Vel hjemme.. men til hvad??

Endnu en dejlig og nærværende aften i strikkeklubben er gået, og jeg er nu hjemme igen.


Jeg har ikke villet skrive om det før nu, men det er en aften jeg har bævet for i flere dage. Jeg har bare villet afsted, og bare så gerne villet overvinde mig selv, så for mig er det stort at jeg gjorde det. For angsten har sit faste greb i mig når jeg skal køre i mørke. Og endnu værre er det når jeg skal ud og køre i ustadigt vejr, på mørke veje jeg ikke kender og hvor man ikke kan se et ærligt skilt der viser hvor man er. Endnu værre når man har en GPS med sig, jo jo den er en uundværlig hjælp, men den betyder også at jeg skal tage mit stive blik fra kørebanen og de modkørene biler og det er næste mere end jeg kan overskue. Min helt irrationelle dødsangst viser sig i højeste potens på sådan en tur, og med andre ord er det en grænseoverskridende oplevelse hver gang.


Turen mod Bettina var ikke en fest og jeg holdt vejret næsten hele vejen, MEN turen hjem var som smurt i olie. Dels fordi jeg kunne køre af Frederikssundsvejen og den kender jeg trods alt, hjemad er det bare ligeud hele vejen og så bor jeg nærmest lige for enden.. sån ca. Derfor ingen GPS til at tage min opmærksomhed, ingen grund til at spejde efter vejskilte og så var vejret også tørt. Og så har jeg slet ikke nævnt den lille detalje at jeg hver gang jeg skal starte bilen lige skal give den lidt hjælp i form af en gang strøm fra laderen... den tur tog jeg to gange på vejen ud, fordi jeg lige måtte ringe til kæresten og ha hjælp til gps'en. Kom ikke her og bli væk NÅ.

Jeg VIL ikke lade mig kontrollere så jeg ikke kan komme omkring, men er alligevel lettet over at vi nu har aftalt, at så længe det er så mørkt mødes vi hos Pernille og når det så bliver lyst igen, ja så triller jeg glad og gerne til Bettina. Turen i sig selv tager jo ingen tid, det er ikke der skoen trykker.



Den med grænser er jo et ongoing tema her hos mig. Det er sundt at udfordre sine egne grænser, at rykke lidt ved dem, men pokker ta mig om jeg kan leve med at andre overskrider de grænser jeg har. Typisk er det jo ikke noget jeg er blevet spurgt om inden det sker.


Som skrevet står er jeg vel hjemme igen, men til hvad??


Den sure teenager er nemlig igen igen retur. Ikke uventet da det jo har vist sig at vi ikke kan regne en sk.. med de udmeldinger der kommer, men alligevel uventet da det ikke har været aftalt at han skulle komme. Og derfor er det først på vejen hjem jeg erfarer at han så også liiige bliver til søndag! Jeg kan ikke lige overskue det. Syntes lige at han er taget afsted, og nu er der så igen tre lange dage, hvor jeg skal være på sidelinen i cirkus teenager på tværs.


Den må jeg lige vende lidt, og det er muligt at jeg vil prøve at finde et sted jeg kan være indtil søndag. Jeg indrømmer at jeg bare ikke kan holde til at skulle have disse opdage og neddage i en lind strøm. Bedst som jeg er ved at have overskud til at ville lidt hygge i mit hjem, så kan jeg igen ikke andet, end trække mig helt ind i min skal for simpelthen at overleve. Jeg når aldrig at slappe helt af, at få trukket vejret helt ned i maven før jeg igen skal igennem dage med stress og pres og tilbageholdt åndedræt.


Heldigt at jeg i dag fik nået at jule lidt, og pyntet det der skal. Jeg kommer ikke videre før engang i næste uge..