Ta dig nu sammen søster, julen er på vej.

Julen 2002




Jeg har lidt ( mildt underdrevet ) svært ved at komme ud af starthullerne med det her julehalløj.


Jeg har pippet lidt om det før, og nu gør jeg det igen. Jeg gør det fordi jeg ikke kan forholde mig til min egen forandring. Den sidste jul jeg gik til med fuld gas og høje ambitioner, var i 2005. Det var den sidste jul min eks og jeg og børnene holdt sammen som familie, inden skilsmissen i 2006.


Biblioteket 2003. Japanske lygter i vinduet, dyppet i guld og hængt op i tynd sort tråd.


Jeg husker udemærket at jeg dengang var umotiveret, men at børnene var min drivkraft. En rigtig god grund til at gøre noget ud af en tid, der ellers er mørk og langsommelig. Børn, eller i hvertfald mine har altid været forvænt med et hjem der var pyntet op med gran, lys og pynt fra køkken til entre og hele vejen rundt. De går begge vildt op i at det skal være som det altid har været, og i år har især Rasmus været meget opsat på at jeg gør som han husker. Det er der ikke noget underligt i, han har jo ikke været sammen med mig de sidste tre jule.



Kaminen pyntet op til jul. Den virkede ikke, så den blev fyldt med kogler, lys og duftende æbler og gran i stedet..


Det jeg ikke kan forstå, er hvorfor jeg ikke selv har lyst mere. Lysten er jo det der driver værket, og jeg har de sidste par år, kun været en skygge af tidligere tiders superdekoratør. Hvorfor er det sådan?

Selv eks'ens musikværelse var pyntet op med hjerter af gran i alle vinduerne. Bøjet i blomstertråd og viklet med gran.


Måske ved jeg det godt inderst inde, der er bare visse ting der er næsten umulige at acceptere.



Dengang i '99 da jeg begyndte på det forløb, der skulle vise sig at komme til at vare mere end syv år, blev jeg gjort opmærksom på at jeg ville kunne opleve store forandringer efterhånden som jeg fik arbejdet mig igennem alle lagene af sorg og erindringer. Det at få endevendt sig selv, på vejen mod en mere velfungerende og mindre sorgfyldt tilværelse, ville få betydning for alt hvad der hidtil havde været fundamentet i min måde at gå til livet på. Det der hidtil havde holdt mig oppe og kørene ville blive skiftet ud med noget andet, andre værdier ville så at sige blive fremtrædende. Jeg skal lige love for at hun fik ret, selvom jeg dengang var temmeligt tvivlende.

Alt fra mad til musik og traditioner, over mennesker, interesser og prioriteter er stille og roligt forandret. Uden at jeg selv har villet det, og uden at jeg egentlig har tænkt over det i processen, er det der holdt mig sammen og det der gjorde Henriette til Henriette, forsvundet og en anden person er trådt frem i lyset, hvilket jo ikke er så underligt når man tænker på at hver en lille del af mig og mit sind er blevet vendt og drejet og i mange tilfælde "kognitiseret". Hele formålet med en langvarig terapi, er jo netop at få ændret på de ting der gør en syg og ude af stand til at fungere.

Desværre har jeg bare stadig ikke vænnet mig til mig selv. Jeg kan ikke rigtigt forlige mig med den jeg er i dag, og prøver hele tiden at få mig selv til at handle som jeg husker at jeg gjorde, det er bare umuligt. Så fra den vinkel må vi jo sige at terapien ikke har været forgæves. Alle tårene, alle timerne og alle kampene har båret frugt, forløbet har menneskeligt været en succes på den måde at jeg ikke i dag ligger og kigger på himlen fra min sofa, ude af stand til at bevæge mig, ude af stand til at føle noget. Men noj hvor jeg ikke har vænnet mig til mig selv endnu.

Førhen ræsede jeg afsted nu bevæger jeg mig langsomt, førhen havde jeg 10 jern i ilden, nu kan jeg dårligt have to, musik der før i tiden satte en masse i gang siger mig nu ikke noget, aktiviteter der før havde min interesse, er nu ligegyldige for mig, jeg er blevet mere bevidst om hvordan man kan spilde sin tid på mennesker der ikke vil en det godt, jeg har det mindre godt med overflade og facade og staffage. Jeg har fuldtændtigt helt og aldeles droppet min ambition om perfektionisme i mit hjem. Det var umådeligt vigtigt for mig engang. Faktisk når jeg læser dette, ser det ud til at jeg er blevet mere nærværende. I hvertfald når jeg ikke lige skal bruge al min energi på at kæmpe med teenagere!!

Jeg ved sgu ikke...

Jeg ville nok gerne, at jeg havde bare en lille snert af mig selv tilbage. For børnenes skyld.


Overalt var der små opstillinger med hygge og smukt at kigge på.



I år har jeg ikke engang købt gran endnu!