Sådan gik det ikke, og endnu et anfald

Det der med planer er da virkelig ligegyldigt...


Nu er det jo ikke første gang at jeg skriver om planer der ikke gik som forventet, og således heller ikke i går. Endnu en gang vil jeg prøve nu i dag i stedet for, at få projekt orden-i-garn sat i værk. John var ualmindeligt sløj i går, og stod først op ved to-tiden. På det tidspunkt var jeg så godt i gang med noget andet, og så ved jeg søreme ikke... den ene time tog den anden og inden jeg fik set mig om var det mørk aften og tid til mad. Da klokken var ni gik vi begge i seng igen, John ku slet ikke hænge sammen, og jeg ku sagtens sidde der ved siden af ham og strikke, så for første gang i hundrede år gik der en lørdagaften hen over hovedet på os.

I dag vågnede vi så friske op igen, og jeg er klar til at kaste mig over projektet. Jeg var egentlig allerede klar til at gå i gang ved halv ti tiden, men bedst som jeg, John og Theis lige var i gang med at sludre lidt om de næste dages planer i Theis' verden, og jeg sad og skriblede her, faldt han om så lang han var med et ordentligt brag. I guder jeg bliver så rystet hver gang det sker.

Denne gang ku jeg faktisk se det komme, men det gik så stærkt at jeg slet ikke nåede at rejse mig fra stolen. Han fik et underligt stirrende blik, hovedet drejede helt om i nakken på ham, og BANG! gik han i gulvet så voldsomt at det er et mirakel, at han ikke fik en kæmpe bule. Der er altså 1 meter og 80 fra hovedet og ned til gulvet når man er Theis, så det er rimeligt langt at falde. Der lå han så og rystede, hans kropstemperatur steg og derefter faldt han i en dyb og snorkende søvn. I stedet for at vække ham, valgte vi denne gang at lade ham ligge med pude og tæppe, indtil han selv vågnede igen. Det tog en halv times tid, og han var faktisk mere klar i hovedet end han har været de andre gange.

Hans mormor var på vej for at hente ham da han faldt om, men det vidste vi ikke, så samtidig med at han lå og sov på vores stuegulv ringer hun på døren. Det var vist ikke lige sådan at hun havde forventet at se ham. Nu er han så vågen og frisk igen, han har fået lidt at drikke og det viser sig at han har G L E M T at tage sin absolut vigtige medicin... Hmm altså. Lad os så lige slå fast, at det må han bare ikke glemme. Resultatet har vi her, og bare to pillers overspring kan få ham til at få et anfald. Mormor er kørt med ham, og jeg er sikker på at der venter lidt forkælelse og pleje når de når Nivå. Vi må finde en metode der kan få ham til at huske at tage sine piller.

Nu bliver det interessant at se om denne dag har flere overraskelser i vente, så jeg skynder mig at tage fat, for garn og reol og soveværelse venter, og jeg glæder mig til at komme igang.