han kan lære at sætte pris på dig/jer. Mange knus og tanker.

    SvarSlet
  7. føj da, hvor er han bare for strid. Hvad sker der lige for ham??? Jeg gad godt spare op til en jordisk skideballe til ham. Hvor gammel er man da?! Hans far burde sku kunne se hvor strid han er overfor dig.

    Knus og tanker fra mig

    SvarSlet
  8. Jeg har ikke nogle kloge ord, at skrive, så jeg kan ikke gøre andet end sende dig mine tanker. Knus med ønske om en god weekend.
    Hilsen Bente

    SvarSlet
  9. Hej Sonnie. Tak for besøget og kommentaren, den gør mig glad uanset om vi kender hinanden eller ej :)

    Rigtig god lørdag og mange hilsener
    Henriette

    SvarSlet
  10. Kære Sifka, Det syntes jeg jo også..

    Knus

    SvarSlet
  11. Kære Anita, det skal du ikke tænke på, jeg nød vores snak ;))

    Han er ikke kørt træt endnu, selv efter så mange måneder hvor jeg netop har ignoreret som en gal.. han er yderst vedholdende i sin beslutsomhed.

    Jeg håber der bliver masser af gode timer på farmen i dag.

    Mange knus
    Henriette :))

    SvarSlet
  12. Hihi Mette, jeg skal nok være forsigtig :)) Tak tak tak

    Han har jo allerede fået læst og påskrevet, men lige meget hjælper det. Og mormor og morfar... tja... han kommer jo retur konstant. Jeg ved sgu ikk...SUK

    Mange knus og kærlige hilsener
    Henriette ;)

    SvarSlet
  13. Mette forresten... NEJ du gør ikke. Jge holder meget af dem. Bliv du bare ved ;))

    SvarSlet
  14. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige Miri...

    SvarSlet
  15. Kære Anette. Det kommer aldrig til at ske, uanset hvor længe han boede andre steder. Ihvertfald ikke når det handler om mig. Jeg ved at Johns forrige kæreste også havde problemer, og hende hader knægten den dag i dag. Han har gang på gang fortalt om hvor meget han syntes hun skulle ha et spark!!

    SvarSlet
  16. Rikke, jeg ved det ikke. Simpelthen. Det er muligt han lukker af, fordi han er træt af balladen..

    SvarSlet
  17. Hej Bente. Uanset hvem du er, så takker jeg dig fordi du gad lægge en kommetar. Tak for den ;)

    Rigtig god weekend
    Henriette

    SvarSlet
  18. Henriette, læs alt det af du kan. Han er da fuldstændig urimlig. Jeg kan mærke hvordan lysten til at svinge ham sådan en på låget melder sig i tankerne - og jeg slår altså ikke mine børn. Han er total respektløs og onskabsfuld. Ja, han er teenager, men han er også stadig barn i en familie. Ikke et familieoverhovede!

    Jeg forstår slet ikke din kæreste her. At han ikke træder i karakter og får sat ham godt og grundigt på plads. Hvis han ikke bliver stoppet, så vil han forsætte i samme stil....måske endda værre. John må kridte skoene og komme ind i kampen. Han skal passe på dig, hans udvalgte kæreste.

    Kram og tanker.

    SvarSlet
  19. Hold kæft, hvor er han dog barnlig!! Som udgangspunkt tror jeg på det gode i mennesker - han må da have det ad H..... til - det tager kræfter hele tiden at skulle gøre sig så umage for at være modbydelig.

    Kan han ikke flytte i en ungdomspension eller lignende? Får han noget hjælp til at tackle de ting tidligere i hans liv, der må gøre, at han nu synes, han har pligt til at behandle sin fars kæreste som skidt.

    Og - pardon my French - er faderen sådan lidt meget en vat... - der nærmest er "bange" for sin søn?

    SvarSlet
  20. Fru E. Tak for din kommentar. Jeg syntes jo nok også at der skulle tales med store bogstaver her. Og det hele tiden, og så længe det er nødvendigt.

    Jeg tænker nemlig også at det kun kan blive værre.

    Mange knus og god adventssøndag.
    Henriette :))

    SvarSlet
  21. Hej Fr. Møller. Ingen tvivl om at han har det dårligt og der er tilbud om hjælp, desværre skal han jo lissom selv ville det, og det er der den hænger tror jeg. Han kan nemlig ikke tage sig sammen til noget, han brokker bare.

    Kæresten er ellers ikke vattet, MEN i den her historie tror jeg han er temmeligt konfliktsky, og måske også rådvild. Han er jo ikke hans egen, men jeg ved det ikke. Der arbejdes på at finde ham et sted at bo, men det er ikke let, fordi han ikke laver noget som helst. Det koster jo.. Som med store børn generelt, er det meget svært at finde noget de kan flytte ind i. Kommunen er på den sag, men vi ved ikke hvor langt de er kommet. Sjovt nok får vi ingen informationer fra den knægt som ellers nok ved hvordan man skal udfritte andre.


    Nå, men tusind tak for kommentaren og besøget her. :) Jeg ønsker dig en god adventssøndag
    kh Henriette

    SvarSlet
  22. Her er der nok noget, jeg har misset. Hvis den uopdragne unge mand hverken er din eller din kærestes - hvorfor bor han så hos jer?

    Og nej, knægten skal ikke "lissom selv ville" - terapi eller whatever - I skal som de voksne, der har ansvaret, såmænd bare fortælle ham hvor og hvornår, han skal møde op - evt. følge ham og holde ham i hånden. For han er slet ikke moden til selv at tage det ansvar. Og at han skriger om hjælp er der ingen tvivl om.

    Nu ved jeg ikke helt, hvad du mener med, at drengen ikke laver noget som helst. Jeg formoder, at han hverken har arbejde eller er under uddannelse - få ham da ind på VUC - det hedder nok noget andet i dag. Men lad være med at lade ham sejle sin egen sø, fordi det her og nu ser nemmest ud.

    SvarSlet