25 november 2009

Ta dig nu sammen søster, julen er på vej.

Julen 2002




Jeg har lidt ( mildt underdrevet ) svært ved at komme ud af starthullerne med det her julehalløj.


Jeg har pippet lidt om det før, og nu gør jeg det igen. Jeg gør det fordi jeg ikke kan forholde mig til min egen forandring. Den sidste jul jeg gik til med fuld gas og høje ambitioner, var i 2005. Det var den sidste jul min eks og jeg og børnene holdt sammen som familie, inden skilsmissen i 2006.


Biblioteket 2003. Japanske lygter i vinduet, dyppet i guld og hængt op i tynd sort tråd.


Jeg husker udemærket at jeg dengang var umotiveret, men at børnene var min drivkraft. En rigtig god grund til at gøre noget ud af en tid, der ellers er mørk og langsommelig. Børn, eller i hvertfald mine har altid været forvænt med et hjem der var pyntet op med gran, lys og pynt fra køkken til entre og hele vejen rundt. De går begge vildt op i at det skal være som det altid har været, og i år har især Rasmus været meget opsat på at jeg gør som han husker. Det er der ikke noget underligt i, han har jo ikke været sammen med mig de sidste tre jule.



Kaminen pyntet op til jul. Den virkede ikke, så den blev fyldt med kogler, lys og duftende æbler og gran i stedet..


Det jeg ikke kan forstå, er hvorfor jeg ikke selv har lyst mere. Lysten er jo det der driver værket, og jeg har de sidste par år, kun været en skygge af tidligere tiders superdekoratør. Hvorfor er det sådan?

Selv eks'ens musikværelse var pyntet op med hjerter af gran i alle vinduerne. Bøjet i blomstertråd og viklet med gran.


Måske ved jeg det godt inderst inde, der er bare visse ting der er næsten umulige at acceptere.



Dengang i '99 da jeg begyndte på det forløb, der skulle vise sig at komme til at vare mere end syv år, blev jeg gjort opmærksom på at jeg ville kunne opleve store forandringer efterhånden som jeg fik arbejdet mig igennem alle lagene af sorg og erindringer. Det at få endevendt sig selv, på vejen mod en mere velfungerende og mindre sorgfyldt tilværelse, ville få betydning for alt hvad der hidtil havde været fundamentet i min måde at gå til livet på. Det der hidtil havde holdt mig oppe og kørene ville blive skiftet ud med noget andet, andre værdier ville så at sige blive fremtrædende. Jeg skal lige love for at hun fik ret, selvom jeg dengang var temmeligt tvivlende.

Alt fra mad til musik og traditioner, over mennesker, interesser og prioriteter er stille og roligt forandret. Uden at jeg selv har villet det, og uden at jeg egentlig har tænkt over det i processen, er det der holdt mig sammen og det der gjorde Henriette til Henriette, forsvundet og en anden person er trådt frem i lyset, hvilket jo ikke er så underligt når man tænker på at hver en lille del af mig og mit sind er blevet vendt og drejet og i mange tilfælde "kognitiseret". Hele formålet med en langvarig terapi, er jo netop at få ændret på de ting der gør en syg og ude af stand til at fungere.

Desværre har jeg bare stadig ikke vænnet mig til mig selv. Jeg kan ikke rigtigt forlige mig med den jeg er i dag, og prøver hele tiden at få mig selv til at handle som jeg husker at jeg gjorde, det er bare umuligt. Så fra den vinkel må vi jo sige at terapien ikke har været forgæves. Alle tårene, alle timerne og alle kampene har båret frugt, forløbet har menneskeligt været en succes på den måde at jeg ikke i dag ligger og kigger på himlen fra min sofa, ude af stand til at bevæge mig, ude af stand til at føle noget. Men noj hvor jeg ikke har vænnet mig til mig selv endnu.

