Strik og sludder

I dag er dagen hvor reaktionen er kommet for os alle.

Lige nu kan jeg næsten ikke engang huske hvad der er hændt de seneste dage sådan helt nøjagtigt, men både jeg og mine to børn er helt og aldeles udmattede. John er kvast, Theis er det sikkert også på sin måde, men Mira virker til at være den eneste som har sin energi endnu. Hun har som os andre været vidne til det helt store meltdown, men det må være hendes Asperger og det at mange detaljer går forbi uden at hun har tanke for den dybere mening, der gør at hun på denne måde ikke er så ødelagt. Hendes verden er enkel på sin vis, og det er en lykke uden lige. I dag har hun iført min vinterfrakke og min varme strikkede vinterhue med top på, glad cyklet i skole. Et kæmpe kram til mig, og på en cykel der slingrede fordi hun har vinket hele vejen hen til hjørnet, og hun var afsted ud i verden.


I aftes samledes vi for at få sagt de ting der bare skulle siges. Ikke mere tænketid, det tærer alt for meget og der var egentlig ikke noget at være i tvivl om. Vi skal selvfølgelig blive sammen.


Den beslutning burde et eller andet sted have været så ligetil, men af flere grunde har det kostet kæresten min virkelig mange kvaler. IKKE fordi han egentlig i sit hjerte er i tvivl om at vi hører sammen, men fordi han har været udsat for et ekstremt pres. Jeg selv har jo fået støtte alle vegne fra. Her i blogland har det strålet mig i møde fra alle egne af landet, og bare det at jeg får vendt og drejet tingene, og derefter får moralsk opbakning uanset hvordan det ender, gør at jeg føler mig styrket i mine egne valg. Jeg kan slet ikke beskrive hvor meget det har betydet for mig, at mennesker jeg slet ikke kender personligt har været der med ord og opmuntring.

Kæresten derimod.... ja han fortalte i går at han rent faktisk ikke har haft een eneste der har støttet ham. Han er stort set hele vejen igennem blevet opfordret til at skille sig af med mig. At du gider... har det lydt. Alle har været optaget af børnenes tarv, men ingen har haft tanke for, at vi her har at gøre med een ud af fem der ikke vil vores familie. EEn eneste UNG person, selv nærmest flytteklar, har været optaget af at vi skulle skilles. Det undrer mig at ingen har talt med John om det urimelige i, at han skal opløse sit liv, fordi en noget nær voksen knægt vil have sit gamle liv tilbage. Et liv der ikke kan realiseres nogensinde igen. Hvis jeg forsvandt ville der jo en dag dukke en anden kvinde op, og hele balladen vil starte forfra. Det hele handler om, at John allerhelst skulle leve alene med de to børn og sådan skulle det forblive.

Jeg forstår faktisk udemærket at presset til sidst blev for meget, og han gik kold i det hele. Med til historien hører også at denne lejede lejlighed ikke står i Johns navn. Da børnenes mor døde, blev den overdraget og skrevet i Theis navn. Det vil i praksis sige, at det er ham og ikke os der reelt har ret til boligen. Godtnok er det jo John og siden også jeg der har betalt husleje, men det har helt klart været en umulig tanke, at vi skulle forlange at knægten fandt sig et andet logi set i det lys. Moralsk har kæresten bare ikke kunnet forlige sig med tanken, og han har slet ikke kunnet se andre muligheder, end til sidst at bede mig om at flytte.


I denne weekend er alt blevet vendt og drejet og resultatet er klart. At han har manglet støtte fra sine egne såkaldte venner, har betydet at han virkelig har skulle finde styrken i sig selv alene, for at tage den beslutning han bedst kunne leve med. Det handler også om at han ikke vil svigte Theis som den voksne i hans liv.

Han og jeg har talt og talt og han har vist nu opdaget at JEG ikke er en der svigter og går, når det bliver svært. Sådan er kærligheden jo. Derfor kæmper vi sammen. Vi har slået fast over for den mutte teenager, at hvis ikke han kan acceptere at vi elsker hinanden og at også de yngre børn vil det her, ja så flytter VI. Så kan han beholde lejligheden og den for ham dyre husleje. Kommunen vil så stå med en fempersoners familie på gaden, i stedet for at skulle hjælpe med at finde en bolig til een. En hele vejen rundt vanvittig løsning. Vi bliver her, og han har nu erkendt at det må blive ham der skal hjælpes videre. Vi vil gøre hvad vi kan for at få det til at glide, tale med høj og lav om vigtigheden af at han får sit eget.


Vi er alle drænede helt ind til benet. Rasmus har været så påvirket at han i dag ikke engang orkede at tage tøj på, så han ligger her ved siden af mig og sover. Josefine har været igang med et projekt på skolen der bare SKULLE afleveres idag, men jeg ku se hvordan hun næsten ikke ku klare at skulle afsted. Hun har nemlig været her helt til i dag og skal nu den lange vej med tog til Roskilde. Når opgaven er afleveret kan hun tale med sin vejleder om de sidste dage inden juleferien.

John ligner en zombie, og jeg selv en hængt kat, men nu kan vi omsider se fremad og så koncentrere os om at få os alle på fode igen. Julegaver og maden til juleaften har vi slet ikke styr på, men det må vi indhente i weekenden. Theis ved nu at han SKAL opføre sig ordentligt for ellers må han opholde sig på sit værelse til han kan flytte. Vi VIL ikke have mere ballade fra den front. Vi har to unger på næsten 15, der begge trænger til ro og tryghed i deres hverdag. De skal ikke længere være ofre for balladen, og dermed mangle smil og varme fra de voksne.


Mira og jeg lå sammen på sofaen i går eftermiddags og så Harry Potter, med hver sin plaid og varm the.



Det er sådan det skal være..






Til sidst en kæmpe tak til alle jer der har lagt kommetarer og støttet mig. Jeg er ked af at jeg ikke har kommeteret tilbage, jeg har bare ikke orket det. Jeg har heller ikke fået læst blogs de sidste dage, men jeg håber at kunne koncentrere mig lidt mere om det igen. Og så er der mit strik... Jeg har ikke strikket en maske siden sidste tirsdag! Helt helt vildt og næsten utænkeligt, men igen.. jeg har ikke haft hverken lyst eller koncentration til det. Hvor underligt er lige det??


Julen er lige om hjørnet, men jeg ser mest frem til et nyt friskt år hvor vi kan se lyset komme tilbage.