12 december 2009

Hvad der videre skete

Det var en frygtelig dag i går.

Jeg orker kun få ord, men kan fortælle at jeg brød helt sammen, et par veninder stod pludselig klar og fik mig skippet af sted til psyk skadestuen, for jeg kunne inget, kunne ikke tænke, handle eller holde op med at græde.

Der blev ringet alarm til John om at han nu måtte træde til og hjælpe mig, erkende at dette var mere end jeg kunne klare.

På psyk ville de gerne beholde mig, eller skippe mig videre til et krisecenter, men jeg havde det så dårligt at jeg slet ikke kunne holde ud at være alene. Hospitalsstuen havde tre meter til loftet og en seng. Der var så forfærdeligt at jeg vidste jeg ville få det endnu værre der.

Beslutningen var at jeg blev kørt hjem igen for der kunne jeg trods alt ligge i min egen seng, men Josefine i nærheden og iøvrigt så heftigt bedøvet af beroligende midler, at jeg intet kunne andet end sove. Noget jeg ikke har gjort i flere nætter.

Hjemme igen brød hele familien sammen en efter en. Alle som en hylede vi, Theis var nærmest lammet over at jeg var så elendig og pludselig rakte han ud og holdt om mig så fast at jeg nærmest ikke kunne trække vejret. John er selv også helt knust. Siger at han jo stadig har følelser for mig, men at han bare ikke kan klare mere ballade. Han har som jeg en enorm bitterhed over systemet. Vi har bedt om hjælp til vores familie siden maj, men intet er sket. Vi har råbt op om, at der var fare for totalt nedsmeltning uden assistance. Og nu er det så sket..

Vi har alle siddet sammen i stuen i aftes og talt og spist, og børnene har været vidne til at deres mor og far har siddet og grædt i stride strømme, holdt om hinanden af sorg over at det er endt så knudret.

Jeg trak mig tilbage ved ottetiden, med beskeden om at jeg mente de trængte til lidt tid sammen de tre. Tid til at snakke og til at genopleve en nærhed der ikke har været i mellem dem længe, fordi det har været umuligt. Jeg har opfordret alle til at tænke sig grundigt om, for at finde ud af om det er selve situationen der har presset deres far så langt ud, fordi han er blevet mere og mere klemt i mellem mig og hans viden om at også børnene trængte til ham. De skal finde ud af, om det er selve den håbløse tid der har været, der er skyld i at vi alle bare ikke havde mere at give af og som fik kærligheden til at kølne.


Jeg ku aldrig drømme om at tvinge nogen til mit selskab, hvis det oprindeligt ikke er ønsket og jeg flytter glad og gerne med mine børn, hvis der virkelig ikke er mere tilbage at kæmpe for, MEN omvendt føler jeg også at med den store kærlighed der har været i mellem os, er det ikke fornuftigt at give op hvis der er det mindste at bygge på. Jeg har igen fortalt at jeg jo dybest set holder meget af begge Johns børn, og at jeg VED at også de trænger til omsorg og en viden om at de er elsket og trygge.

Under alle omstændigheder har kommunen, John og jeg i røret i næste uge. De skal faneme ikke dø i synden. De skal vide at der kunne være reddet en familie der har brug for hinanden, hvis de ellers havde taget fingeren ud og handlet på vores nødråb.


I denne weekend vil der nok blive snakket en del, og om det ender med en flytning, så er jeg mere afklaret hvis jeg ved at det er fordi der ikke er mere tilbage i os at give af.

Jeg er stadig i en beroligende tilstand og derfor kan jeg skrive så klart. Men det gør mig også super træt så jeg vil sove lidt igen.

12 kommentarer:

  1. Puha, Henriette, hvor er det svært og urimeligt for jer. Jeg er fuld af beundring over, at du - beroliget eller ikke - er i stand til at beskrive jeres situation, og jeg er glad for at få denne melding fra jer. Det virker som om, der er en lille bitte gnist af kampånd hos jer. Det får I uden tvivl brug for, i tiden der kommer. Jeg kan godt forstå, at du trods alt gerne vil kæmpe.
    Jeg sender de varmeste tanker og knus, og ønsker jer alt muligt held og lykke, hvad end konklusionen måtte blive.

    SvarSlet
  2. Jeg er uden ord for det du gennemgår lige nu -derfor sender jeg dig blot mine varmeste tanker. Mange hilsener med ønske om, at I får truffet de rigtige valg. Hilsen Bente

    SvarSlet
  3. Hej Henriette.
    Jeg føler med dig. Jeg synes det lyder så godt, at der er kommet noget dialog i gang. Men det er bare så hårdt. Jeg vil håbe for jer, at der er noget at kæmpe for, men man skal også vælge sine kampe med omhu.
    God bedring.

    SvarSlet
  4. WAY TO GO! Fandme ok, at du giver den en skalle på den her måde og at tyren bliver taget ved hornene. Jeg er glad langt ind i sjælen! Meget!

    Jeg krydser fingre (og er der stadig, når du kan, vil, har brug for. Det lover jeg uanset, hvilken vej du går og hvad I vælger.)

    SvarSlet
  5. Kære Henriette, Jeg har tænkt meget på dig og er rigtig glad for at du lige havde overskud til at skrive et indlæg men tag dig nu den tid og energi der er nødvendig for dig selv og din familie. Mange knus og tanker

    SvarSlet
  6. Godt at høre fra dig, og så så hurtigt. Du er godt nok en sej quinde :) Rigtig godt at I som familie fik talt sammen - om du bliver eller skal ud og skabe en ny tilværelse for dine "unger" og de pelsede, skal jo være en beslutning du kan mærke er den rigtige. Lige nu gælder det om at få hold på dig selv. Giv dig tid, træk vejret, hold om digselv og dine børn. Du er jo stærk og det bliver godt!

    SvarSlet
  7. Kære søde Henriette
    Voldsomt elelr ej, så var det måske en god måde at få familien samlet på igen og få talt sammen om det hele. Det er SÅ dejligt at høre, at Theis har fattet alvoren og endda har været omsorgsfuld. Jeg har siddet her og grædt dine tåre og følt med dig. Det er så rørende at du kan skrive her og at der rent faktisk sker noget nu. Det er måske det der skal til som du siger for at tingene kan få en ordentlig afslutning eller en ny chance, for nogen gange skal der sku dramatik til for at vi sætter os ned og lytter. Jeg er glad/ked som snøvsen på dine vegne. Det er godt der sker noget nu...rigtig godt.
    Knus..mange knus og tanker fra mig

    SvarSlet
  8. Tænker på dig - Tænker på Jer. Fat mod, kære du ;-)

    SvarSlet
  9. Sender alle de positive tanker og varme knuz jeg kan sende afsted....

    SvarSlet
  10. Kære Henriette, jeg sender også alle mine varme tanker til dig - og bøjer mig i støvet for at du trods din store krise magter at tone rent flag og gøre noget!
    Du er en fantastisk kvinde, som vi andre kan lære af.
    Knus fra Mette

    SvarSlet
  11. Bare lige et stort kram. Kender dig ikke men genkender smerten ...

    SvarSlet