Førhen ræsede jeg afsted nu bevæger jeg mig langsomt, førhen havde jeg 10 jern i ilden, nu kan jeg dårligt have to, musik der før i tiden satte en masse i gang siger mig nu ikke noget, aktiviteter der før havde min interesse, er nu ligegyldige for mig, jeg er blevet mere bevidst om hvordan man kan spilde sin tid på mennesker der ikke vil en det godt, jeg har det mindre godt med overflade og facade og staffage. Jeg har fuldtændtigt helt og aldeles droppet min ambition om perfektionisme i mit hjem. Det var umådeligt vigtigt for mig engang. Faktisk når jeg læser dette, ser det ud til at jeg er blevet mere nærværende. I hvertfald når jeg ikke lige skal bruge al min energi på at kæmpe med teenagere!!

Jeg ved sgu ikke...

Jeg ville nok gerne, at jeg havde bare en lille snert af mig selv tilbage. For børnenes skyld.


Overalt var der små opstillinger med hygge og smukt at kigge på.



I år har jeg ikke engang købt gran endnu!

15 kommentarer:

  1. Man gør ting, når man kan det!!! Den gamle Henriette må da enten ha' kedet sig grusomt, eller været vildt ulykkelig, så hvis jeg var dig ville jeg ikke græde så længe over Det fortabte Juleland.

    Jeg ville gøre tingene i mit tempo og efter min lyst. Og lur mig om det ikke ender med at blive jul alligevel.

    Forandring fryder, siges det, men man har nok altid brug for lidt tid til at finde ud af, at det også passer.

    Rigtig god dag.

    SvarSlet
  2. Kære Henriette,

    Tingene må komme når der er plads i dig til dem.

    Men hele juleriet behøver jo ikke komme på en gang.
    Tag lidt af gangen, det du lyster, lige den dag på det tidspunkt der passer dig. Lige i dag tirsdag d. 25. november kan julepynten f.eks. ses igennem. Der kunne være noget der skal skiftes ud eller du skal finde materiale til adventskransen.
    Lidt hver dag og måske med Rasmus på sidelinien. Han har måske noget han gerne vil mindes eller gerne vil tale om. Det behøver jo ikke være dig alene der skal klare pyntningen.

    Håber du får en god dag, selvom du kæmper med en masse tanker.

    Knus og kærlige kram
    Kari

    SvarSlet
  3. Så enig med de to andre kloge kvinder. Har heller intet købt ebndnu, jo to engle fra Netto, men det er heller ikke den 1. adventssøndag endnu, og der har jeg valgt at sætte grænsen. Jeg tror også du skal lade Rasmus komme med ind over. knus

    SvarSlet
  4. Du er så ikke unormalt, måske er du ikke dit gamle jeg, men du er vist bare som vi er flest. Min Juleånd er blomstret efter vi har fået børn, men vi har da ikke pyntet og skal ikke før på søndag. Du må da priotitere det der er hyggeligst og så kan i vel lave noget som familie, pynte sammen eller bage småkager eller hvad ved jeg. Men det er da nærværende, det er jo i virkeligheden ikkke ret nærværende at det er dig der skal pynte det hele selv og måske er det der hvor du er forandret. Måske gider du ikke at det skal være flot og perfekt, men at det skal være hyggeligt og overskueligt. Sådan har jeg det sku. Samværet og nærværet har jeg som prioritet. Jeg har også arbejdet med mig selv i mange år og kan godt følge dig, for jeg har også skiftet venner ud og foretrækker det dybe og nære fremfor det perifere og overfladiske. Tingene får bare en ny mening og det er vel kun godt. Du skal nok lære hende den nye Henriette at kende, jeg synes at hun virker som et godt menneske og på rette vej : )Juleknus og honninghjerter fra mig

    SvarSlet
  5. Tilslutter mig helt de andre, Henriette :-). Det nytter ikke noget at forsøge at gennemtrumfe noget, der bare ikke er der.
    Og forandringens vinde...ja, det kan jeg fint tale med om. Meget genkendeligt - og som regel det, der kommer ud af udvikling og arbejde med sig selv. Jeg plejer at sige, at jeg allerede har haft 2 liv i 1 :-). Ikke meget er tilbage af den 'mig', der levede for 20 år siden. 2 helt og aldeles vidt forskellige liv - både hvad angår personen mig og indholdet af mit liv. Men ved du hvad, Henriette: Jeg ville ikke bytte for n o g e t. Det har været det hele værd. Og idag kan jeg af et ærligt hjerte sige, at jeg er GLAD hver dag og gennemgående dybt tilfreds med mit liv.
    Det tager tid at 'opdatere' sig selv - men det kommer hen ad vejen. Hovedsagen er, at du er tilfreds med udviklingen. At det så koster et par julehjerter hist og pist - tja. Det kan være, at din definition af julehygge skal laves om. Det handler jo ikke om, hvor mange hjerter og dekorationer, der står rundt omkring - det handler langt mere om dem, som skal kigge på den pynt. Dig og din familie.

    Knus Gittemay

    SvarSlet
  6. Nu vil jeg lige læse de andres indlæg bagefter, så jeg husker det, jeg vil sige. Jeg kan FULDSTÆNDIG se mig selv i det, du skriver. En kæmpe ændring er i gang. Du er på vej til at blive en anden og mere selv-nærværende person.

    Hold fast i det, du synes er dig, gør det, du mener giver mening for dig - og er juleånden blevet dårlig (hø hø) SÅ LAD DOG VÆRE!

    Du skal især ikke gøre det for nogens skyld. Dine børn har allermest behov for dig som du er og ikke en mor, der ikke kan mærke sig selv.

    Gemalen og jeg har ikke nogen juleaftensaftale, da ingen havde tid til os i år (piv-piv) Vi er så af de sødeste mennesker blevet spurgt om vi ville holde aftenen sammen med os. Gemalen synes ikke, men vi skal snakke om det i weekenden. Jeg så lige med det samme muligheden for endelig selv at sætte dagsordenen for, hvordan jul kan være. Sammen med skønne mennesker der valgt med hjertet og ikke blodet. Også vældig smart, når vi engang bliver os selv og tøserne har andre at være sammen med: så vælger vi gode venner... Nu må vi se. Det havde jeg sletikke kunne finde på for bare 5 år siden.

    Mange kærlige tanker og knus fra Viborg til dig,

    Mette

    SvarSlet
  7. Kære Henriette
    7 års arbejde på det plan ændre bare SÅ meget...

    Lad mig vise dig min vinkel på julen....
    Tidligere skulle jeg bare have den der julestemning, for det skulle man jo....
    Min mor julede og julede med mig og mine søskende, så meget at det var til at .... Ja du ved hvad jeg mener.....

    Nu er jeg sluppet hendes greb, taget hendes traditioner op til revidering og jeg kunne ikke bruge en eneste af dem....

    Men det skete ikke over 1 jul... For hver eneste jul er der ændret ved noget og den dag i dag er der praktisk talt ikke noget tilbage...

    Når man går igennem så langt et terapi forløb, så skal din måde at se livet på ændre sig og man er nød til at sige til sig selv, at sådanne er det altså lige nu, frustrationen over manglende lyst, overskud etc. kan man ikke bruge til noget...

    Har du evt. overvejet at overlade noget af pyntningen til ungerne ???? På den måde kan der blive pyntet lidt mere op end du selv syntes.....

    Husk at nyde at du er kommet ud af kløerne på det der fyldte dig med sorg :-D

    SvarSlet
  8. Det jul, det cool :-)Nej, fis. Traditioner er i min bog altid til forhandling ellers bliver det en spændetrøje. Og sjovt nok kan traditioner jo tilpasses til det mood man er i og det sted ens børn er nået aldersmæssigt.

    Forstår godt, at du gerne vil give Rasmus hele baduljen. Og for ham er der sikkert en masse længsel og nostalgi forbundet med julen og i princippet skal du vel følge ham - i hvertfald et stykke af vejen - i hvertfald i det omfang du selv synes det er skægt og berigende.Om det så bare er at lave en nisselandsby eller finde den gamle julebuk, du har arvet frem.

    Lidt har også ret. Og hvad er der galt med jul i nye klæder? Man er jo alligevel ved at kløjs i det omkring den 16. dec.

    SvarSlet
  9. Jeg har ikke noget nyt at tilføje så jeg vil bare skrive, at du skal ikke stresse over om du når at julepynte. Sæt børnene i sving og lur mig om ikke de synes (?) det er hyggeligt at julepynte lejligheden. Du må gøre hvad du overkommer og resten må andre ordne. mange knus og tanker.

    SvarSlet
  10. Du skal ikke hænge dig i alt det juleri Henriette, det kommer til dig hvis du får lyst til det igen. Jeg har også tidligere været en rigtig jule en, det er jeg ikke mere, i mange år har jeg næsten ikke julet, og her på 1. har jeg slet ikke fået lavet nogle traditioner eller bragt de gamle med. Faktisk var det sådan at alt julepynt blev smidt ud mere eller mindre da jeg flyttede herop.
    Nu har jeg besluttet mig for at juleglæden skal vende tilbage, men helt i mit tempo, og det bliver slet ikke den gamle julepernille, men jeg er sikker på at det bliver jul alligevel og rigtig hyggeligt.

    Knus

    SvarSlet
  11. Du skal gøre det i dit tempo, og hvis Rasmus gerne vil have det hele, har han måske også lyst til at være med, at stå for pynten og alt det han synes hører til.
    Snak om det, find ud af hvad han vil - hvad du vil og tag den derfra :)

    SvarSlet
  12. Hej Henriette.

    Herhjemme er det min mand som pynter op til jul, for jeg gider simpelthen ikke! Jeg er og har aldrig været særlig "julet", og jeg har det ret godt med det. Og til trods for det, så har jeg (vi) holdt jul for mange mennesker i de sidste 30 år, og jeg har aldrig nogensinde pyntet træet, det gør børnene og deres far. Jeg laver maden, men det skulle jeg jo gøre alligevel, selvom det ikke er jul, så det er ok. Men alt det der hygge nyggede pynteri, det lader jeg andre om!
    Mange hilsner fra
    Jannie

    SvarSlet
  13. Jamen Quinde dog... Lad nu være med at få julestress allerede sidst i november.
    Der er da heller ikke en eneste juleting i vores hjem endnu (Og jeg plejer slet ikke at købe gran) - så du er bestemt ikke den eneste.

    Her kommer julen hen ad vejen i løbet af december. En lille smule når vi lige har lyst.
    Nogle år bliver der bagt pebernødder, andre år får vi hjælp af min gode veninde Karen (Wolf). Nogle år er vi druknet i nisser, andre ikke.

    Men vi hygger os! Det er da det vigtigste.

    Tag Rasmus med i julehyggen. Lad ham hjælpe og bestemme. Vær sammen med ham i det (Man kan jo altid sidde i sofaen og spise brunkager og drikke kaffe, mens han pynter...)
    Det vil han med garanti huske og elske langt mere end hvis han kommer hjem til et tip-top julepyntet hus og en træt mor...

    KH FP

    SvarSlet
  14. Kære Henriette... :o)
    Du giver jo faktisk selv svaret på dine spørgsmål i dit indlæg... Og dem kender jeg også alt for godt...og det er svært at vænne sig til den nye mig i den "gamle" krop... Men tænk engang hvor mange år vi har været om at tillægge os vores gamle jeg?...så med tålmodighed..og lidt ag min korte erfaring siger det mig at det nok skal komme...det som nu er vigtigt for os... Jeg synes f.eks. at det er meget bedre at være nærværende end overfladisk...at være bedre til at passe på mig selv end bare kører blindt derudaf med 100 km/t...for at nå det hele... For hvad er det vi skal nå?...og for hvis skyld?... :o)
    Du kan jo evt. foreslå Rasmus at han kommer med foreslag til hvad han godt kunne tænke sig at pynte op med...og så kunne det være et fælles projekt at hygge op sammen... Det er jo ikke kun dig der skal yde for at de andre kan nyde, vel?... ;o)
    Knuss og tanker
    Fra mig til dig :o)

    SvarSlet
  15. Kære alle skønne og fornuftige quinder, tusind tak for jeres kommentarer. De har alle som en fået mig til at slappe lidt af. At tage Rasmus med i julehalløjet burde jeg jo selv have tænkt på, og jeg er sikker på at han vil syntes det er hyggeligt :) Nye vaner og traditioner må der til og de begynder i år.

    Jeg takker også for at I ville fortælle om hvordan det kører hjemme hos jer. :))

    Mange knus og god torsdag
    Henriette :))

    SvarSlet